Tandlæge og verdensmester i mountainbike

Hvordan kom du i gang med at cykle?
– De fleste professionelle atleter starter som børn, så min historie er meget atypisk, for jeg begyndte først som ung voksen, da jeg flyttede fra Silkeborg til København for at starte på tandlægestudiet. Kort forinden havde jeg opdaget, at jeg var ret god til at cykle, så jeg meldte mig ind i en triatlonklub, men fandt hurtigt ud af, at det var cykeldelen, der trak mest, og skiftede til et mountainbikehold. Herfra gik det virkelig stærkt. Mine resultater kom hurtigt, og jeg blev næsten med det samme del af et eliteprojekt og begyndte at køre løb både herhjemme og i udlandet. Det var et vildt og måske også lidt overmodigt projekt at starte en karriere som professionel atlet samtidig med et krævende studie. Men jeg lykkedes med at gennemføre de første to et halvt år på normal tid. Derefter begyndte jeg at flette studiet sammen, så jeg også kunne fokusere på min sport. Da jeg blev færdig i 2017, var jeg regerende verdensmester og på toppen af min karriere, så jeg udsatte tandlægearbejdet indtil 2021, efter jeg trak mig fra cyklingen 2020.

Hvor meget tid og energi bruger du på cyklen?
– Da jeg kørte professionelt, brugte jeg mellem 10 og 25 timer ugentligt afhængigt af sæsonen. I dag cykler jeg nok omkring 10-15 timer om ugen. Det lyder af meget, men for mig er det ren nydelse og restitution. Og retrospektivt ser jeg nu, hvor sindssygt hårdt det egentlig var at føre en fuldtidstilværelse som professionel atlet sideløbende med et studie, der også er benhårdt og kræver meget af én. Når mine kolleger fra cykelholdet og mine medstuderende holdt sommerferie, knoklede jeg jo på for at indhente alt det, jeg havde udskudt. Det var nok også for hårdt. Og der tror jeg, jeg har lært noget af min sport i forhold til mit arbejdsliv. Jeg skal være opmærksom på at mærke efter i stedet for bare at køre på.

Hvad giver det dig at køre mountainbike – privat og fagligt?
– Jamen jeg kan bare rigtig godt lide at cykle. Det giver mig et mentalt og fysisk velvære, som jeg simpelthen ikke finder på samme måde andre steder i mit liv. Der er noget helt vidunderligt ved at komme ud i naturen og mærke min krop arbejde på en måde, der føles helt naturlig og rigtig. Det er jo også sindssygt mentalt og fysisk hårdt at være ny tandlæge. Det kræver dyb koncentration, nærvær og indlevelse, når du skal tage dig godt af patienter, der har smerter og er frustrerede og nogle gange bange. Og du står i timevis over stolen. Ofte i fastlåste stillinger, som jo ikke gør noget godt for dit bevægeapparat. For mig er cyklingen et frirum både for hjernen og kroppen. 

Kan du se nogen forbindelse mellem mountainbikecykling og dit fag?
– Udefra ligner det to meget forskellige ting, men jeg kan faktisk se vildt mange paralleller og genkende mønstre i mig selv, som går igen både i min cykling og i mit arbejde som tandlæge. Når man cykler, er man del af et hold, hvor alle skal præstere for at få det bedste resultat, præcis som man er del af et hold på klinikken. Men det handler også om noget andet og mere grundlæggende. Når nogen har spurgt mig, hvorfor jeg tror, jeg er blevet en dygtig cykelrytter, har jeg haft meget svært ved at beskrive, præcis hvad det er, men jeg har efterhånden fundet ud af, at det helt grundlæggende handler om, at jeg har været nysgerrig på, hvor god jeg kan blive. Nu er jeg så langt, men hvad kan jeg mere nå? Jeg har det præcis på samme måde med mit arbejde som tandlæge. Det, der driver mig, er en nysgerrighed på, hvor god jeg kan blive. Uanset om det handler om at køre stærkt eller udføre en rodbehandling