Tandlæge og konkurrencesvømmer

Hvordan kom du i gang med at svømme?
– Jeg startede som 9-årig, umiddelbart efter jeg var blevet diagnosticeret med børnegigt. Svømning var en god og skånsom motionsform for et barn som mig, men jeg fandt ud af, at jeg også var rigtig god til det, og rykkede hurtigt op på konkurrenceholdet. I mine teenageår trænede jeg 30 timer om ugen. Det lyder vanvittigt, men jeg elskede det. Og svømning kræver, at du er meget i bassinet, ellers mister du lynhurtigt din fornemmelse for vandet og bliver langsom. Gigten betød, at jeg som barn havde manglet et væksthormon, og derfor gennemgik jeg en større kæbeforlængende operation som 19-årig. Det blev begyndelsen på, at jeg trak mig fra sporten. Jeg turde først hoppe i vandet fem måneder efter operationen og mærkede med det samme, hvor sindssygt hårdt det ville blive at komme tilbage på mit tidligere niveau. Og så havde jeg jo også akademiske ambitioner. Jeg drømte nok mere om at blive tandlæge end om at komme til OL, da det kom til stykket.

Hvorfor vendte du tilbage til vandet?
– Jeg har altid savnet svømningen. Måske fordi det sluttede, før jeg selv følte mig helt klar til at stoppe. Da min bror for nogle år siden gennemførte en triatlon med en ret god svømmetid, tænkte jeg: Fandme nej, svømning er min sport, og besluttede mig for at erobre den tilbage. Jeg startede på et triatlonhold, men mærkede hurtigt, at det blev en smule kedeligt og trivielt bare at svømme crawl og langt. Jeg savnede de forskellige stilarter og konkurrencedelen, så jeg fandt et masterhold – altså et hold for pensionerede konkurrencesvømmere i min aldersklasse – og det er simpelthen fantastisk. Jeg svømmer fire gange om ugen. Og jeg nyder det helt vildt. Det, der er kommet mest bag på mig, er, hvor rigtigt det føles. Min krop havde aldrig glemt vandet. Og jeg må bare erkende, at jeg har det bedst, når jeg er i vand.

Hvad giver svømningen dig – privat såvel som fagligt?
– Vi er et ambitiøst hold med en ambitiøs træner, så vi træner nogle gange så hårdt, at jeg tænker: Det her er overhovedet ikke sjovt, jeg skulle bare være blevet hjemme. Men det er lige præcis sådan, det skal være, før jeg virkelig skal kunne engagere mig i det. Jeg er sådan en type, der går all in, hvis jeg skal gå ind i noget. Det skal være hårdt! Vi er mange forskellige mennesker på holdet – faktisk også flere nationaliteter – og det har givet mig et helt andet socialt fællesskab, end det jeg har gennem mit fag, hvor vi som tandlæger godt kan være lidt indspiste og ensporede. Det nyder jeg virkelig. I det hele taget nyder jeg at have et liv udenfor klinikken, hvor jeg er en helt anden og gør noget helt andet, end når jeg står ved stolen. Jeg er meget engageret i mit fag og elsker at dyrke alle aspekter af det, men jeg nyder også at have et frirum fra det, hvor jeg kan tænke på alt andet end tænder.

Kan du så overhovedet se en forbindelse mellem svømningen og dit fag?
– Helt klart! Jeg har altid været meget optaget af den tekniske del af svømningen. Ned til de mindste små motoriske finjusteringer. Og det er også det, jeg nørder mest med som tandlæge. Jeg er rigtig glad for at sidde og arbejde finmotorisk med kosmetiske opgaver. Der er en håndgribelighed i begge verdner, som jeg synes er superinteressant og går sindssygt meget op i. Det handler om at vinkle hånden helt rigtigt for at få det bedste tag gennem vandet, men du skal også vinkle hånden rigtigt, når du sidder og arbejder med kosmetisk plast. Jeg kan lide at dyrke de præcise små detaljer både som svømmer og tandlæge. Samtidig kan jeg se, at den disciplin, jeg har fået med mig som elitesportsudøver, har haft en stor betydning for måden, jeg går til mit fag på. Jeg bliver aldrig slået ud eller overvældet. Selvom jeg står over for en stor, ny eller svær opgave. For jeg har lært at præstere. Også under pres.