Forsker: Konkurrence om priser giver ikke bedre tandsundhed

Tandsundhed handler om forebyggelse og målrettet hjælp til de mest syge. Derfor er det uheldigt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet offentliggør en rapport om tandlægeområdet, som udelukkende fokuserer på konkurrence og priser på tandlægeydelser, mener forsker.

Esben Boeskov Øzhayat (002)
Tekst: Kim Andreasen

I sidste uge offentliggjorde Indenrigs- og Sundhedsministeriet en rapport om konkurrence, priser og ejerskabsforhold i tandlægebranchen. Rapporten konkluderer, at priserne hos tandlæger er for høje, fordi der er for lidt konkurrence i branchen.

Men ifølge Esben Øzhayat, lektor ved Odontologisk Institut på Københavns Universitet og manden bag instituttets bidrag til rapporten, kan konkurrence, frie priser, faste priser eller maksimalpriser ikke alene give danskerne en bedre tandsundhed - heller ikke selv om det blev 10-15 % billigere at gå til tandlæge.

- Jeg er ikke overbevist om, at de frie markedskræfter gør det billigere at gå til tandlæge. Og selvom det lykkes, vil en mindre prisnedsættelse på tandlægeydelser ikke betyde noget for tandsundheden i den store sammenhæng. Vi ved fra vores forskning, at hvis den nye model for voksentandplejen for alvor skal gøre en forskel for tandsundheden og bidrage til et moderne, ambitiøst og fremtidssikret tandplejesystem, skal vi satse på tre ting. Vi skal øge fokus på forebyggelse, koble tandplejen tættere til det nære sundhedsvæsen og målrette indsatsen mod dem med mange tandsygdomme, siger Esben Øzhayat.

- Jeg er ikke overbevist om, at de frie markedskræfter gør det billigere at gå til tandlæge.

Esben Øzhayat, lektor ved Odontologisk Institut på Københavns Universitet

Høj egenbetaling er en hindring
Videre står der i rapportens analyseafsnit, der omhandler priser på tandlægeydelser, at Odontologisk Institut ved Københavns Universitet (KU) har angivet, at de faste priser er for høje. Teksten i rapporten henviser i en note til det høringssvar, som KU gav i forbindelse med rapportens tilblivelse.

Men det er bare ikke det, der står i høringssvaret, siger Esben Øzhayat.

- Hvad angår de faste priser, så angiver vi i høringssvaret, at problemet ikke er, at de faste priser er for høje, men at den høje egenbetaling helt generelt er en hindring for tandsundheden. Det har rapportens forfattere fået forkert fat i, og det synes jeg virkelig er ærgerligt, siger han.

Barok fortolkning
Prisanalysen bliver i rapporten bl.a. brugt til at foreslå, at der gøres op med de faste priser på tandlægeydelser, og at de skal erstattes med maksimalpriser.

- Men et andet sted i rapporten bliver vi helt korrekt citeret for, at vi er imod maksimalpriser. Set i det lys er den forkerte fortolkning af vores høringssvar endnu mere barok, og vi føler os ærligt talt misbrugt i et opgør med de faste priser, siger Esben Øzhayat, der nu har kontaktet ministeriet for at få fejlfortolkningen berigtiget. 

Vi føler os ærligt talt misbrugt i et opgør med de faste priser

Esben Øzhayat, lektor ved Odontologisk Institut på Københavns Universitet

Ikke fyldestgørende baggrund
Samtidig har han og en af hans kolleger fra Odontologisk Institut på KU, lektor Kasper Rosing, bedt om foretræde for ministeren og Folketingets Sundhedsudvalg inden de politiske forhandlinger om en ny model for voksentandplejen går i gang.

- Vi har en væsentlig viden, der ikke virker til at være taget i betragtning, og vi er bekymrede for, at analysen af den danske tandsundhed og dermed baggrunden for en ny voksentandpleje ikke er fyldestgørende. Derfor kan vi risikere, at en ny voksentandpleje bliver bygget op på et mangelfuldt grundlag med konsekvenser for både sundheden og forholdet mellem økonomi og udbytte, siger Esben Øzhayat.

Tandlægebladet har spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, om de vil imødekomme Esben Øzhayats anmodning om en berigtigelse. Vi har også spurgt, om Esben Øzhayat og hans kollega kan få foretræde for ministeren.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyser følgende:

"Det ser ud til, at Odontologisk Institut kritiserer, at der i rapporten står følgende: ”Tandlægeforeningen har dog angivet, at de nuværende faste priser er sat for lavt, mens Odontologisk Institut ved Københavns Universitet har angivet, at de faste priser er for høje.” Dette er baseret på følgende sætning i Odontologisk Instituts høringssvar til analysen, som blev fremsendt 23. september 2024: ”Udfordringen er ikke, at priserne er faste, men at de er for høje.” Arbejdsgruppen for nye rammer for voksentandplejen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der i samarbejde har udarbejdet analysen, har læst det, som at man mener, at de faste priser er for høje. Såfremt Odontologisk Institut med sætningen har ment, at alle priser er for høje (idet de faste priser også hører herunder), vurderer arbejdsgruppen ikke, at dette ændrer synspunktet."

"I forhold til bemærkningen om, at høringssvaret ”fejlagtigt bliver brugt som grundlag for forslaget om maksimalpriser” kan det oplyses, at det ikke er tilfældet, men at det selvfølgelig er uhensigtsmæssigt, hvis Odontologisk Institut opfatter det sådan. Kommentaren nævnt oven for har ikke været medtaget i arbejdsgruppens analyse og vurderinger af de faste priser. Udsagnet er i rapporten alene anvendt under en diskussion af, at man i rapporten udelukkende har set på udviklingen i priser og ikke på niveauet af priserne (hvorefter det nævnes, at nogle finder priserne for lave, andre for høje). Forslaget om at ændre de faste priser til maksimalpriser er blandt andet også fremsat af Konkurrencerådet i 2017, som der også henvises til i rapporten, og det er det, der er taget udgangspunkt i, kombineret med analysen af prisudvikling mv. i rapporten."

"I forlængelse af ovenstående, som også er formidlet til Odontologisk institut, er Odontologisk Institut blevet tilbudt, at sætningen ”Odontologisk Institut ved Københavns Universitet har angivet, at de faste priser er for høje” fjernes fra rapporten, hvis dette ønskes."