"Jeg kan ikke gøre noget halvt"

Frontfiguren

På øverste trappetrin uden for restauranten rager Freddie Sloth-Lisbjergs hoved lidt op over de andres. Han slår armene bredt ud i en afskedssalut, mens han med et stort smil siger ”goodnight everyone, see you tomorrow!”

Han er i Bruxelles i knap halvandet døgn i forbindelse med sit virke som præsident for Council of European Dentists (CED). Det er ikke til hverken at se eller mærke på ham, at hans dag begyndte for 16 timer siden kl. 05.30, og at der har været fuldt program siden. 

Han har taget turen til København, derfra til Bruxelles og har fået presset flere møder ind samt givet interview til Tandlægebladet. Derefter direkte på pub for at mødes med fem fagpolitiske kollegaer over en belgisk hvedeøl, ­inden alle om aftenen samles til middag på en portugisisk restaurant i Bruxelles’ EU-kvarter.

Et dagsprogram uden pauser, der ville kunne tage pusten fra de fleste. Men ­ikke Freddie Sloth-Lisbjerg, lader det til. Efter sine syv år som formand i Tandlægeforeningen blev han i 2016 opfordret af de nordiske lande til at stille op til CED’s bestyrelse.

– Dem, der kender mig, ved, at jeg ikke kan gøre noget halvt, så jeg blandede mig jo i nogle ting, og lige pludselig var jeg formand for et af CED’s udvalg. That’s what happens, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Han lægger ikke skjul på, at han er en mand, der går forrest. Efter at have været bestyrelsesmedlem og udvalgsformand i nogle år fik han endnu en ­opfordring i 2021. Denne gang af de tyske, østrigske og italienske tandlægeforeninger, som gerne så Freddie Sloth-Lisbjerg melde sig som præsidentkandidat for CED.

– Min hustru og jeg havde besluttet, at jeg skulle ud af fagpolitik, når jeg fyldte 65 år, hvilket jeg gjorde sidste år. Så jeg sagde først nej. Det gjorde jeg også anden gang og tredje gang, men så blev jeg ringet op to gange i min sommerferie med en stærk opfordring til, at det var mig, der skulle tage denne her post, fortæller Freddie Sloth-Lisbjerg.

Nu, kl. 21.30, hvor han står her med armene ud til siden og afslutter dagen, er det derfor som præsident for den europæiske tandlægeforening. En titel, som Freddie Sloth-Lisbjerg med egne ord bærer med rank ryg.

Formanden

Med hurtige skridt, en summen fra rullekuffertens hjul og lyden af Bruxelles’ morgentrafik kommer Freddie Sloth-Lisbjerg gående i raskt tempo op af Avenue de Cortenberg. Vi er i den del af byen, hvor der kan skimtes lidt flere jakkesæt end ellers, og hvor Europabygningen kun ligger et stenkast væk.

Klokken er 8.02, og han er første mand på kontoret. Om en time kommer bestyrelsen, og hele dagen skal gå med bestyrelsesmøde. Det kræver overblik, og han gennemgår agendaen for dagen. De i alt otte bestyrelsesmedlemmer og fire advokater skal igennem 18 punkter, der bl.a. vedrører CED’s igangværende arbejde, vedtægter og budget.

Til spørgsmålet om, hvorvidt han er drevet af noget større end ”bare” at være tandlæge, udbryder Freddie Sloth-Lisbjerg et højt ”ja”. Som om tiøren endelig falder. Han forklarer, at han gerne vil være med der, hvor beslutningerne træffes. At være i stand til at se problemstillinger og finde løsninger. Men også at han får en indre tilfredsstillelse i at være på.

– Jeg tænker, at det er det samme som professionelle atleter, skuespillere, folk der optræder på fjernsyn og sådan. Det er jo en del af det, at man gerne vil beundres, ses og værdsættes. Altså at tage sin plads og få anerkendelse, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

En anden del af motivationen findes også i hans nysgerrighed og glæden ved at møde nye mennesker og få andre inputs, forklarer han. Men han afviser, at magt skulle være en drivkraft for hans fagpolitiske virke som tidligere formand for Tandlægeforeningen og nu præsident for CED.

– Jeg vil gerne være med til at træffe beslutningerne og gøre en forskel, men magt for magtens skyld – altså så macho er jeg ikke. Det er jo også begrænset, hvor meget magt man har i en bestyrelse, for der skal jo være flertal, siger Freddie Sloth-Lisbjerg og fortsætter:

– Men jeg er med på, at folk vil sige: ”Freddie er ikke vant til at være nummer to. Han vil være nummer et.” Og det er sikkert også rigtigt, griner han. 

