Guide:

God ergonomi: 4 ting du skal huske

I denne guide får du et indblik i de faktorer, som ­indvirker på ergonomien hos tandlæger. Du får også forslag til, hvad du kan gøre for at sikre, at du har en god ergonomi på din klinik.

TB2024 05 Guide
Tekst: Mette Krebs, Kim Andreasen

Tandlæger tilbringer mange timer på klinikken hver eneste uge med at behandle patienter med forskellige behov. Dagligdagen foregår ofte i et højt tempo, og der er nok at se til. Hvordan arbejdet udføres og under hvilke forhold, har naturligvis betydning for ergonomien på klinikken.

Denne guide beskriver de forskellige faktorer, som påvirker de ergonomiske forhold for tandlæger. Du får også en række anbefalinger, som kan være med til at sikre gode ergonomiske forhold i din klinik.

Det påvirker ergonomien i tandlægeklinikken
Nedenfor er oplistet nogle af de faktorer, som typisk er kilder til dårlig ergonomi i forbindelse med dit arbejde som tandlæge:

·          Præcisionskrævende arbejde.

·          Ensidigt og langvarigt belastende ­arbejde.

·          Trange og dårligt indrettede arbejdspladser.

·          Stillesiddende arbejde.

·          Arbejde, som er anstrengende for ­synet.

En god ergonomi på klinikken
God dentalergonomi kommer ikke af sig selv. Du skal arbejde med ergonomi på daglig basis – både for din egen og for dine kollegers skyld. Det, du gør på din side af stolen, har en stor betydning for din kollega på den anden side. Derfor er det også vigtigt, at arbejdet med ergonomien udføres i fællesskab på klinikken, så alle får forbedret arbejdsvilkårene.

Her er nogle af de vigtigste anbefalinger til at sikre, at du har en god ergonomi på din klinik.

1. Patienten skal ligge ned

Vægten af patientens overkrop skal hvile ned i ryglænet på patientstolen, så der bliver plads til dine ben under stolen. Det giver samtidig patienten en mulighed for at komme helt op i nakkestøtten, hvor patienten skal være for at ligge bedst. Nakkestøtten er noget af det vigtigste for at få patienten til at ligge mest behageligt i stolen. Den skal justeres i forhold til, om behandlingen finder sted i over- eller underkæbe. Den primære støtte skal være på patientens kraniekant og ikke på baghovedet. Med ”ligge behageligt” menes, at patienten skal kunne gabe op, og at du skal kunne se den behandling, som du skal foretage, bedst muligt.

2. Sid ikke for højt og ikke for lavt

Dine lår skal skråne nedad, men du skal ikke sidde højere, end at du kan mærke, at du sidder på din bagdel og ikke står med vægten på benene. Husk også at tage højde for din kollegas højde. Undgå brede sadelstole, og vedligehold din stol. Husk fx at rense hjulene og at skifte hjul hvert 3.-4. år.

Patientstolens højde skal være indstillet, så dit håndled er lidt højere oppe end din albue. Brug dit spejl, alt hvad du kan, men støt den hånd, hvor du holder spejlet, på patientens ansigt, og undgå at svæve med hånden.

3. Stå også op

Variér din arbejdsstilling, så meget du kan. Prøv at stå op med liggende patienter. Start fx med at stå op til to patienter om dagen. Træk din fodpedal tæt hen til dig, så du kan holde vægten på begge fødder.

4. Husk træning 

Put små øvelser ind i løbet af din arbejdsdag. Sving med armene, kør skuldrene rundt, træk vejret helt ned i bunden af lungerne. Ret dig op og fold dig ud – kort sagt: Bevæg dig. Find et program med øvelser på nettet. Lav eventuelt øvelser sammen med dine kollegaer i frokostpausen.

Hvis du har mulighed for det, så træn også udenfor arbejdstiden. Husk, at fem minutter om dagen er bedre end ingenting. Har du fx små børn og svært ved at nå træningen, kan du lave planken med børnene på ryggen. Al bevægelse og træning tæller – og husk at gøre lige præcis det, som du synes er sjovest. ♦

Kilde:
Wåhlin, C, Arbetsmiljö och ergonomi inom tandvården (set marts 2024). Tilgængelig fra: URL: https://www.internetodontologi.se/ovrigt/arbetsmiljo-och-ergonomi-inom-tandvarden/

Mette Krebs Ergonomi

9 ud af 10

har smerter

En undersøgelse foretaget af Syddansk Universitet i samarbejde med Tandlægeforeningen og Danske Tandplejere viste for nylig, at ni ud af 10 tandlæger har haft smerter inden for de seneste tre måneder – hyppigst i nakke, lænd og skuldre/øvre ryg.

Kilde: Tandlægeforeningen