Godt på vej i en mere bæredygtig retning
Hele sundhedssektoren er kommet med på den grønne bølge. Det gælder også for tandlægebranchen, som har et stort ansvar for at følge trop og tænke i nye bæredygtige løsninger, lyder det fra bæredygtighedsingeniør, Nina Helle Thulstrup.

Vi er langt fra at være i mål. Men vi har taget nogle skridt i en grønnere retning. Og jeg har en masse gode intentioner om, hvordan vi minimerer vores CO2-udledning.
Sådan lyder ordene fra Heidi Roed Breuning, overtandlæge i Vejle Kommunale Tandpleje. Kommunen har en klimaplan om at reducere CO2-belastningen med 70 % i 2030. Og i 2050 skal kommunen gerne være helt klimaneutral – næsten i tråd med regeringens ambitioner om, at Danmark skal være klimaneutral i 2045.
Men det er ikke sådan, at Heidi Roed Breuning er blevet pålagt at indføre en række initiativer til gavn for klimaet. Nogle grønne løsninger er en naturlig del af det at være kommunal tandpleje. Resten er kommet på eget initiativ fra en tidligere overtandlæge, fra hende selv og en klimagruppe på tre medarbejdere i tandplejen, som brænder for et grønnere og mere klimavenligt samfund. Gruppen har en idéliste med grønne tiltag, de gerne vil have gennemført:
– Vi har allerede ført flere tiltag ud i livet. Fx har vi tidligere indsamlet vores filtre til suget i engangsbægre af plast, når de skulle skiftes og steriliseres. Nu indsamler personalet filtrene sammen med de andre beskidte instrumenter i metalkurve, der kan genanvendes. Det sparer os for 840 plastikkopper om året. Det bliver til meget plastik på den lange bane. Det er en lille bitte detalje, men i sidste ende er det de mange små valg, der gør noget godt for vores klima.
Tandplejen i Vejle får også hentet og leveret vasketøj i samme transport, som det lokale plejecenter og andre kommunale institutioner i området – også det tiltag sparer på energien.
Hver gang, man helt undlader at bruge materialer, sparer man jo 100 % CO2
MARIA GADEN - Udviklingschef for Center for Bæredygtige Hospitaler
Nye miljøkrav til tandlægekæder
Det estimeres, at det danske sundhedsvæsen står for 6 % af Danmarks samlede CO2-udledning. Men hvordan står det egentlig til med tandlægebranchen og det grønne bæredygtige skifte?
Spørger man lektor inden for bæredygtig innovation og omstilling på Aalborg Universitet, Michael Søgaard Jørgensen, så er tandlægerne i Danmark på vej i en mere bæredygtig retning:
– Siden vi tog initiativ til Projekt Bæredygtig Tandklinik for snart fem år siden, er der kommet en anden opmærksomhed på det, siger han.
En af årsagerne til det, er nye miljøkrav til virksomheder af en vis størrelse, herunder større tandlægekæder, som der rundt regnet er 10 af i Danmark. Det skubber tandlægebranchen i en mere bæredygtig retning, påpeger han:
– Fra 2024 er der kommet et nyt EU-krav til kæderne om, at de skal lave en såkaldt CSRD-rapportering, som er en rapport om miljø og bæredygtighed. Her skal kæderne gøre rede for, hvilke miljøtiltag de har taget. Det kalder på, at man skal have lavet klimaregnskaber, og det er der flere tandlægekæder, som i dag får lavet – som et led i den rapportering.
Han mener, at et velstående land som Danmark har et ansvar for at reducere vores ressourceforbrug og klimabelastning – også inden for sundhedssektoren.
– Men én ting er at få lavet et CO2-regnskab. Noget andet er, om man fra øverste ledelse får det ud til de enkelte klinikker og får talt sammen om, hvordan man så kan blive bedre til at minimere udledningen. Gør man det, kan de her klimaregnskaber betyde meget.
