Tandlægeliv på land og i by

I den lille stationsby Arden i Nordjylland, omgivet af Danmarks største skov, driver tandlæge Claus Dønvang sin egen klinik, Arden Tandlægehus. Her har han været siden 1997, og han kender stort set alle, der lægger sig i stolen.

- Jeg trives rigtig godt med at være den eneste tandlæge i byen. Det passer mig fint, at jeg selv bestemmer, og at tingene kan gøres på min måde, siger han.

For 66-årige Claus Dønvang har livet som landtandlæge været en succes. Men når man dykker ned i tallene, er tandlæger i yderområderne ved at være en truet art. Ifølge Tandlægeforeningens seneste undersøgelse går der nu 1.450 indbyggere pr. tandlæge i Region Syd, mens der i Region Nord, hvor Claus Dønvang hører hjemme, er 1.380 indbyggere til hver tandlæge. I hovedstadsområdet er der kun godt 1.000.

Claus Dønvang er måske undtagelsen, der bekræfter reglen. For hvor mange klinikker i yderområderne kæmper med at finde nye tandlæger, har han valgt at blive – og han trives i rollen som byens eneste tandlæge. For ham handler det ikke om størrelse, men om frihed og nærhed til patienterne.

Fra jobmangel til egen klinik
Claus Dønvang blev uddannet fra Tandlægeskolen i Aarhus i 1986. Da han var færdig, var det småt med arbejde i Danmark - dengang var problemet et andet - der var ganske enkelt for mange tandlæger. Han søgte forgæves stillinger i flere større byer i Midtjylland, før han endte med at starte karrieren i Tyskland. I 1997 besluttede han sig for at skabe sit eget job - og endte i Arden.

- Her fulgte der både bolig og natur med, og så var beslutningen ikke så svær, fortæller han.

Siden klinikken slog dørene op, er byen vokset, og patientgruppen har ændret sig. Hvor patienterne tidligere primært var lokale, oplever Claus Dønvang i dag, at flere ressourcestærke unge familier flytter til området.

- Jeg har patienter i alle aldre - fra 18 til 90 år. Men de seneste år er der kommet flere yngre, veluddannede familier, som har taget den gode danske tandplejekultur med sig. Det giver et spændende mix i hverdagen, siger han.

En almindelig tandlæge med blik for helheden
På klinikken tager Claus Dønvang sig af de fleste typer behandlinger sammen med sine tandplejere. En kirurg kommer fast et par gange om ugen, og rodbehandlinger henvises til kolleger med stor erfaring på fagområdet. Men ellers løser han opgaverne selv og tager imod henvisninger fra kolleger i området.

- Jeg kalder mig selv en ganske almindelig tandlæge. Jeg laver lidt af det hele. Jeg har videreuddannet mig på Dawson Academy i USA, så jeg arbejder meget helhedsorienteret med tandsæt og bidfunktion. Hvis tænder knækker igen og igen, er det sjældent kun tanden, der er problemet, forklarer Claus Dønvang, der særligt interesserer sig for bidfunktion.

Det helhedsorienterede syn fylder mere i dag, end da han blev uddannet.

- Dengang handlede det mest om huller og parodontitis. I dag ser vi på hele munden, og det er en god udvikling, synes jeg.

Tæt på patienterne – også uden for klinikken
Arden er ikke større, end at Claus Dønvang ofte møder sine patienter i dagligdagen. Det er en del af det, han sætter størst pris på.

- Jeg møder dem, når jeg køber ind, på gåturen i skoven eller når jeg cykler mountainbike. Det giver et særligt forhold. Jeg kender mange af dem rigtig godt, og de kender mig. Det er der helt klart fordele ved, siger han.

Han sætter pris på det nære, men selv om han er den eneste tandlæge, føler han ikke, at han står uden fagligt fællesskab.

