Hemmeligheden bag brasilianernes brede smil
I Brasilien handler et flot smil ikke kun om flotte tænder og god mundhygiejne, men også om et symmetrisk ansigt. I landet, hvor solen altid skinner, tilbyder tandlæger i stigende grad Botox og andre skønhedsbehandlinger til brasilianere i alle samfundslag.
Mørkeblå striber løber på kryds og tværs og inddeler ansigt og hals i små felter. Den midaldrende kvinde i tandlægestolen ligger helt stille, mens hendes brasilianske tandlæge prikker en velvoksen kanyle med rød væske ind i skindet under hagen. Begge er iklædt hårnet og grøn engangskittel.
Væsken nedbryder det fedt under hagen, som ifølge tandlæge Erica Meirelles skygger for kvindens smil og selvværd. Videoen af behandlingen ligger på klinikkens Instagram-profil, men i dag viser Erica rundt i lokalerne på Copacabana og fortæller, hvorfor Botox, mikrofokuseret ultralyd og det nye vidundermiddel laksesperm er blevet en lige så naturlig del af hendes behandlinger som tandregulering, fyldninger og afblegning.
– Jeg bruger behandlingen til at fremhæve patientens smil. Hvis jeg fx laver tandfacader, og jeg bleger tænderne, så ser jeg måske, at personens mund er meget tynd. Så kan vi fylde læberne med hyaluronsyre, der forbedrer smilet og æstetikken, siger Erica Meirelles.
Harmonisering fuldender mit arbejde som tandlæge
ERICA MEIRELLES, Tandlæge
Besat af skønhed
Det er ikke nogen overdrivelse, at brasilianere er besatte af skønhed. Landet er kraftigt påvirket af amerikansk kultur, og rundt i verden er det almindeligt kendt, at kun få – om nogen – overgår brasilianerne i at få lavet kunstige bryster, baller og sixpacks. Mere overraskende for det udefrakommende øje er mængden af snorlige og ofte afblegede tandsæt, og mens plastikoperationerne er for de velhavende, ses det perfekte smil på brasilianere fra alle samfundslag.
I Brasilien er der flere tandlæger pr. indbygger end i de fleste andre lande – omtrent dobbelt så mange som i Danmark. En væsentlig del af forklaringen på de flotte smil er et stort fokus på tandhygiejne. Børn i vuggestue får hver dag tandbørsten med i rygsækken, kontorarbejdere børster tænder efter frokostpausen, og tandlæge Erica Meirelles kender stort set ingen under 30 år med caries.
Men hygiejne står ikke alene. Over de sidste 10 år er der sket en mangedobling af brasilianernes efterspørgsel på æstetiske behandlinger, og ikke mindst porcelænsfacader og keramiske kontaktlinser spiller en fremtrædende rolle i forvandlingen af de brasilianske smil, ifølge den brasilianske tandlægeforening. Antallet af tandblegninger stiger hvert år med 30 %.
Og så er tandlægerne begyndt at brede sig ud over resten af ansigtet. Efter slagsmål med lægerne erobrede tandlægerne de behandlinger, som under ét kaldes for ”ansigtsharmonisering”. Fænomenet er ikke klart defineret, men handler dybest set om at fremhæve og nedtone ansigtstræk med ikke-kirurgiske indgreb. Trods mangelfuld statistik vurderes tandlæger til at stå bag tre ud af fire behandlinger, som i antal kun overgås af USA.
PERFEKTION. Små prikker angiver hvor Botox’en med fordel kan gøre ansigtet mere harmonisk.
Som brasiliansk tandlæge skal du have fem års erfaring og gennemføre et 15-dages kursus, så kan du tilbyde fx Botox i din klinik på lige fod med landets dermatologer, sygeplejersker, biomedicinere og farmaceuter.
En af disse tandlæger er Erica Meirelles. Hendes patienter fra Rio de Janeiros bedre borgerskab træder som regel ind ad glasdøren for at få ordnet tænder, men opdager hurtigt, at hun også kan hjælpe med resten af ansigtet. Flere af hendes kolleger har i dag droppet den traditionelle odontologi til fordel for ansigtsharmoniseringer, men for hendes vedkommende gælder det for 40 % af de kunder, hun har i stolen.