Fagpolitikeren 

Fagpolitik har fyldt rigtig meget i Freddie Sloth-Lisbjergs arbejdsliv og gør det stadig. I dag har han indrettet sin arbejdsuge, så han er fire dage på klinikken i Kolding. Derudover lægger han mellem 7-10 timer om ugen i arbejdet med CED, hvor han bl.a. bruger en time hver morgen på henvendelser fra de tre ansatte i CED’s sekretariat.

– Hvis ikke jeg tjekker min mail hver dag og svarer, så vil tingene gå i stå hernede. Hvordan vil du ellers kunne ­drive et kontor i Bruxelles fra Kolding? Jeg får ikke løn for det her. Det er ren con amore. Jeg har selvfølgelig ikke nogen udgifter forbundet med det, og jeg får dækket tabt arbejdsfortjeneste for de 10 rejsedage, jeg har om året. Men ellers ikke noget, siger Freddie Sloth-Lisbjerg og forklarer, at en af grundene til, at han bruger så meget tid på det, netop er hans nysgerrighed. Samtidig er det europæiske fagpolitiske fællesskab og internationale perspektiv vigtigt for den danske tandlægebranche, mener han.

– Uanset om vi taler om workforce challenges, altså problemer med at rekruttere i Europa, eller bureaukrati, så er problematikkerne de samme i alle lande. Vi har det med at tro, at det er helt unikt for Danmark. Der kan være forskellige nuancer, men det er altid det samme, siger Freddie Sloth-Lisbjerg. Han kniber øjnene sammen, tager sig til hovedet og udbryder:

– Danmark er en andedam. Misforstå mig ikke, men vi bilder os selv ind, at vi er så unikke. At vi har verdens bedste skolesystem, at vi har det bedste af det ene, andet og tredje. Vi hører måske også med i toppen mange steder, men hvis vi åbnede øjnene, kunne vi lære rigtig meget af andre. Vi har jo de samme problemer, så lad os kigge på, hvordan Holland har løst et problem, og hvordan Italien har løst et andet, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Med sit fagpolitiske arbejde i CED får han både opfyldt sit ønske om at være med til at drive faglige beslutninger, men også mulighed for at lære de andre bestyrelsesmedlemmer at kende og få inputs fra deres hverdag i deres hjemlande. Derfor prioriterer han også, at bestyrelsen ses uden for mødelokalet, når de er samlet i Bruxelles.

– Danmark har forbandet mange fordomme om, hvordan tandpleje bliver ­lavet i andre lande, og en af de fordomme er, at tandpleje i Østeuropa er en andenrangstandpleje. Det er en gigantisk løgn. De har topmoderne klinikker og udstyr, og nogle af de bestyrelsesmedlemmer, jeg har længst fremme i mit mødelokale, kommer fx fra Ungarn og Polen, fortæller Freddie Sloth-Lisbjerg.

Facilitatoren

”Goodmorning and welcome.” Alle 14 bestyrelsesmedlemmer, advokater og sekretariatsmedarbejdere har sat sig om det aflange bord i mødelokalet. Freddie Sloth-Lisbjerg har ordet. Igennem de næste otte timer er han ordstyrer på mødet og skærer igennem, når diskussionen blandt bestyrelsesmedlemmerne løber lidt af sporet. For meningerne er mange. Bestyrelsesmedlemmer kommer fra vidt forskellige lande i Europa og har derfor lige så forskellige udgangspunkter. Det opleves bl.a., da papiret med dagsordenen lander på ”CED’s vedtægter og interne retningslinjer”.

– Det er jo ikke et problem for jer, siger det ungarske bestyrelsesmedlem og kigger på det tyske. Hun fortsætter:

– Men det er det for os. Vi er en lille forening, og det er dyrt for os, at vi i CED mødes flere gange om året.

Diskussionen går på bestyrelsesmedlemmernes rejseudgifter til Bruxelles. Freddie Sloth-Lisbjerg har netop informeret om, at de fem nordiske lande har foreslået, at CED kun mødes fysisk én gang om året, og ikke to gange som nu. Freddie Sloth-Lisbjerg tager ordet og ridser forskellige løsninger op, og bestyrelsen bliver enige om to fysiske møder om året.

Det er også under dette punkt, at spørgsmålet om, hvorvidt det er det lands forening, som præsidenten kommer fra, der skal afholde rejseudgifterne.

– Jeg bruger ca. 15.000 euro om året. Meget betaler Tandlægeforeningen, og noget betaler jeg selv, fortæller Freddie Sloth-Lisbjerg.

Med i problemstillingen hører også, at de mange omkostninger ved at være præsident kan udelukke mindre lande, som fx Malta, fra at sidde på præsidentposten.

