Høj patientsikkerhed på tandklinikkerne
Landets tandlæger får endnu en gang ros fra Styrelsen for Patientsikkerhed i den seneste erfaringsopsamling over sundhedsfaglige tilsyn, der blev udført i 2023.
Der er god grund til at klappe dig selv og dine kollegaer på skulderen. En gennemgang af Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn, der blev gennemført sidste år, viser nemlig, at patientsikkerheden er høj på landets tandklinikker.
I 2023 blev der gennemført 65 udgående sundhedsfaglige tilsyn. Heraf var 57 stikprøvebaserede, mens seks var reaktive tilsyn på baggrund af konkrete bekymringer. To var opfølgende tilsyn på klinikker, der tidligere har fået påbud.
Opsamlingen konkluderer, at ved 26 af de stikprøvebaserede tilsyn var samtlige målepunkter opfyldt, og der var ingen problemer af betydning for patientsikkerheden. Og det vækker glæde i Tandlægeforeningens sundhedsfaglige rådgivning.
Resultatet bekræfter, at tandklinikkerne igen i år leverer et flot resultat
MARIANNE BOCKHOFF, Afdelingschef i Sundhedsfaglig Rådgivning
Tre typer anmærkninger går igen
Ved de resterende 29 stikprøvebaserede tilsyn var der mindre problemer af betydning for patientsikkerheden. Men intet, der indebar en større risiko for patientsikkerheden. De målepunkter, der hyppigst gav anledning til anmærkninger, handlede om røntgenoptagelser, medicin- og materialehåndtering og daglig rengøring på klinikkerne. Sundhedsfaglig Rådgivning vil derfor på baggrund af rapportens konklusioner opdatere det informationsmateriale, der ligger på Tdlnet.dk, herunder om daglig rengøring på klinikken.
– Vi skal nok hjælpe med at få rettet op på den dokumentation, der mangler på klinikkerne, understreger Marianne Bockhoff.