Også Nina Helle Thulstrup, der ved siden af sit job som bæredygtighedsingeniør i Plandent er underviser i valgfaget ’Bæredygtighed på tandklinikken’ på landets to tandlægeuddannelser, mærker en større interesse for bæredygtighed. Ikke kun blandt fremtidens tandlæger, men også i faget generelt. Hun har udviklet en bæredygtighedsefteruddannelse, som bl.a. tandlægen.dk bruger til deres personale, og både hun og Michael Søgaard peger på, at der er mange grønne ildsjæle rundt på klinikkerne, som ønsker mere bæredygtighed.

Nina Helle ThulSTRUP, bæredygtighedsingeniør
Sund fornuft
Tilbage i Vejle Kommunale Tandpleje. Den består af 60 klinikrum, knap 100 medarbejdere – heraf 20 tandlæger – og ca. 31.000 patienter. I 2018 indkøbte tandplejen genanvendelige metalkassetter til instrumenter, som indtil da blev pakket i autoklaveposer. Og for et par år siden blev alle lysarmaturer i klinikkerne skiftet ud med LED-lys.
– Det var en stor økonomisk investering, men efter 1,5 år var den tjent ind. På den ene lampetype sparer vi nu 50 % i strømforbrug og den anden 66 %. Det er tankevækkende, at det så hurtigt er tjent hjem, siger Heidi Roed Breuning.
Aktuelt arbejder tandplejen med at minimere forbruget af engangsmaterialer og prøver fx at undgå at hælde materialer op i små bægre af engangsplast. I stedet lægger personalet nu så vidt muligt materialet på metal eller glas, der kan genbruges mange gange.
Tandplejen har også et mål om kun at anvende patientservietten, når det er nødvendigt, ligesom personalet forsøger at minimere mængden af spild af datomærkede materialer. De forsøger også at undgå at opbygge for stort lager af materialer.
– Forhåbentlig kan jeg få vores indkøbsvaner optimeret, så vi får leveret varer så sjældent, som muligt, siger hun og tilføjer:
– Det kan være svært at bevare et grønt fokus midt i en travl hverdag. Men vi har jo alle et ansvar for at bidrage til den fælles klimadagsorden.
En af de største CO2-syndere inden for sundhedsvæsenet er da også de mange forbrugsvarer, særligt de store mængder af engangsartikler. Fx bruger en gennemsnitlig tandklinik med to klinikrum omkring 28.000 par undersøgelseshandsker om året.
Bæredygtighedsingeniøren peger på vigtigheden i at tænke i mindre forbrug, men:
– Bæredygtighed handler også om at øve sig i at se på, hvilke af alle de valg, vi dagligt træffer, der er mindst klimabelastende. Man skal altid huske at tænke i et livscyklusperspektiv og fx overveje, hvor produktet produceres, hvilke råvarer der bruges, transporten, og hvordan det skal affaldshåndteres. Vi kan ikke altid beregne alt ned til mindste CO2-kilogram. Vi skal også bruge vores sunde fornuft, siger Nina Helle Thulstrup.
En gennemsnitlig tandklinik med to klinikrum bruger omkring 28.000 par undersøgelseshandsker om året.
Sunde tænder – sundt klima
Hos Plandent har man netop foretaget den første undersøgelse af en række livscyklusvurderinger på tandlægeudstyr. Her er CO2-belastningen på et stort CBCT-røntgenapparat blevet vurderet.
– Når man har sådan et overblik, kan man skubbe tilbage i værdikæden og stille krav til de forskellige producenter om fx at støbe en del af produktet mere bæredygtigt. Formålet er også, at andre producenter forhåbentlig går samme vej for at være konkurrencedygtige af hensyn til klimaet. Alle er nødt til at handle. Hvis vi alle rykker os, så sker der noget, siger Nina Helle Thulstrup.