- Jeg har et bredt netværk af kolleger i området, som jeg både mødes med og skriver sammen med. Vi hjælper hinanden og sparrer – det har altid været sådan. Tidligere arbejdede jeg et par dage om ugen på en større klinik i Aalborg. Der var klart fordele ved at have kolleger helt tæt på, så man bare kunne spørge hinanden til råds, men jeg trives bedst her, hvor jeg kan forme min egen hverdag, konstaterer han.

Udvikling bekymrer formand
Selv om Claus Dønvang ikke mærker manglen på ekstra hænder og er glad som eneste tandlæge i Arden, er formanden for Tandlægeforeningen, Torben Schønwaldt, alligevel bekymret for tandlægemanglen i yderområderne. Han kalder udviklingen “alvorlig”.

- Det bekymrer mig, at de fleste tandlæger vælger at slå sig ned i de større byer. Når der mangler hænder, bliver arbejdsdagen mere presset. Det betyder længere ventetider, og i værste fald må patienter køre langt for at få en tid eller finde sig en anden tandlæge, siger Torben Schønwaldt.

Han frygter, at flere klinikker i yderområderne vil blive nødt til at lukke, hvis udviklingen fortsætter, og at det vil ramme især ældre patienter, som i forvejen har svært ved at komme omkring.

- Det kan få store konsekvenser for tandsundheden, hvis patienterne ikke har mulighed for at komme til tandlægen, siger han.

Handler om mere end antallet af uddannede
Ifølge formanden handler løsningen ikke kun om at uddanne flere tandlæger. Det kræver også, at man politisk og organisatorisk gør det mere attraktivt at arbejde – og ikke mindst at eje klinik uden for de store byer.

- Mange fravælger at blive klinikejere, fordi det i dag indebærer store administrative byrder og et betydeligt økonomisk ansvar. Det tager tid og fokus fra det, der egentlig betyder noget: patienterne, siger han.

Torben Schønwaldt peger samtidig på, at der er en tydelig geografisk skævhed i, hvem der uddanner sig til tandlæge. Størstedelen af de studerende på landets to nuværende tandlægeskoler er kvinder og minoritetsdanskere, som typisk kommer fra de større byer – og mange bliver dér, når de er færdiguddannede.

- Det er selvfølgelig helt naturligt og forståeligt, at man gerne vil arbejde tæt på sin base. Mange får også familie under studiet, og så bliver det sjældent aktuelt at flytte langt væk, siger han.

Derfor mener formanden, at en del af løsningen kan findes allerede ved optagelsen på tandlægeskolerne.

- Hvis man optager flere studerende gennem kvote 2, får man mulighed for at vælge ansøgere med en bredere geografisk baggrund. Det kunne være et vigtigt skridt mod en bedre fordeling af tandlæger i hele landet, siger Torben Schønwaldt.

Inspiration fra lægeområdet
Også Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, deler bekymringen. Han peger på, at der er positive erfaringer fra lægeområdet, hvor uddannelse og politiske incitamenter har gjort en forskel.

- Efter at man begyndte at uddanne læger flere steder i landet, er fordelingen blevet bedre. Noget lignende kunne man overveje for tandlægeuddannelsen, siger han.

Han foreslår desuden, at det bliver obligatorisk for tandlægestuderende at komme i praktik i et yderområde under studiet.

- På den måde kan de studerende opleve, at det faktisk kan være både spændende og givende at arbejde som tandlæge på landet, siger Steffen Damsgaard.

Samtidig mener han, at man politisk bør skabe økonomiske incitamenter for tandlæger i yderområder – på linje med ordningerne for de praktiserende læger, der kan få bonusser og støtte for at etablere sig i lægedækningstruede områder.

Fællesskab og fortællinger fra landet
Men ifølge Steffen Damsgaard handler det ikke kun om økonomi. Han peger på behovet for et stærkere kollegialt fællesskab i områder, hvor der er få tandlæger.

- Man kan fx oprette fælles sundhedshuse, hvor flere sundhedsfagligheder arbejder under samme tag. Så er der altid en kollega tæt på, selvom man ikke laver det samme, siger han.

Endelig mener han, at der skal fortælles flere positive historier om livet i landdistrikterne.

