Ny rapport: Mere konkurrence kan gøre tandlægebesøget billigere

For at skabe mere konkurrence på tandlægeområdet foreslår en ny rapport, at der gøres op med de faste priser på tandlægeydelser, og at kravene til ejerskab af tandklinikker lempes. Tandlægeforeningen og sundhedsøkonom er uenige.

Konkurrence
Tekst: Kim Andreasen

Priserne hos tandlægerne bliver holdt oppe, fordi der er for lidt konkurrence mellem tandlæger. Det er budskabet i en ny rapport om konkurrence, priser og ejerskabsforhold i tandlægebranchen, som netop er offentliggjort.

For at øge konkurrencen foreslår rapporten bl.a. at gøre op med de fastlagte priser på tandlægeydelser og erstatte dem med maksimalpriser, så tandlægeklinikkerne kan underbyde de faste priser.

Rapporten foreslår også at lempe de nuværende regler om, at det kun er tandlæger, som ejer og driver tandklinikker.

Sundhedsminister Sophie Løhde mener, at rapporten kalder på, at der skabes mere konkurrence.

- Det skal gerne sætte sig i lavere priser, så flere danskere regelmæssigt kommer til tandlægen, siger ministeren i en pressemeddelelse, hvor hun også efterlyser bedre overblik over priser.

Tandlægen er ikke et supermarked
Formanden for Tandlægeforeningen, Torben Schønwaldt, er helt grundlæggende uenig i, at der er for lidt konkurrence i tandlægebranchen.

- Vi får jo ofte skudt i skoene, at der er for store forskelle mellem vores priser. Det er jo netop udtryk for konkurrence. Og prisen for at gå til tandlæge er ikke steget mere end prisen for et lægebesøg, siger han.

Tandlægeforeningens formand er også stærkt skeptisk over for forslaget om at sløjfe de faste priser og erstatte dem med maksimalpriser.  

- Det giver ikke mening, hvis danskerne skal til at shoppe rundt fra den ene tandlæge til den anden for at finde det billigste tilbud på en tandrensning, som om det er en forbrugsvare i et supermarked. Tandbehandlinger er en sundhedsydelse. Og det er helt afgørende, at tandlægen kender patientens sygdomshistorik, adfærd og levevilkår, for at give den helt rigtige behandling.

Det giver ikke mening, hvis danskerne skal til at shoppe rundt fra den ene tandlæge til den anden for at finde det billigste tilbud på en tandrensning, som om det er en forbrugsvare i et supermarked.

Torben Schønwaldt, formand for Tandlægeforeningen

Det sundhedsfaglige i centrum
Tandlægeforeningens formand kan heller ikke se det fornuftige i at droppe reglerne om, at det skal være tandlæger, som ejer og driver tandklinikker. I dag skal tandlæger eje mindst 51 procent af klinikken, og man må højst eje to klinikker.

- Vi synes, de nuværende regler er fornuftige. De sikrer, at sundhedsfagligheden og patientsikkerheden kommer i forreste række. Hvis man fjerner reglerne, åbner det en ladeport for kapitalfonde og andre, der går mere op i profit end patienternes tandsundhed, og hvor de ansatte kan blive underlagt ikke-faglige ejeres krav om indtjening og overskud, siger Torben Schønwaldt.

Han bakkes op af sundhedsøkonom Marie Kruse fra Syddansk Universitet, som frygter, at det i sidste ende vil gå ud over kvaliteten, hvis man ændrer på reglerne for ejerskab af tandklinikker.

- Som vi for eksempel har set hos praktiserende læger, så kan for mange klinikker meget hurtigt gå ud over kvaliteten. Det kan ende med at blive en pengemaskine, siger hun til Ritzau.

Øg patienternes tilskud
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) udtaler på baggrund af rapporten, at der skal skabes mere konkurrence tandlæger imellem. Hun vil tage konklusionerne fra rapporten med ind til de forhandlinger om en ny aftale om voksentandplejen, som begynder om få uger.

Men hvis politikerne vil gøre en forskel for patienterne og få flere til at gå til tandlæge, så burde de ifølge Torben Schønwaldt i stedet fokusere på at hæve den økonomiske ramme for voksentandplejen og øge patienternes tilskud, som er blevet udhulet år efter år.

- Det har den konsekvens, at flere fravælger tandlægen, og at patienter med tandsygdomme ikke har råd til den nødvendige behandling. Jeg håber, at det er det, politikerne vil tage fat i, når den nye aftale om voksentandplejen skal forhandles.