Sverige slår kontra: Flere ældre får rabat på tandbehandling

En reform af tandplejen i Sverige vil give alle over 67 år rabat på behandlinger. Samtidig sænker svenskerne aldersgrænsen for gratis tandbehandling for unge fra 23 til 19 år – stik imod Danmark og Norge, som hidtil har prioriteret tandpleje til flere unge.

Sverige
Tekst: Kim Andreasen

Imens vi herhjemme stadig venter på de politiske forhandlinger om en ny aftale for voksentandplejen, har vores naboer i Sverige lanceret den største reform af tandplejen i 20 år. Det betyder, at alle svenskere over 67 år fra 1. januar 2026 kun skal betale 10 % af regningen for en række udvalgte tandbehandlinger.

Med reformen, som bliver kaldt ”Tiotandvården” - fordi de ældre patienter fremover netop kun skal betale 10 % af referenceprisen på de tandbehandlinger, som reformen omfatter - sænkes aldersgrænsen for gratis tandbehandling til børn og unge samtidig fra 23 år til 19 år. Reformen koster 3,5 mia. svenske kroner det første år.  Det svarer til ca. 2,6 mia. danske kroner

Sverige slår dermed kontra i forhold til sine nordiske naboer. Danmark har som bekendt i 2022 udvidet adgangen til vederlagsfri tandpleje til også at omfatte de 18-21-årige. Og siden 1. juli 2025 har man i Norge hævet aldersgrænsen for kun at skulle betale 25 % af regningen hos tandlægen fra 24 til 28 år.

Fri prisfastsættelse forsvinder
I forbindelse med reformen fastsætter den svenske stat en række faste referencepriser for behandlingerne. Det betyder, at den fri prisfastsættelse ikke kan opretholdes. Og det vækker vrede hos formanden for den svenske tandlægeforening, Chaim Zlotnik.

- Nogle tandlæger kan risikere at tabe op imod 30 % af deres omsætning. De kan dermed få problemer med at få deres virksomhed til at løbe rundt. Regeringens svar er, at de så bare må arbejde hurtigere, men så enkelt er det jo ikke, når vi taler om tandpleje, siger Chaim Zlotnik.

Der er ikke noget fagligt belæg for, at det præcist er personer over 67 år, som har størst behov for tandbehandling og økonomisk tilskud.

Chaim Zlotnik, formanden for den svenske tandlægeforening

Politisk populisme
Selv om formanden helt overordnet finder det positivt, at der bliver tilført flere penge til tandplejen, mener han, at ”Tiotandvården” bærer præg af politisk populisme og en jagt på stemmer til det valg til Riksdagen – den svenske pendant til Folketinget - i 2026.  

- Der er ikke noget fagligt belæg for, at det præcist er personer over 67 år, som har størst behov for tandbehandling og økonomisk tilskud. Mange svenskere under 67 år har ikke økonomien til at gå til tandlæge og har derfor også et behov for at få rabat, siger Chaim Zlotnik.

Tandlægeformanden mener, at regeringen helt åbenlyst har valgt at overhøre tandlægernes faglige input.

- Og så er det i øvrigt også gået alt for stærkt med at formulere forslaget. Regeringen har ikke givet os tid nok til at få diskuteret reformen grundigt igennem, siger Chaim Zlotnik.   

Ikke fokus på forebyggelse
Björn Klinge, professor emeritus ved Karolinska Institutet og Malmø Universitet, har gennem sit mangeårige virke som underviser, forsker, forfatter og dekan på de odontologiske fakulteter på Karolinska Institut og Malmø Universitet et indgående kendskab til den svenske tandpleje.

Ligesom Chaim Zlotnik mener Björn Klinge også, at reformen først og fremmest er et forsøg på at høste vælgere frem mod det kommende valg til Rigsdagen, og han er ulykkelig over, at man har sænket aldersgrænsen for gratis tandpleje for unge.

- Efter min overbevisning har den gratis tandpleje medvirket til at styrke børn og unges tandsundhed. En af regeringens argumenter for at sænke alderen er at ”undgå overbehandling af raske individer”. Men jeg mener ikke, at den gratis tandpleje til unge fører til unødige besøg hos tandlægen. Selv en ung uden tandproblemer kan have brug for en opmuntring til at fortsætte med sin egen gode tandpleje, siger Björn Klinge.   

Han peger også på, at den nye reform ikke har fokus på tandsundhed og forebyggelse, men kun på behandling af skadede eller tabte tænder.

- Det er selvfølgelig positivt, at der tilføres ekstra midler til tandplejen, men at lave en specifik aldersgrænse på 67 år er ikke løsningen. I stedet burde man prioritere de individer, som er i risiko for tandsygdomme – uanset alder, siger Björn Klinge.

Reformen følges tæt
Nu vil Sveriges Tandläkarförbund følge reformen og dens konsekvenser tæt for at klæde medlemmerne bedst muligt på og minimere de skader, den ifølge Chaim Zlotnik vil forårsage.

- Jeg håber på løbende evalueringer. Hvis en reform skal få succes, skal tandlægerne være med. Det er ikke tilfældet med ”Tiotandvården”, mener han.

Fakta: ”Tiotandvården”

 

·      Den svenske regering har fremsat et lovforslag til en reform af tandplejen, som forventes at blive vedtaget i Riksdagen den 3. december 2025 og træder i kraft pr. 1. januar 2026.

·       Alle svenskere over 67 år skal kun betale 10 % af tandlægeregningen – beregnet ud fra referenceprisen – på et udvalg af behandlinger.

·       De tilskudsberettigede behandlinger er: sygdoms- og smertebehandling, rehabilitering, habiliterende tiltag og ny protetik for fortænderne.

·       Udgifter til undersøgelser og forebyggende tiltag omfattes ikke af reformen.

·       Regeringen har sænket aldersgrænsen for gratis tandpleje til børn og unge fra 23 år til 19 år.

Reformen forventes at koste 3,5 mia. svenske kroner det første år.