Detaljen:

Grøn ungdom

På Odontologisk Institut på Københavns Universitet er valgfaget ”Bæredygtighed på tandklinikker” for andet år i træk et af de mest ­populære valgfag blandt de 6.-semester­studerende. Sidste år opnåede kurset topkarakteren A fra de studerende, der betyder, at andre bør lade sig inspirere af det.

TB2024 05 Detaljen
Tekst: Anne Burlund

Klodens tilstand kan tage pusten fra de fleste. Men den generation af unge, der i disse år vælger retning i livet, har tænkt sig at tage kampen op. På Odontologisk Institut på Københavns Universitet er valgfaget ”Bæredygtighed på tandklinikker” for andet år i træk et af de mest ­populære valgfag blandt de 6.-semester­studerende. Sidste år opnåede kurset topkarakteren A fra de studerende, der betyder, at andre bør lade sig inspirere af det.

På kurset lærer de studerende om alt fra bæredygtighed i et historisk, politisk, socialt og dentalt perspektiv til værdikæder, klimaregnskab og livscyklus­vurderinger. Men også det helt praksis­nære – hvordan tandklinikken kan blive mere bæredygtig gennem et mere bevidst fokus på materialer, indkøbsvaner, affaldshåndtering m.v.

Som en del af kurset skal de studerende også på ”feltarbejde” på en klinik for at observere praksis og identificere potentialet for mere bæredygtige tiltag. Her er Astrid Ovesen, Mathilde Uttrup og Alberte Petersen i færd med at undersøge, hvordan affaldet i affaldsskuffen på Odontologisk Institut kan organiseres bedre. En bæredygtig affaldssortering kan nemlig være udfordrende på grund af bl.a. stor kontakt med kemisk materiale og risikoaffald. Derfor er et af valgfagets vigtige budskaber da også, at der heldigvis er mange andre steder, man kan tage fat, hvis man vil gøre klinikken mere bæredygtig.

De håber, at de med kurset kan integrere bæredygtige løsninger i deres kommende arbejdsliv. Og at de som kommende tandlæger kan være med til at nedbringe det store klimaaftryk, sundhedssektoren har – primært som følge af et stort forbrug af engangsartikler og høje krav til sterilisering og ikke mindst samfundets manglende fokus på, hvordan god profylakse påvirker folkesundheden positivt.