"God undervisning kræver engagerede studerende"

Anne Marie Lynge Pedersen spørger:

I en tid, hvor det er ­udfordrende at rekruttere og fastholde kliniske lærere, hvad er det så, der har gjort, at du har valgt at undervise gennem mange år?

– Jeg gør det først og fremmest, fordi jeg synes, det er dejligt at give noget videre. De studerende er nysgerrige, interesserede og sultne på det, de skal lære. Og det giver en enormt stor glæde at kunne give en viden videre, som andre har brug for. Men samtidig giver undervisningen mig også et godt afbræk fra arbejdet på klinikken, så ikke alle dage bliver ens. Og det oplever jeg faktisk har stor betydning for min arbejdsglæde. Det kliniske arbejde med patienter er i sin natur meget salgs- og præstationsbetinget, mens undervisning går ud på at dykke ned i tankerne og teorierne bag de behandlinger, vi laver. Kommunikationen med de studerende er en helt anden end den med patienter og personale. Det er ikke som at holde fri, for jeg er jo på arbejde, men det er alligevel helt modsat det, jeg laver mest af. Det trives jeg rigtig godt med. Og så forpligter det at undervise. Du bliver nødt til at følge med og vide, hvad der sker, og hvordan faget udvikler sig. Det er godt for både mig og mine patienter.

Hvordan kom du i gang med at undervise?

– Det er ikke sådan, at jeg har følt et kald. Det var helt tilfældigt. Da jeg blev færdig som ortodontist, fik jeg tre dages ansættelse og stod med to dage, hvor jeg ikke nødvendigvis vidste, hvad jeg skulle. Så da jeg blev tilbudt at undervise, sagde jeg ja, fordi det var den mulighed, der bød sig. Man kører jo med et årshjul på universitetet, så når man har undervist et år, kører møllen bare igen. År efter år. Igen og igen. Og det er der en del, der finder ret enerverende. De synes, det bliver kedeligt, og har det sådan lidt, hvorfor skal jeg egentlig stå her og gentage mig selv? Men jeg oplevede det anderledes. Jeg synes stadig ikke, det er en gentagelse. Det er nye mennesker, der møder op hvert år. Og mødet med dem og hvordan de bedst kan undervises, er nyt og udfordrende hver gang.

En dygtig tandlæge er ikke nødvendigvis dygtig til at lære fra sig. Hvad kræver det at være en god underviser?

– Min erfaring har helt klart vist mig, at man har størst succes med at lære fra sig, hvis man møder de studerende der, hvor de er. Og det betyder, at man må indstille sig på, at de studerende ikke ­bare er en stor grå masse, men mange og forskellige individer, der forstår og tager viden til sig på forskellig vis. Nogle er gode og lynhurtige til at lære, og andre er mindre gode og lidt langsommere. Det er ikke kun i folkeskolen, undervisningen skal tilpasses, men nok i virkeligheden i alle uddannelsesled. Og selvom jeg ikke bevidst går og inddeler de studerende og tilpasser undervisningen, så sker det helt sikkert ubevidst, fordi jeg har fundet ud af, at det simpelthen er sådan, jeg bedst får undervisningen ud over rampen. Og det er jo det, der er spændende og meningsfuldt. At hjælpe nogle mennesker til at forstå og tage den viden til sig, som de har brug for.

Hvad er den største udfordring ved at undervise?

– Jeg har ingen problemer med, at mennesker lærer forskelligt og i forskelligt tempo, så længe de gør deres bedste og viser interesse og engagement. Men jeg synes, det er udfordrende at møde studerende, der er uengagerede. Der er ­ikke så mange af dem, så det er ­ikke et stort problem. Men det er svært at motivere dem, der er umotiverede. God undervisning kræver ikke kun en engageret underviser, men i lige så høj grad engagerede studerende.

Hvem vil du give stafetten videre til og ­hvorfor?

Rasmus Frich er klinikejer, underviser og far til tre, men finder alligevel tid til at arbejde for sine fagpolitiske mærkesager som bestyrelsesmedlem i Region Hovedstadens Tandlægeforening.

Michael Svanholt spørger:

Hvordan finder du tid til fagpolitik i en travl hverdag, og hvad driver dig?