TF advarer mod forsikringspligt
Tandlægeforeningen advarer mod at pålægge tandlæger forsikringspligt i sager om tandskadeerstatninger. Det fremgår af et høringssvar til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. ”Det bliver dyrere for samfundet,” lyder det fra Tandlægeforeningens formand.
Den 1. juli 2024 ophører henlæggelsesaftalen, og en ny lov for erstatninger i tandskadesager træder i kraft. Loven er dog kun midlertidig, da Folketinget inden den 1. januar 2025 skal vedtage en permanent lov.
Og det vækker undren i Tandlægeforeningen:
– Det er ærgerligt, at ministeriet slet ikke har beskrevet deres overvejelser om indholdet af den permanente ordning for tandskadeerstatninger, hvilket vi selvfølgelig også har gjort opmærksom på, pointerer Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen.
Efter at Tandlægeforeningen opsagde henlæggelsesaftalen om tandskadeerstatninger tilbage i december, har et af de centrale spørgsmål været, hvorvidt landets tandlæger vil blive pålagt en forsikringspligt for sager mellem 1.000-10.000 kr. og udover 10.000 kr. Men i høringsbrevet om den midlertidige lov fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet bliver en forsikringspligt ikke nævnt med et ord.
- Det er dog for tidligt at juble, da loven jo kun er midlertidig, understreger Susanne Kleist.
Det er dog for tidligt at juble
Susanne Kleist, Formand, Tandlægeforeningen
Det må ikke blive dyrere at være tandlæge
Både Tandlægeforeningen og Tandskadeerstatningen advarer i deres høringssvar til ministeriet om konsekvenserne ved at pålægge tandlægerne forsikringspligt.
– Det fremgår jo helt tydeligt, at samfundet står overfor en dyrere ordning, da både erstatnings- og administrationsomkostningerne samt udgifterne til erstatnings- og ankesagerne samlet set bliver højere, fastslår Susanne Kleist og fortsætter:
– Vi skal på ingen måde stilles ringere end det øvrige sundhedsvæsen, så Tandlægeforeningen kæmper med næb og kløer for, at det ikke bliver dyrere at være tandlæge i Danmark, understreger Susanne Kleist.
Ærgerlig situation for landets tandlæger
I høringssvarene understreger både Tandlægeforeningen og Tandskadeerstatningen endnu en gang, at det er beklageligt for alle parter, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet efter fem års arbejde ikke fik indgået en fornyet henlæggelsesaftale med Tandlægeforeningen om behandling af tandskadeerstatningssager.
– Det har været et langt og sejt træk at arbejde for at sikre videreførelsen af den nuværende velfungerende ordning, da eksterne aktører med PTO i spidsen har gjort alt for at nedlægge den, vel vidende at det kan betyde en forsikringspligt for klinikejerne. Ja, det har de endda selv foreslået ministeriet og Folketinget, hvilket jo er helt grotesk, siger Susanne Kleist.
Du kan læse de to høringssvar på Tdlnet.dk.