- Det er mig en gåde, hvorfor folk ikke vil bo ude på landet. Der er mange spændende muligheder, og man får langt mere for pengene – både professionelt og privat, siger Steffen Damsgaard.

Luft i kalenderen og plads til grin
Knap 400 kilometer fra Arden – midt i København, kun et stenkast fra Kongens Nytorv – driver 51-årige Julie Erica Schlosser tandlægeklinikken Adenta sammen med sin mand. De har haft klinikken i snart 20 år. Klinikken huser tre tandlæger, en kæbekirurg og to tandplejere, og fra nytår får de selskab af en erfaren kollega, som har valgt at gå på retræte og tage sine patienter med sig.

Selv om hverdagen er travl, prioriterer Julie Erica Schlosser tid til luft og en snak med kollegerne. - Vi har mange patienter, men jeg prøver at planlægge ud fra, at vi ikke skal være booket 100 %. Hvis man lægger lidt luft ind, får man faktisk mere ud af dagen. Det skal være muligt at trække vejret, tage en kop kaffe og nå at lave en joke på gangen, siger hun.

Den tilgang er ikke tilfældig. For hende handler det om at skabe balance i et arbejde, der både kræver koncentration og nærvær, og som ikke giver mulighed for at “trække sig” midt i en behandling.

- Det er et intenst arbejde. Man kan ikke bare gå væk fra stolen, når man mister fokus. Derfor prøver jeg at skabe rum til pauser – både for mig selv og for mit personale.

En bred patientgruppe - og høje forventninger
Klinikken har en bred patientskare. Mange er højtuddannede, sundhedsbevidste københavnere, der prioriterer forebyggelse og helhedsorienteret behandling.

- Det er en patientgruppe, der stiller høje krav og gerne vil forstå tingene i dybden. De ser ikke bare en enkelt tand, men hele tandsættet. De vil gerne vide, hvordan mundhulen hænger sammen med resten af kroppen. Det at forklare, hvordan det hele hænger sammen, er også noget, jeg bruger meget tid på, fortæller hun.

De fleste patienter kommer regelmæssigt til deres besøg, især hos tandplejerne, hvor parodontitisbehandlinger og vedligehold fylder mest. Hos tandlægerne er det i højere grad kirurgi, protetik og plastrehabilitering, der fylder kalenderen.

Et stærkt netværk og kollegialt fællesskab
For Julie Erica Schlosser er en af de største fordele ved at arbejde i byen det tætte faglige miljø.

- Jeg er virkelig glad for, at jeg har mange kolleger tæt på. Jeg har netop meldt mig ind i en erfa-gruppe med klinikker i nærområdet, hvor vi mødes flere gange om året. Vi deler erfaringer og inspirerer hinanden, fortæller hun.

Hun er også aktiv i DSOI, Dansk Selskab for Oral Implantologi, og i et netværk for kvindelige tandlæger, som hun selv var med til at starte.

- Det betyder meget at have nogen at spejle sig i. Man sidder jo meget alene som tandlæge, så netværket omkring mig betyder enormt meget. Jeg tror, jeg ville føle mig ensom, hvis jeg sad som den eneste tandlæge i en mindre by.

Når byen både giver og tager
København giver mange muligheder – men også udfordringer. For Julie Erica Schlosser står trafik og parkering øverst på minuslisten, og at alt fra husleje til reparationer koster mere. Alligevel er det her, hun trives bedst, selv om drømmen om København ikke altid har været der. Hun kommer selv fra Flensborg, og inden valget af personlige årsager faldt på Danmarks hovedstad, var hun efter endt uddannelse i år 2000 også en tur om klinikker i Sønderborg, Haderslev og Fredericia.

Julie Erica Schlosser tror dog ikke, at glæden ved faget afhænger af postnummeret.

- Hvis jeg var blevet i Sønderborg og havde bygget det samme op dér, så tror jeg, jeg havde været lige så glad. For i sidste ende handler det jo om patienten i stolen, siger hun.