Tandlæge og ...

Tandlæge og whiskynørd

Det er historien, traditionerne og selvfølgelig også smagen og duften, der får Jesper Thomsen til at bruge en stor del af sin fritid på at købe og sælge skotsk whisky og på at udbrede kendskabet til den gyldne drik. Hobbyen har givet ham venskaber over hele verden.

Hvordan begyndte din interesse for whisky?
– Det startede, da jeg gik på 9. semester på Tandlægeskolen. Min læsemakker og jeg var på et udvekslingsophold i Edinburgh. Samtidig med os havde Dansk Parodontologisk Selskab arrangeret en tur til den skotske hovedstad. En af de første aftener var der arrangeret whiskysmagning i The Scotch Malt Whisky Society – en verdensomspændende whiskyklub, der i dag har over 40.000 medlemmer i 21 lande – og vi fik lov at komme med. Der blev jeg solgt, og det var nok, fordi vi fik lov til at smage whisky, man ikke bare kan gå ind i en butik og købe. Det var whisky, der kom direkte fra fadene og var blevet hældt over på flaskerne. Ikke noget med kølefiltrering (bruges til at fjerne urenheder i whiskyen. Urenhederne udgør omkring 1/3 af smagen, red.), eller at der var kommet vand i. Det var den rene vare.

Hvad er det, du synes er så interessant ved whisky?
– Det er historien om destillerierne, som ofte går helt tilbage til 1700-tallet. Det er håndværket, og at produktionen af whisky stort set foregår på samme måde, som for 200-300 år siden. Så er der smagen og duften. Det er magisk for mig at smage en af de helt sjældne whiskyer og lade hjernen finde frem til, hvad den nu smager og dufter af. Er det chokolade? Er det græs eller rosiner? Tænk, at man kan finde så forskellige og fantastiske duft- og smagsnuancer i en væske, som har ligget i dvale i et egetræsfad i op til 50 år. Noget andet er alle de unikke venskaber, jeg har fået i hele verden – typisk gennem de sociale medier. Helt særlig er den Facebookside om et skotsk destilleri, Highland Park, som jeg oprettede tilbage i 2012, og som nu har over 6.000 medlemmer. På de sociale medier har jeg fået kælenavnet ”The whisky dentist”.

Hvordan udøver du din hobby?– Først og fremmest er jeg samler og nyder. Jeg har nok mellem 600-700 flasker derhjemme. I princippet er de købt til at drikke, men da jeg aldrig drikker alkohol i hverdagene, må jeg nok erkende, at jeg ikke får drukket dem alle. Igennem de seneste 15 år er priserne steget ekstremt meget. Nogle af mine flasker har 10-doblet deres værdi. Der er mange samlere, og på det seneste har Asien også fået øjnene op for whisky. Udover at samle har jeg de seneste 12 år været dansk ambassadør for The Scotch Malt Whisky Society med ca. 1.000 medlemmer i Danmark. Det indebærer, at jeg er med til at købe fade med whisky direkte fra de skotske destillerier og aftappe den på vores egne flasker. De bliver så udbudt til klubbens medlemmer. Hver anden måned inviterer vi flere steder i landet vores medlemmer til at smage og købe. Jeg er medansvarlig for arrangementet i København. Primært er jeg med for at sælge eller skænke til folk og fortælle om aftapningerne. Det føles godt at give min viden om whiskyens smags- og duftnuancer videre til andre. I regi af Scotch Malt Whisky Society går vi mere op i duften og smagen end i, hvor whiskyen kommer fra. Ved siden af det har jeg en whiskyklub, jeg rejser rundt til et hav af whiskyarrangementer, og så skal jeg jo også følge med i, hvad der rører sig i whiskyverdenen.

Kan du se en sammenhæng mellem din hobby og dit virke som tandlæge?
– Umiddelbart kan jeg ikke se nogen direkte sammenhæng, men for mig at se er det ekstremt vigtigt at have noget at gå op i ved siden af sit arbejde. En sund fritidsinteresse er med til at give mig energi til mit arbejde. Jeg kender tandlæger, som arbejder meget, og hvor arbejdet fylder hele deres liv. Det er efter min mening ikke sundt. Der er alligevel et link til mit tandlægevirke. For 20 år siden fik jeg en patient på den klinik, hvor jeg dengang arbejdede. På en eller anden måde kom vi til at snakke om whisky. Det viste sig, at han arbejdede i whisky-industrien og er i dag global ambassadør for Highland Park. Han introducerede mig for nogle eksklusive flasker – bl.a. en af destilleriets 40-års whiskyer. Da jeg smagte den, var jeg blown away. Siden da har Highland Park været mit favoritdestilleri. Det ligger helt nordligt i Skotland – på Orkney Øerne – og det har eksisteret siden 1798.