– Jeg elsker at være tandlæge. Jeg elsker oral rehabilitering, porcelænsæstetik og at lave implantater. Det giver mig glæde at behandle tænder. Men harmonisering fuldender mit arbejde som tandlæge, siger Erica Meirelles.
Hvad koster det?
- Et tandeftersyn eller en simpel behandling hos Erica Meirelles koster ca. 600 kr., men kan andre steder fås ned til 150-200 kr.
- Ansigtsharmoniseringer fås fra 1.800 kr., men kan også koste
10-40 gange så meget. - Reparation af caries koster ca. 300-600 kr.
- Tandafblegning fås til 600-1.800 kr. afhængigt af metode og klinik.
- Ratebetalinger er udbredt, og stort set alt kan købes på kredit i Brasilien. Også nye tænder og ansigtsharmoniseringer.
- Det er normalt at låne penge til tandbehandlinger, da privat sundhedsforsikring som oftest ikke dækker.
- Fattige brasilianere kan få hjælp af det offentlige, men opsøger også ngo’er og universitetsklinikker for at få gratis behandling.
- 80 % af befolkningen har gæld, hovedsageligt kreditkortgæld.
- En brasiliansk tandlæge tjener typisk mellem 5.000 og 12.000 kr. om måneden. Mindstelønnen i Brasilien er 1.700 kr. pr. måned.
Kilde: O Globo
Dyre tænder i høj kurs
På Tampere Universitet i Finland forsøger den brasilianske tandtekniker og forsker Lucas Arrais de Campos at finde svar på sine landsmænds opfattelse af skønhed og tænder. Han flyttede til det kolde nord, fordi han efter flere studier af brasilianernes selvopfattelse havde brug for at sammenligne med et andet folk for bedre at forstå sine landsmænd.
Efter at have spurgt både brasilianere og finner om, hvordan de selv opfatter betydningen af deres eget ydre, er det mest overraskende resultat, at de svarer næsten ens. Brasilianere siger i lidt højere grad end finnerne, at de af og til holder hånden for deres tænder, når de taler, eller at de tror, andre kigger på deres tænder eller taler om dem, men forskellene fra finnernes tilbagemeldinger er så små, at de for en akademiker er tæt på ligegyldige.
STRANDLIV. På stranden i Ipanema er der liv og glade dage - og brede smil.
– Vi troede, at brasilianere opfattede betydning af deres eget ydre som vigtigere end finner. Men svarene viser, at smilet og ansigtet praktisk talt betyder det samme for dem, siger forskeren.
I stedet tyder Lucas Arrais de Campos’ forskning på, at nogle af svarene på skønhedsbesættelsen skal findes i forbrugskulturen og det ulige samfund. Når hvide og lige smil er tilgængelige i alle lag af samfundet, er det naturligt, at dem med penge søger efter noget mere. Og langtfra alle kan betale for at få markerede kæber, Botox eller biostimulanser.
– Uligheden eksisterer jo ikke i lande som Finland og Danmark, når vi sammenligner med Brasilien. Og i Brasilien taler vi ikke bare om kroppen, når vi taler om de her behandlinger, men om social status. Dyre behandlinger viser, at du er socialt godt stillet, siger han.
Forbrugskulturens rolle er måske endnu vigtigere, og Lucas Arrais de Campos’ undersøgelser viser, at dobbelt så mange brasilianere som finner har undersøgt muligheden for at få en æstetisk behandling af tænder og ansigt.
På Instagram, som brasilianere er ukårede verdensmestre i at benytte sig af, reklamerer tandlæger og virksomheder aggressivt for nye og “selvværdsløftende” behandlinger. Flere tandlæger er også influencere. Fodboldspilleren Neymars tandlæge, Rafael Puglisi, følges af 4,2 millioner mennesker på Instagram, mens hele Brasilien fulgte med, da den tidligere præsident Jair Bolsonaro besøgte sin tandlæge og fik skiftet proteser og slebet smilet for 4.200 kr. pr. tand.
Forskeren maler kontrasten: Mens en tandregulering i Finland primært handler om funktionalitet og malokklusion, så kan alt lade sig gøre i Brasilien. Betalt i rater eller det fulde beløb på en gang. Med stort fokus på produkter – fremfor sundhed.
