"Jeg følte mig ensom og sårbar"

Jeg har et had-/kærlighedsforhold til Facebookgruppen ”Tandlæger”. Jeg har ofte oplevet usaglig kritik og en hård tone. Jeg er i kontakt med mange i faget, fordi jeg bl.a. holder kurser og har et stort netværk, og når jeg spørger dem, hvorfor de ikke poster og deler mere i Facebookgruppen, svarer mange, at de er bange for kritik og at blive talt grimt til. Det synes jeg er brandærgerligt.

Enkelte har sagt fra overfor usaglig kritik og nedladende bemærkninger på Facebook, og det har jeg kæmpestor respekt for. Jeg husker især en kollega fra Fyn, der tydeligt skrev, at det netop var på grund af bemærkninger, som dem, hun fik, der gjorde, at hun ikke havde lyst til at bidrage til gruppen; det var stærkt! Desværre bliver debatten fattig og ensidig, hvis størstedelen ikke har lyst til at ytre sig. Så er det kun dem, der kan tåle mosten, der ytrer sig. Det taber alle på.

Der er en mindre gruppe kollegaer, der er meget verbale og fylder meget. Mange tandlæger har et stort ego og er stærke personligheder på godt og ondt – det gælder selvfølgelig også mig selv. Og man skal selvfølgelig føle, at man har noget at byde ind med til fællesskabet.

Men man skal også vide alt det, man ikke ved. Og det er nok ikke alle, der formår at vise den, i mine øjne, vigtige og nødvendige ydmyghed overfor faget og overfor kollegaer uanset erfaringsniveau eller synspunkter. Så jeg kan godt forstå, hvis mange unge og nyuddannede har svært ved at poste noget – og det synes jeg virkelig er synd.

Nogle opslag bliver formuleret meget skråsikkert, og man får det indtryk, at hvis man ikke bruger de samme instrumenter, metoder og i det hele taget ikke gør som forfatteren, er man forkert og en dårlig, uvidende tandlæge. Det er ikke sikkert, det er forfatterens hensigt, men det virker kontraproduktivt at formulere sig bedrevidende på kollegaers bekostning.

Det skrevne ord er altid svært, fordi det nonverbale går tabt. Man bliver upræcis, hvis man skriver hurtigt fra hoften, og så kan det være svært at afkode på den anden side. Det kan sagtens være, at budskabet bliver opfattet helt anderledes hos modtageren, end det er ment fra afsenderen. Derfor er det ekstra vigtigt, at man gør sig umage, når man kommunikerer på sociale medier. Vi skal tale ordentligt til og om hinanden.

Jeg har været med i gruppen i mange år, men har også været nødt til at melde mig ud en overgang, da det var for hårdt for mig selv og min familie. Hovedet på sømmet var en svær debat sidste sommer om tandskadeerstatningen. Det var hårdt og ensomt at føre debat. Jeg fik mange positive tilkendegivelser fra andre kanaler, men fordi tonen i debatten var hård, var der ingen, der stillede sig op ved siden af mig. Det var svært at være i, og jeg følte mig meget ensom og sårbar. I den periode brugte jeg mit nærmeste netværk og gode venner.

Jeg har også en oplevelse af, at gruppens regler ikke gælder for alle medlemmer. Måske man kunne overveje, om det ville være en fordel med en bredere gruppe af administratorer, ligesom det findes i Facebookgruppen for klinikejere?

Jeg forsøger selv at være et foregangseksempel og tale andre tandlæger op, så vi får skabt en god debatkultur – også når vi er uenige. Jeg er fx lige nu sammen med andre gode kræfter i gang med at arrangere en række onlinesessions til efteråret, hvor vi vil invitere tandlæger, der har en særlig viden, og som vi har særlig respekt for, til at videndele fra deres felt og område.

Vi vil gerne skabe et rum for god debat, hvor det er okay at være fagligt uenige. Vi gør alle tingene forskelligt, men skal have respekt for hinanden alligevel.

Jeg oplever, at tonen er blevet lidt bedre i gruppen de seneste uger – måske på grund af Tandlægebladets undersøgelse? Det er også derfor, jeg gerne vil deltage i denne artikel – det er vigtigt, at vi taler højt og sætter fokus på vigtigheden af at tale ordentligt til hinanden.

Læs også: Hver 3. oplever hård tone i Facebookgruppen Tandlæger: "Jeg er bange for at blive dømt"