Derfor bidrager tandlægen til patientsikkerheden

Som tandlæge bidrager du til patientsikkerheden, hver gang du laver en indberetning på en formodet lægemiddelrelateret bivirkning.

I sidste ende er det med til at forbedre folkesundheden markant, mener tandlæge, ph.d. Camilla Kragelund.

I et studie af ”spontant indberettede formodede orale lægemiddelbivirkninger i årene 2009-2019” viser det sig, at kun 6 % af de såkaldt formodede orale bivirkninger (FOB) blev indberettet af en tandlæge. 38 % af de FOB blev indberettet af en læge. Og i 30 % af tilfældene var det borgeren selv, der stod for indberetningen.

Spørger man Camilla Kragelund, seniorforsker bag studiet, er tallet for tandlægestandens indberetninger overraskende lavt, så derfor vil hun gerne slå et slag for tandlægernes ekspertise indenfor den orale sundhed:

– Som tandlæger skal vi stole på vores faglige formåen, når det kommer til oral sygdom og oral sundhed. Og i den aktuelle debat om at få ”munden tilbage i kroppen” i sundhedsvæsenet, er indberetningerne et af de områder, hvor vi virkelig kan gøre en forskel, siger hun og uddyber:

– Vi skal ikke være bange for at indberette, når vi mistænker lægemiddelbivirkninger hos en patient – og når det handler om orale bivirkninger, er det ofte tandlægen, der ser symptomerne først. Som tandlæge er du uddannet til at diagnosticere orale sygdomme, og sygdom i munden kan være tegn på sygdom andetsteds i kroppen.

Tidlig diagnostik

Som tandlæge ser man typisk patienterne, når de er i øvrigt raske. Hvorimod lægen ser patienterne, når de er syge.

– Det giver os tandlæger en unik mulighed for at bidrage til tidlig diagnostik af ikke kun orale sygdomme, men også systemiske sygdomme, siger Camilla Kragelund.

Men hvorfor ser vi ikke flere indberetninger fra tandlæger?

Ifølge Camilla Kragelund kan det skyldes, at tandlægen kan komme i tvivl og derfor være bange for at begå fejl ved at indberette. Det ser man særligt i de tilfælde, hvor de pågældende bivirkninger ikke allerede er nævnt i produkt­resuméet.

Det sker også, at tandlægen kommer i tvivl om, hvem, der har ansvaret for at indberette:

– Er det mit bord som tandlæge, spørger mange. Og her er mit entydige svar: Ja, det er dit ansvar at indberette – også selvom, det er lægen, der har udskrevet medicinen.

Det er ikke kun vigtigt for patientsikkerheden, påpeger forskeren. På sigt er det med til at forbedre vores viden om bivirkninger, hvor der især for de orale bivirkninger ofte er meget begrænset viden. Det skyldes bl.a., at de orale bivirkninger sjældent nævnes i produktresuméerne.

– Og så tror jeg også, det er vigtigt for tandlægens faglige selvforståelse at indberette, når oral sygdom forbindes med lægemiddelbivirkning, tilføjer hun.

Camilla Kragelund minder om, at betegnelsen ”formodede” bivirkninger netop indikerer, at symptomer, hvor tandlægen er i tvivl, også skal indberettes, når det drejer sig om en ”ukendt” eller ”alvorlig bivirkning”, eller når en bivirkning er forårsaget af et nyt lægemiddel.

– Så når en patient fx kommer ind med pludseligt opståede små sår i munden eller pludseligt øget cariesaktivitet, er det vores ansvar at udrede, hvad det kan skyldes, og også at indrapportere det, hvis der kan være tale om lægemiddelbivirkninger.

Men der er også en anden grund til, at tandlægerne ikke indberetter i samme grad som lægerne, mener Camilla Kragelund.

Det kan handle om, at man som tandlæge ikke altid kender patientens sygdomshistorik, og at patienten kan vælge at sortere i informationerne, når man spørger ind til deres medicinforbrug. Også derfor er det vigtigt, at patienten ved, hvorfor tandlægen spørger – nemlig at det er vigtigt for vores munds sundhed, at tandlægen får kendskab til sygdomme og den medicin, man tager.

Det hele menneske

Som tandlæge ser man ofte sine patienter flere gange om året igennem et langt liv. Har man fokus på det hele menneske og får etableret en god kontakt til patienten, så bliver det naturligt at spørge ind til patientens sygdomshistorik, større livskriser osv.

Camilla Kragelund har selv for vane at hente sine patienter i venteværelset. Det gør hun dels for at etablere et godt forhold til patienten, men også for at stille skarpt på patientens almene helbred.

– Det er her, jeg spotter, om Hr. Hansen kommer humpende ind i klinikken, eller om der er tegn på misbrug af den ene eller anden art. Under samtalen fortæller han mig måske, at hans kone er gået bort for nylig, og at han er begyndt at drikke derhjemme alene. Alt, der kan give mig en fornemmelse af patientens situation, fra jeg møder ham i receptionen, til vi er færdige med konsultationen. 

På den måde bliver det naturligt for hende som tandlæge at spørge ind til patientens medicinforbrug på en engageret og ikkestigmatiserende måde.

– Oftest vil patienten svare, at ”det går fint”, og formentlig undlade at fortælle om x og y. Han mener måske ikke, det vedrører tandlægen. Det er meget normalt. Men uden at være fordømmende kan vi spørge: ”Har du talt med din læge om dine smerter i hoften?” eller ”at du er begyndt at drikke for meget?” og opfordre til at kontakte egen læge. Det er med til at skabe en tryg dialog, hvor patienten åbner mere op.

Camilla Kragelund påpeger, at tandlægen kan have nemmere ved at opdage tidlige symptomer og dermed bidrage til behandlingen af det hele menneske sammen med lægen.

– Generelt mener jeg, at vi skal blive meget bedre til at samarbejde med lægerne – og de med os, så vi kan få glæde af hinandens faglige forskelligheder, siger hun.

Stort medicinforbrug

I Danmark lever omkring 1,78 millioner mennesker med en kronisk sygdom eller lidelse, som de er medicineret for, ifølge tal fra Danmarks Apotekerforening. Det svarer til 36 % af den voksne befolkning.

Heraf er der ca. 700.000 danskere, der tager fem eller flere lægemidler samtidig – hver dag. