"Jeg vil ikke rende hovedløst rundt og ikke kunne være noget for andre"

Kim Aaes spørger:

Hvorfor skar du så væsentligt ned på din arbejdstid, og hvad har beslutningen betydet for dit liv?

– Forklaringen på mit valg skyldes, som sådan noget jo ofte gør, et sammensurium af ting og er nok både en lyst til forandring og en række tilfældigheder. Jeg var ikke ved at gå ned med stress, men tandlægebranchen er jo ikke blevet mindre stressende de seneste 20 år, og jeg havde bare ikke lyst til at rende hovedløst rundt og ikke kunne være noget for andre. Jeg kunne også mærke, at jeg ikke syntes, at mit arbejde var helt så sjovt, som da jeg begyndte. Så da jeg mødte min kone, Tina, som boede på Fanø og allerede havde gjort sig mange tanker om indretningen af sit arbejdsliv, var det oplagt, at jeg sprang ud i at gøre noget nyt. Så jeg greb muligheden for at indrette mit eget arbejdsliv anderledes.

Du arbejder kun halvt så meget, som du gjorde før – hvad får du tiden til at gå med?

– Jeg har været bevidst om ikke bare at fylde fritiden ud med en masse andre faste opgaver og projekter. Så jeg prioriterer også at have tid til bare at gå ture. Min kone og jeg har en hjortehund, som er den hunderace, Karen Blixen havde. Han hedder Flindt, og ham går jeg mange ture med. Fanø er rig på natur. Strand, klit og skov. Og Flindt og jeg tager det hele ind hver eneste dag. Men jeg har også genoptaget mit gamle engagement i faldskærmsudspring og har fået rigtig godt gang i at springe igen. Jeg er begyndt at løbe. I bare fødder! Ikke noget med fivefinger shoes her. Det skal være med helt frie tæer! Jeg har genoptaget min barndomsinteresse for møntsamleri, som ellers har været lagt på is, siden jeg var otte år gammel. Og jeg er blevet et endog meget passioneret medlem af øens lokale cigarklub. Det er faktisk et ufravigeligt krav for mig, at jeg skal fotograferes med en cigar i munden til den her artikel. Og så er jeg blevet bestyrelsesmedlem i den lokale jazzklub. Jeg nyder at have god tid til at gå og rigge til, stille borde og stole frem og sørge for øl og vand i køleskabet inden en koncert. Jeg kan sagtens få mine dage til at gå.

Hvad har dit valg betydet for din arbejdsglæde?

– Jeg synes, at den reducerede arbejdstid har givet mig en større energi og lyst til at engagere mig i mine patienters liv og levned. Til at se ud over deres mundhule og interessere mig for, hvem de er. Det er jo sådan, det skal være i vores fag. Vi siger, at vi ikke kun skal forholde os til tænderne, men til det hele menneske. Men det kan være svært at mønstre det overskud, det kræver at forholde sig til det hele menneske, når man har mange patienter i stolen hver dag. Dag ud og dag ind. Det er bestemt ikke kun mine patienter, der har gavn af, at jeg har fået mere tid og overskud. Det er i lige så høj grad mig selv. Jeg oplever nyt, lærer nyt og bliver en del af nye ting, hver gang jeg får mulighed for at tale med et menneske, der sætter sig i stolen her i klinikken. Så hvis jeg skal være helt ærlig, får jeg nok mere ud af det end dem.

Tandlæger er jo ikke kendt for at skære ned på arbejdstiden – hvad siger dine kolleger til dit valg?

– Jeg kender kun få tandlæger. Og for dem har det ikke været den store overraskelse. Men jeg kan se, at det generelt er et valg, der vækker opsigt. Når jeg møder de lokale ved Brugsen – de ved jo efterhånden, hvem jeg er, og der står også Dr. Tooth på min nummerplade – så er det ofte det, de spørger ind til. Flere spørger, om man kan leve af at arbejde så lidt. Det kan man godt. Selvom man måske lever lidt mere spartansk. Det vigtige for mig er, at jeg lever mere på mine egne betingelser nu. Og at det ikke er mit fag, men det, jeg vælger at bruge mit liv på, der definerer, hvem jeg er.

Hvem vil du give stafetten videre til og hvorfor?

Niels Præst er medejer af en stor tandlægeklinik i Vildbjerg, der tæller godt 30 ansatte og betjener mellem 12.000 og 13.000 patienter.

Kim Matthiesen spørger:

Hvad er fordelene ved at drive en stor klinik, og hvordan sikrer I en nærværende og personlig behandling af patienterne?