Sundhedsministeren hilser ønske om aftalebaseret model for voksentandplejen velkommen
Det er positivt, at Danske Regioner ønsker en ny model for voksentandplejen, hvor rammerne aftales mellem regionerne og Tandlægeforeningen. Sådan lyder det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i et svar til Folketingets Sundhedsudvalg.
                Regeringen indleder om få uger forhandlingerne med de øvrige politiske partier om en ny model for voksentandplejen, der ifølge regeringens eget lovprogram både omfatter en ny styringsmodel og en ny model for patienttilskud.
Og lige op til forhandlingerne melder indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde nu ud, at hun er positiv over for Danske Regioners og Tandlægeforeningens ønske om at genetablere en aftalemodel for voksentandplejen, hvor de overordnede rammer aftales mellem Tandlægeforeningen og regionerne i regi af Regionernes Lønnings- og Takstnævn.
- Jeg synes, det er positivt, at Danske Regioner udtrykker ønske om at komme tættere på de praktiserende tandlæger gennem dialog, og at de ønsker at etablere en aftalebaseret model mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Tandlægeforeningen, lyder det fra ministeren.
Bred opbakning er vigtig
Sophie Løhdes udmelding kommer i et svar på et spørgsmål i Folketingets Sundhedsudvalg, hvor hun bliver bedt om at kommentere en artikel, der blev bragt i Tandlægebladet tilbage i september.
I artiklen siger formanden for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg, Lars Gaardhøj (S), netop, at han gerne ser, at den nye model for voksentandplejen skal ligne den, der gælder på andre praksisområder i sundhedsvæsenet – fx hos de praktiserende læger.
I svaret til sundhedsudvalget fremhæver indenrigs- og sundhedsministeren også, at det er vigtigt for regeringen, at der er bred opbakning til en kommende model for voksentandplejen.
- Jeg ser frem til en konstruktiv dialog med parterne og de videre politiske forhandlinger med Folketingets partier, afslutter Sophie Løhde i svaret til udvalget.
Tandlægefaglig viden skal inddrages
Hos Tandlægeforeningen glæder formand Torben Schønwaldt sig over ministerens svar.
- Hvis en ny aftale om voksentandplejen skal fungere, er det helt afgørende, at tandlæger kan være med til at bestemme rammer og vilkår for de opgaver, som vi udfører for det offentlige. I svaret til sundhedsudvalget kan jeg høre, at der er en velvillighed hos ministeren til at etablere en model, hvor vi med vores tandlægefaglige viden og indsigt bliver inddraget. Det er et godt udgangspunkt, siger Torben Schønwaldt.
Ifølge regeringens lovprogram skal Folketinget tage stilling til det konkrete lovforslag om en ny model for voksentandplejen i sidste halvdel af februar 2026. De politiske forhandlinger forventes at gå i gang i løbet af få uger.