"Jeg trækker ofte på min tandlæge­baggrund"

06.00 

Vækkeuret ringer. Jeg kan godt lide at have tid til at samle tankerne, før hele familien skal i gang og ud ad døren.
Jeg var ret nyuddannet, da jeg opdagede, at jeg ikke trivedes med arbejdet. Heldigvis så jeg en mulighed for at bruge mit fag på en anden måde, da jeg videreuddannede mig til farmaceut og begyndte at arbejde med produkt- og markedsovervågning.

08.00

Efter 11 kilometer på min ­elcykel når jeg frem til Lægemiddelstyrelsen. Jeg arbejder i Enhed for Medicinsk Udstyr, og vi er mange forskellige faggrupper i min sektion for markedsovervågning og brugersikkerhed. Jeg arbejder bl.a. sammen med biokemikere, dyrlæger og en psykolog og tager mig ofte – men ikke kun – af de tandlægerelaterede sager. Der er kommet svar fra fabrikanten i en sag om et knækket bor. Hændelsen er indrapporteret af den kommunale tandpleje, hvor en tandlæge har oplevet, at et stykke af boret knækker af og falder ned i munden på patienten. De fik fisket det op, men det kunne være endt i patientens lunger. Jeg kontakter tandlægen for at indhente flere informationer og sikrer mig, at der er et LOT-nummer, så fabrikanten kan iværksætte en undersøgelse.

Svaret fra fabrikanten er overraskende. De kan se, at boret er næsten 20 år gammelt og ikke er blevet serviceret korrekt. Jeg vender sagen med en kollega. Vi vurderer, at svaret er fyldestgørende, og jeg kontakter den kommunale tandpleje for at gøre dem opmærksomme på deres procedurer for vedligehold og udskiftning. Nogle gange skal årsagen til defekt eller farligt medicinsk udstyr findes hos behandleren. Det vigtigste for os er at identificere årsagen, så vi kan skabe sikkerhed for patienter og brugere.

10.30

Jeg færdigbehandler en anden sag fra en hospitalsafdeling. De har haft problemer med en ernæringssonde, som tilsyneladende stopper med at virke uden at alarmere personalet. Fabrikanten fastslår, at der er alarm på produktet, men hospitalet vender tilbage og fortæller, at alarmen er så svag, at den drukner i andre lyde. Det er en vigtig observation, som jeg giver videre til fabrikanten. Jeg noterer, at vi skal følge op på, hvordan de handler på den nye viden.

12.00

Jeg spiser frokost med mobilen, da jeg med min tandlægebaggrund ved, at tandlægerne skal kunne få fat i mig, når de har et hul i deres travle kalender.

12.30

Jeg går til faggruppemøde, hvor vi drøfter insulinpumper, som vi har fået en del indberetninger på. Jeg nyder, at vi er mange faggrupper. Det giver flere og forskellige perspektiver. Som tandlæge – og også som farmaceut – synes jeg nogle gange, det kunne blive en lille smule indspist. Det bliver det aldrig her. 

13.30

En ny sag om danskproduceret tandlægeudstyr til at vurdere tandens dybde og orientering af tandens geometri ved rodbehandlinger lander på mit bord. En europæisk myndighed er uenig i klassifikationen af udstyret, så jeg indhenter viden og argumentation for og imod en ny klasse.

Jeg konsulterer TANDSUM i sagen. Det er en gruppe tandlæger fra henholdsvis Styrelsen for Patientsikkerhed, Stråle­beskyttelse (SIS) og Sundhedsstyrelsen. Og så er jeg klar til at skrive rapport. Det hele skal samles i en standardiseret formular og sendes til EU-landene. Det kaldes Helsinki-proceduren. En ny klassifikation afhænger nu af, hvad der er flertal for blandt medlemslandene. 

15.30

Jeg kører hjem og henter vores yngste. Jeg nyder cykelturen, hvor vi kan sludre om dagens oplevelser.