"Det værste er usikkerheden"

02.30 / 

Jeg sover, da telefonen pludselig ringer. Det er vagtfirmaet, som fortæller, at en alarm er gået på min nye klinik, men at det formentlig bare er en edderkop, der har aktiveret den. Alarmen blev sat op i går, så jeg tænker også, at det er en fejl. Allerede efter fem minutter ringer telefonen igen. Nu bimler og bamler alle alarmer, og de sender en vagtmand ud til klinikken.

02.50 / 

Vagtfirmaet ringer igen og fortæller, at hele taget står i flammer! Det virker helt surrealistisk, og jeg tænker, at det jo ikke kan passe, når vi lige har åbnet efter fem måneders byggeri. Min kone spørger, hvordan jeg kan tage det så roligt, men der er jo ikke noget, jeg kan gøre ved det, og det hele er bare meget syret. Det føles næsten som en parallelverden. Jeg skynder mig i tøjet og kører afsted.

03.15 /

På vej hen til klinikken tænker jeg, at det sikkert bare er i nabo­butikken, det brænder. Da jeg tog hjem i går eftermiddags, var jeg rigtig glad. En fotograf havde taget billeder af de nye flotte lokaler. Det virker helt vildt, at det hele skulle stå i flammer nu, men da jeg kommer derhen, er alt afspærret. Brandvæsnet er i gang med slukningsarbejdet, og politiet spørger, om jeg har nogle uvenner eller relationer til rocker­miljøet. Der er et tydeligt hul i ruden ind til den butik, der ligger på førstesalen over vores klinik. Politiet fortæller, at der er kastet en brandbombe ind i den. Det er chokerende, men jeg bliver samtidig lettet over, at det ikke er os, der fx har glemt at slukke kaffemaskinen.

04.00 /

Der er ikke mere, jeg kan gøre, så jeg er kørt hjem igen for at få nogle timers søvn. Et skadeservicefirma ringer mig op. De er blevet kontaktet af brandvæsnet, så snart der opstod brand, og de skal bruge oplysninger på forsikrings­selskabet og på ejeren af boligen.

07.45 /

Jeg er kørt hen til klinikken igen, hvor det stadig ryger efter nattens brand. Skadeservicefirmaet og brandvæsnet er her stadig, og mine otte ansatte er også mødt op, for de tror jo, at de skal på arbejde. Vi får lov til at låne et mødelokale hos en nabobutik, hvor vi kan tale om, hvordan vi alle har det, og hvad vi skal gøre herfra.

08.20 /

Der er så mange, der skal kontaktes, og meget praktisk, der skal ordnes, så det går dagen med. Jeg er helt rundtosset. Det vigtigste er at få forsikringsselskabet med ind over hurtigst muligt, for de skal dække både løsøre, inventar, tabt arbejdsfortjeneste og skadeservicefirmaet, som er stillet til rådighed. Skadeservicefirmaet bliver mit holdepunkt de næste mange timer, for de hjælper med det praktiske. De har røgdykkere tilknyttet, som under branden i nat fik lov til at gå ind i bygningen under brandslukningen og bl.a. dække vores units, udstyr og skriveborde af. Heldigvis ser det ud til, at meget af vores nye udstyr og inventar stadig kan bruges.

14.45 /

Jeg tager hjem og er så træt, at jeg ikke kan tænke klart. Det værste er usikkerheden, og hvad der skal ske med alle vores patienter. Og det kæmpe arbejde, når klinikken skal op at køre igen. Alene det at bestille et helt varelager hjem igen er jo en stor opgave. Skadeservicefirmaet siger, at vi kan genåbne i løbet af nogle dage, men jeg synes, det lyder meget optimistisk. Det heldige ved, at det sker her i starten af juli, er, at vi alligevel skulle holde lukket nogle uger i sommerferien. Jeg tænker, at vi måske kan være oppe at køre igen i august.

20.00 /

Jeg kan se, at jeg har haft over 30 opkald i dag, og jeg er simpelthen så udmattet. Der er flere fra min familie, der ringer, men jeg orker ikke at tale mere i telefon i dag. Jeg har bare brug for at tænke på noget andet, så jeg ser en film sammen med min kone, inden vi går i seng.

Klinikken er genåbnet i midten af august.