Hun peger dog også på, at bæredygtighed handler om meget mere end at sortere sit skrald. For bæredygtighed skal forstås bredere end CO2-aftrykket af en plastikkop:
– Alle tandlæger er med til at skubbe samfundet i en mere bæredygtig retning. For som tandlæge bidrager du til folkesundheden, siger hun og henviser til det efterhånden folkelige kendskab til, at der er en sammenhæng mellem sundheden i munden og sundheden i resten af kroppen:
– Kan man sikre god tandsundhed i befolkningen, kan det i princippet være med til at bremse leddegigt, diabetes og andre kroniske sygdomme – og det er et stort skridt i en mere bæredygtig retning, da de kroniske sygdomme er en stor byrde for sundhedsvæsenet.
Det kan være svært at bevare et grønt fokus midt i en travl hverdag. Men vi har jo alle et ansvar
HEIDI ROED BREUNING - Overtandlæge i Vejle Kommunale Tandpleje
Tjek op på klinikkens indkøb
I regionerne arbejdes der netop målrettet med klima, og særlig Region Midtjylland har med Center for Bæredygtige Hospitaler rykket hospitalerne i en mere bæredygtig retning. Det er sket ved at generere ny viden gennem små og store udviklingsprojekter, som bl.a. har ført til mindre plastforbrug og brug af flergangsinstrumenter i stedet for engangssutursæt – tiltag, som andre lande og regioner lader sig inspirere af.
Det er udviklingschef Maria Gaden, der tog initiativ til etablering af centeret. Hun arbejder meget ud fra remsen ”reduce, reuse, recycle”. Fx er den sterile afdækning ved operationer under centerets lup, og man er i gang med at undersøge, om man kan bruge mindre og skifte til flergangsafdækning, så materialerne genbruges.
Hendes bedste råd til tandlægerne er at skære ned på forbruget af engangsartikler:
– Ved at gå fra engangsartikler til bøtter, kopper, bakker, metalinstrumenter og andre flergangsartikler, så sparer man et sted mellem 40 og 90 % CO2 – også selvom man bruger vand, sæbe og strøm på det, siger Maria Gaden.
Har man ikke ressourcer på klinikken til at få lavet et klimaregnskab, anbefaler hun, at man ganske enkelt kigger sine indkøbstal igennem: Bruger man fx 10.000 engangskopper om året, kan man enten fjerne dem helt eller blot halvere sit indkøb. Det vil også gøre en forskel.
Maria Gaden påpeger dog også, at det mest bæredygtige er at tænke i forebyggelse, så patienterne kommer så lidt som muligt på klinikken:
– Hver gang, man helt lader være med bruge materialer, så sparer man jo 100 % CO2. Hver gang vi bruger mindre af noget eller genbruger noget, sparer man en stor mængde CO2.
7 nemme, bæredygtige tiltag på klinikken
- Sæt jer ind i, hvorfor bæredygtighed er vigtigt
- Vælg en grøn repræsentant
- Gennemgå alle indkøb – og køb kun ind ved behov
- Brug færre plastikkrus m.m
- Køb mere kliniktøj og vask sjældnere
- Skift klinikkens lyskilder til LED og brug grøn strøm
- Optimér behandlingsplanen for patienterne, så forbruget mindskes
Kræver grønne arbejdspladser
Kigger man ind i klimakrystalkuglen, tror overtandlægen i Vejle, Heidi Roed Breuning, at klima vil blive et parameter, når unge tandlæger fremover søger arbejde.
– Her i tandplejen har vi talt om, at arbejdspladsernes klimafokus måske kan være med til at afgøre, om den kommende generation af tandlæger synes, at det er en attraktiv arbejdsplads eller ej, siger hun.
Som underviser i faget ’Bæredygtighed på tandklinikken’ på tandlægeuddannelserne kan Nina Helle Thulstrup nikke genkendende til de unges interesse i bæredygtighed. I flere år har faget været et af de mest populære valgfag:
– Den unge generation bekymrer sig om deres fremtid. Derfor vil de gerne vide mere, så de kan handle og tage del i vores fælles kamp om et sundere klima. Der kommer en generation, der stiller krav til deres arbejdsplads og gerne vil arbejde hos en ansvarlig virksomhed. Så bæredygtighed er bestemt en måde, klinikker kan tiltrække og fastholde medarbejdere på i en tid, hvor vi mangler tandlæger.