Igen er der mange meninger. Irland vil have skarpe guidelines i forhold til, hvad der skal bruges penge på og ikke, mens Tyskland foreslår et fast beløb om året.

Bestyrelsen beslutter, at man på generalforsamlingen i Athen i maj vil stille et forslag om, at der skal ændres i vedtægterne, så det er CED, der afholder præsidentens udgifter.

Forhandleren

Hvad får de danske tandlæger så helt reelt ud af, at Freddie Sloth-Lisbjerg bruger 7-10 timer om ugen og 10 rejsedage om året til Bruxelles? Hvordan gør CED’s arbejde hverdagen på klinikken nemmere?

– CED’s primære opgave er at rådgive tandlægeforeninger og dermed gøre hverdagen nemmere for foreningerne. Vi servicerer dem med, hvad der kommer af ny EU-lovgivning, som direkte påvirker tandplejen, siger Freddie Sloth-Lisbjerg og giver et eksempel på, hvordan CED konkret kan være med til at rykke ved EU-beslutninger, så det kan mærkes ved tandlægestolen i Danmark.

– Tag fx “Medical Devices Directive”. Det er et direktiv, der siger, at alt udstyr, vi bruger på tandklinikker, skal være certificeret og godkendt i EU. Der fik vi, sammen med andre aktører, skubbet tidsfristen for recertificeringen, så den blev rykket med tre år, fortæller Freddie Sloth-Lisbjerg og pointerer, at halvdelen af de produkter, der bruges på det europæiske marked, ville være forsvundet, hvis ikke fristen var blevet rykket.

Han giver et andet eksempel fra COVID-19-tiden. Her konkluderede EU-institutionen, European Center for ­Disease Control, at aerosoler i tandklinikker var farlige i forbindelse med pandemien. Derfor besluttede de i de kliniske retningslinjer, at der efter hver behandling, hvor der var aerosoler i luften, skulle være en nedetid på klinikken i 30 minutter, inden næste patient kom ind.

– Det var det hus her, der gennem intens forhandling fik det ændret. Kan du forestille dig, hvad det ville have betydet for danske tandlæger, hvis ikke vi havde fået det ændret? Det ville være en finansiel krise, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Han fremhæver, at det vigtigste, han og CED arbejder for lige nu, er, at EU har oprettet European Health Data Space, hvor hensigten bl.a. er at skabe systemer, hvor patientjournaler og elektroniske data skal kunne deles mellem de europæiske lande, fx hvis en dansker flytter til Frankrig og skal til læge eller tandlæge.

– Hvem skal betale for det? Hvor meget ekstra administrativt arbejde kommer det til at give? Vi arbejder hårdt for at gøre dem opmærksom på, at det ikke har nogen gang på jord, siger Freddie Sloth-Lisbjerg, mens han slår ud med armene for at understrege tåbeligheden.

Familiefaren

Gestikulationer er en del af Freddie Sloth-Lisbjergs sprog, når han taler. De løftede hænder understreger pointerne, og derfor er den blanke vielsesring på venstre ringfinger også nem at få øje på. Den ser ny og skinnende ud, men den har siddet der trofast i 40 år.

Det var da heller ikke uden en grundig snak med sin kone, at Freddie Sloth­-Lisbjerg valgte at følge opfordringen til at stille op til formandsvalget. Og med den snak fulgte nogle krav.

– Hun sagde meget klart til mig: ”Jeg ved, at du ikke bliver til at holde ud, hvis du ikke får lov, men det er på én betingelse, og det er, at det ikke er min tid, der forsvinder, og det er ikke børnenes tid, der forsvinder,” fortæller Freddie Sloth-Lisbjerg.

Det blev i stedet tiden på racercyklen, der forsvandt. Eller i hvert fald halveret, for siden Freddie Sloth-Lisbjerg blev præsident, har han ikke kunnet køre de 4.000-8.000 km om året på sin racer­cykel, som han ellers plejede at gøre. Samtidig lavede han og hans hustru nogle spilleregler for den kommende periode på de tre år, som formandskabet er. Her var en af reglerne, at han skulle holde sine weekender fuldstændigt fri fra arbejde. Den aftale holder Freddie, og weekenderne bliver bl.a. brugt på hans tre voksne børn og de seks børnebørn.

Til efteråret udløber Freddie Sloth-­Lisbjergs periode som præsident for CED. I hvert fald indtil videre. For stiller han op igen? Eller er han færdig med fagpolitik?

– Jeg har aftalt med min hustru, at det er en beslutning, vi i fællesskab træffer inden længe. Men presset for, at jeg skal stille op igen, er enormt. De ønsker, at jeg fortsætter, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.