Det er langt fra ideelt, hvis du som tandlæge prioriterer æstetik
RAQUEL RAMOS CASTELLOM, Underviser på tandlægeuddannelsen
Ny trend ødelægger faget
På Viega de Almeida Universitetet, en times kørsel fra Copacabana, underviser tandlæge Raquel Ramos Castellom Brasiliens fremtidige tandlæger. Hun har 30 års erfaring som tandlæge og underviser.
På klinikken i universitetets kælder er hun den, der godkender de studerendes gratis arbejde på primært fattige, sorte brasilianere. Fattige brasilianere døjer ofte med parodontale sygdomme, og det flotte ydre er kun en facade.
Heldigvis for patienterne tilses de af tandlæger og tandlægestuderende, som i kvalitet kun overgås af de teknologisk overlegne japanere.
Arbejdet med harmoni og skønhed er også en naturlig del af en brasiliansk tandlæges arbejde, for modsat de “jordbundne” europæere, som Raquel Ramos Castellom kalder os nordboere, er udseendet ekstremt vigtigt for de lokale patienter.
Derfor er det helt normalt for en brasiliansk tandlæge at se på tænderne som en del af et harmonisk ansigt.
UNDERVISEREN. Tandlæge Raquel Ramos Castellom underviser Brasiliens fremtidige tandlæger.
Over de sidste 10 år er der sket et skifte, som slår sprækker i branchens ry. Et skifte, som særligt skyldes presset fra skønhedsindustrien og det udbredte fænomen: ansigtsharmonisering. Raquel Ramos Castellom anslår, at hver femte studerende, der i dag begynder på tandlægestudiet, allerede er fokuseret på Botox og opstramninger i ansigtet. Dels pga. pengene, dels fordi konkurrence gør det svært at komme ind på det traditionelle marked.
Indtil nu kan de studerende ikke vælge ansigtsharmonisering som speciale, men trenden peger kun i én retning. Intet er helligt, når universiteterne drives af forretningsfolk – og ikke akademikere.
– Vi som undervisere bryder os ikke om en specialisering i ansigtsharmonisering. Det er langtfra ideelt, hvis du som tandlæge prioriterer æstetisk overflod før det, der er funktionelt. Hvis du kombinerer de to, er det super, men det er problematisk, når en studerende allerede tænker på harmonisering første dag, fordi det giver en hurtigere indkomst, siger hun.
Hverken universitetsunderviseren eller forskeren i Finland er i tvivl om, at ansigtsharmoniseringen er i gang med at ændre selve professionen i Brasilien.
Lucas Arrais de Campos i Finland er ikke bleg for at løfte pegefingeren:
– Hvis jeg kun tilbyder produkter for at få penge, så er jeg i lommen på skønhedsindustrien og udhuler dermed mit fags integritet. Så i Danmark og resten af Skandinavien bør I holde fast i principperne bag tandlægegerningen: At vi som tandlæger er sundhedsprofessionelle – og det skal vi fortsætte med at være.
Tandlæger i Brasilien
- I Brasilien er der 384.000 tandlæger registreret hos Det Føderale Odontologiske Råd (CFO). Det svarer til 1 tandlæge pr. 558 brasilianere.
- I Danmark er der 1 tandlæge til 1.188 danskere (tal fra 2022).
- 57 % af tandlægerne befinder sig i den mest velhavende del af landet: São Paulo, Rio de Janeiro og Minas Gerais i sydøst.
- Brasilien har tandlæger som et iland, men udfordringer som et uland. 15 mio mennesker har aldrig været ved tandlægen, og 55 % af befolkningen går ikke til tandlægen hvert år. 14 millioner lever helt uden tænder.
- Den fattigste del af Brasiliens befolkning lever i områder i Nordbrasilien. Deres indkomst og økonomi her er på niveau med mellemindkomstlande i Afrika.
- 60 % af dem, der går til tandlæge, er kvinder. Brasilianere mellem 31 og 40 år går oftest til tandlægen (23 %), herefter de 21-30-årige (21 %).
Kilder: CFO, DentalPress, O Globo