Tandlæge og konkurrencesvømmer

Louise Kaltoft måtte som 19-årig stoppe sin elitesvømning på grund af en omfattende kæbeoperation. For to år siden vovede hun sig tilbage i bassinet – og fandt ud af, at hendes krop aldrig havde glemt vandet.

Hvordan kom du i gang med at svømme?
– Jeg startede som 9-årig, umiddelbart efter jeg var blevet diagnosticeret med børnegigt. Svømning var en god og skånsom motionsform for et barn som mig, men jeg fandt ud af, at jeg også var rigtig god til det, og rykkede hurtigt op på konkurrenceholdet. I mine teenageår trænede jeg 30 timer om ugen. Det lyder vanvittigt, men jeg elskede det. Og svømning kræver, at du er meget i bassinet, ellers mister du lynhurtigt din fornemmelse for vandet og bliver langsom. Gigten betød, at jeg som barn havde manglet et væksthormon, og derfor gennemgik jeg en større kæbeforlængende operation som 19-årig. Det blev begyndelsen på, at jeg trak mig fra sporten. Jeg turde først hoppe i vandet fem måneder efter operationen og mærkede med det samme, hvor sindssygt hårdt det ville blive at komme tilbage på mit tidligere niveau. Og så havde jeg jo også akademiske ambitioner. Jeg drømte nok mere om at blive tandlæge end om at komme til OL, da det kom til stykket.

Hvorfor vendte du tilbage til vandet?
– Jeg har altid savnet svømningen. Måske fordi det sluttede, før jeg selv følte mig helt klar til at stoppe. Da min bror for nogle år siden gennemførte en triatlon med en ret god svømmetid, tænkte jeg: Fandme nej, svømning er min sport, og besluttede mig for at erobre den tilbage. Jeg startede på et triatlonhold, men mærkede hurtigt, at det blev en smule kedeligt og trivielt bare at svømme crawl og langt. Jeg savnede de forskellige stilarter og konkurrencedelen, så jeg fandt et masterhold – altså et hold for pensionerede konkurrencesvømmere i min aldersklasse – og det er simpelthen fantastisk. Jeg svømmer fire gange om ugen. Og jeg nyder det helt vildt. Det, der er kommet mest bag på mig, er, hvor rigtigt det føles. Min krop havde aldrig glemt vandet. Og jeg må bare erkende, at jeg har det bedst, når jeg er i vand.

Hvad giver svømningen dig – privat såvel som fagligt?
– Vi er et ambitiøst hold med en ambitiøs træner, så vi træner nogle gange så hårdt, at jeg tænker: Det her er overhovedet ikke sjovt, jeg skulle bare være blevet hjemme. Men det er lige præcis sådan, det skal være, før jeg virkelig skal kunne engagere mig i det. Jeg er sådan en type, der går all in, hvis jeg skal gå ind i noget. Det skal være hårdt! Vi er mange forskellige mennesker på holdet – faktisk også flere nationaliteter – og det har givet mig et helt andet socialt fællesskab, end det jeg har gennem mit fag, hvor vi som tandlæger godt kan være lidt indspiste og ensporede. Det nyder jeg virkelig. I det hele taget nyder jeg at have et liv udenfor klinikken, hvor jeg er en helt anden og gør noget helt andet, end når jeg står ved stolen. Jeg er meget engageret i mit fag og elsker at dyrke alle aspekter af det, men jeg nyder også at have et frirum fra det, hvor jeg kan tænke på alt andet end tænder.

Kan du så overhovedet se en forbindelse mellem svømningen og dit fag?
– Helt klart! Jeg har altid været meget optaget af den tekniske del af svømningen. Ned til de mindste små motoriske finjusteringer. Og det er også det, jeg nørder mest med som tandlæge. Jeg er rigtig glad for at sidde og arbejde finmotorisk med kosmetiske opgaver. Der er en håndgribelighed i begge verdner, som jeg synes er superinteressant og går sindssygt meget op i. Det handler om at vinkle hånden helt rigtigt for at få det bedste tag gennem vandet, men du skal også vinkle hånden rigtigt, når du sidder og arbejder med kosmetisk plast. Jeg kan lide at dyrke de præcise små detaljer både som svømmer og tandlæge. Samtidig kan jeg se, at den disciplin, jeg har fået med mig som elitesportsudøver, har haft en stor betydning for måden, jeg går til mit fag på. Jeg bliver aldrig slået ud eller overvældet. Selvom jeg står over for en stor, ny eller svær opgave. For jeg har lært at præstere. Også under pres.

