Nordens største på Nørrebro
Med hele 32 klinikrum, 66 ansatte og 1.850 kvadratmeter, er Københavns Kommunes nye børne- og ungdomstandpleje på Nørrebro en af Nordens største.
Hele 32 klinikrum, 66 ansatte og 1.850 kvadratmeter. Så stor er Københavns Kommunes børne- og ungdomstandplejes nye tandklinik på Nørrebrogade. Det gør den ikke bare til den største i Danmark, men faktisk også til en af Nordens største.
Klinikken blev officielt indviet i juni 2024 og varetager både almen tandpleje og tandregulering, men klinikken indeholder også en specialiseret enhed til de børn og unge, som har brug for en helt særlig behandlingsplanlægning.
Overtandlæge Majken Munkgaard Kailow fortæller, at specialenheden gør det muligt at skabe interdisciplinært samarbejde, der fx kan involvere ortodonti, endodonti og kirurgi. Specialklinikken dækker hele Københavns Kommune og behandler de sværeste og mest komplicerede patienttilfælde i kommunen, mens den almene tandklinik hovedsageligt dækker børnene på Nørrebro og tandreguleringen halvdelen af kommunens børn og unge.
Ved den officielle indvielse i juni måned kunne gæsterne opleve den nye moderne tandklinik, der allerede er i fuld gang med at forbedre og sikre tandsundheden for de københavnske børn.