Tandlæge og gyronaut

Det var en patient, der introducerede Claus Poulsen for gyrokopterflyvning. Nu har han sit eget fartøj stående i en hangar i Ringsted. Han jagter ikke kun friheden, men også kontrollen, når han stiger til vejrs. 

Hvordan i alverden kom du i gang med at flyve gyrokopter?
– Jeg blev introduceret til det ved en ren tilfældighed, da en patient, jeg havde i stolen for 10 år siden, fortalte mig om sin gyrokopter og inviterede mig på en flyvetur. Det er en ret crazy hobby, som kun få mennesker i Danmark dyrker, men jeg blev bidt af det fra første tur og kunne hurtigt mærke, at jeg måtte prøve det igen og ikke kunne nøjes med at være passager. Det var følelsen af, at det her var noget, jeg bare skulle have krydset af den berømte liste over 100 ting, man vil nå i sit liv, før man kradser af. Jeg var knap et år om at erhverve et flycertifikat, og i dag har jeg min egen gyrokopter stående i en hangar i Ringsted. Jeg ejer den sammen med en flymekaniker, hvilket har vist sig at være et ret smart partnerskab – i hvert fald for mig.

Hvor meget tid og energi lægger du i din flyvning?
– I begyndelsen fyldte det rigtig meget. I øjeblikket er jeg inde i en periode, hvor jeg ikke får fløjet helt så tit. Jeg har travlt, og det har min kone også. Der er arbejde, børnebørn og folkemøder, der skal passes. Men jeg nyder bare at komme forbi hangaren og tjekke, at alt er, som det skal være. Olie, benzin, lufttryk. Og når jeg så kommer på vingerne, er det jo lige så surrealistisk fedt, som det altid har været. Så flyver jeg en tur og tjekker, hvor langt de er kommet med Femern. Eller tager venner eller bekendte med en tur til Ærø eller Endelave, så vi kan spise en frokost, før vi vender snuden hjem igen.

Hvad henter du i din hobby – privat såvel som fagligt?
– Det er vel ligesom med alle andre hobbyer: lystfiskeri, sejlads, dykning. Det er restituerende og sjovt. Men for mig er flyvningen også forbundet med en oplevelse af frihed. I modsætning til en flyvemaskine har man et enormt udsyn fra en gyrokopter, fordi man sidder i en form for boble med fuld panoramaudsigt. Og så er gyrokopteren meget manøvredygtig. Du kan flyve op og ned, fra side til side, lette hvor som helst og lande på et frimærke. Når jeg flyver, har jeg helt naturligt heller ikke mulighed for at tænke på hverken fag eller arbejde, for jeg skal være til stede lige der, hvor jeg er. Orientere mig, aflæse instrumenter og kommunikere med kontroltårne. Jeg skal være koncentreret, men slapper måske af den grund fuldstændig af. Det er en meget effektiv måde at tømme hjernen på, når man fylder den med noget andet.

Kan du se en forbindelse mellem din hobby og dit fag?
– Når jeg flyver, handler det meget om at mærke den frihed, der findes oppe over skyerne. Men jeg har tænkt over, at det i virkeligheden også handler om det modsatte – om at mærke kontrol. Og her kan jeg se et klart overlap med mit fag. Som tandlæge går jeg frem efter en fast og meget gennemtestet tjekliste – enten i mit hoved eller nedskrevet – når jeg laver en fyldning eller et implantat. For at sikre mig, at patienten i stolen får den rigtige behandling og den udføres korrekt og sikkert. Det gør jeg også, når jeg flyver. Der er helt fastlagte procedurer og tjeklister, der skal følges. Og som jeg skal have styr på. Jeg er ikke den eneste, der har gjort mig de tanker. Jeg var til foredrag med en fransk tandlæge, der fortalte, at for ham handlede helikopterflyvning og tandlægefaget om det samme: om kontrol. Han fløj selv en stor russisk Sikorsky. Der findes den her idé om, at man løber en risiko og afgiver kontrol, når man flyver. Men som pilot gør man det modsatte. Man tager kontrollen. Man sikrer sig, at alt forløber planmæssigt. Og at man har en plan B, når det ikke gør. Og det kan jeg godt li’. Jeg kan godt lide at mærke, at jeg er i kontrol og har 100 % styr på det, jeg laver – uanset om det er i klinikken eller i gyrokopteren.

Tandlæge og verdensmester i mountainbike

Annika Langvad begyndte sin karriere som atlet, samme år hun begyndte på tandlægestudiet. Et næsten overmenneskeligt projekt, som ikke desto mindre indbragte hende seks verdensmesterskaber. Hun cykler stadig – men mest for sjov.

Hvordan kom du i gang med at cykle?
– De fleste professionelle atleter starter som børn, så min historie er meget atypisk, for jeg begyndte først som ung voksen, da jeg flyttede fra Silkeborg til København for at starte på tandlægestudiet. Kort forinden havde jeg opdaget, at jeg var ret god til at cykle, så jeg meldte mig ind i en triatlonklub, men fandt hurtigt ud af, at det var cykeldelen, der trak mest, og skiftede til et mountainbikehold. Herfra gik det virkelig stærkt. Mine resultater kom hurtigt, og jeg blev næsten med det samme del af et eliteprojekt og begyndte at køre løb både herhjemme og i udlandet. Det var et vildt og måske også lidt overmodigt projekt at starte en karriere som professionel atlet samtidig med et krævende studie. Men jeg lykkedes med at gennemføre de første to et halvt år på normal tid. Derefter begyndte jeg at flette studiet sammen, så jeg også kunne fokusere på min sport. Da jeg blev færdig i 2017, var jeg regerende verdensmester og på toppen af min karriere, så jeg udsatte tandlægearbejdet indtil 2021, efter jeg trak mig fra cyklingen 2020.

Hvor meget tid og energi bruger du på cyklen?
– Da jeg kørte professionelt, brugte jeg mellem 10 og 25 timer ugentligt afhængigt af sæsonen. I dag cykler jeg nok omkring 10-15 timer om ugen. Det lyder af meget, men for mig er det ren nydelse og restitution. Og retrospektivt ser jeg nu, hvor sindssygt hårdt det egentlig var at føre en fuldtidstilværelse som professionel atlet sideløbende med et studie, der også er benhårdt og kræver meget af én. Når mine kolleger fra cykelholdet og mine medstuderende holdt sommerferie, knoklede jeg jo på for at indhente alt det, jeg havde udskudt. Det var nok også for hårdt. Og der tror jeg, jeg har lært noget af min sport i forhold til mit arbejdsliv. Jeg skal være opmærksom på at mærke efter i stedet for bare at køre på.

Hvad giver det dig at køre mountainbike – privat og fagligt?
– Jamen jeg kan bare rigtig godt lide at cykle. Det giver mig et mentalt og fysisk velvære, som jeg simpelthen ikke finder på samme måde andre steder i mit liv. Der er noget helt vidunderligt ved at komme ud i naturen og mærke min krop arbejde på en måde, der føles helt naturlig og rigtig. Det er jo også sindssygt mentalt og fysisk hårdt at være ny tandlæge. Det kræver dyb koncentration, nærvær og indlevelse, når du skal tage dig godt af patienter, der har smerter og er frustrerede og nogle gange bange. Og du står i timevis over stolen. Ofte i fastlåste stillinger, som jo ikke gør noget godt for dit bevægeapparat. For mig er cyklingen et frirum både for hjernen og kroppen. 

Kan du se nogen forbindelse mellem mountainbikecykling og dit fag?
– Udefra ligner det to meget forskellige ting, men jeg kan faktisk se vildt mange paralleller og genkende mønstre i mig selv, som går igen både i min cykling og i mit arbejde som tandlæge. Når man cykler, er man del af et hold, hvor alle skal præstere for at få det bedste resultat, præcis som man er del af et hold på klinikken. Men det handler også om noget andet og mere grundlæggende. Når nogen har spurgt mig, hvorfor jeg tror, jeg er blevet en dygtig cykelrytter, har jeg haft meget svært ved at beskrive, præcis hvad det er, men jeg har efterhånden fundet ud af, at det helt grundlæggende handler om, at jeg har været nysgerrig på, hvor god jeg kan blive. Nu er jeg så langt, men hvad kan jeg mere nå? Jeg har det præcis på samme måde med mit arbejde som tandlæge. Det, der driver mig, er en nysgerrighed på, hvor god jeg kan blive. Uanset om det handler om at køre stærkt eller udføre en rodbehandling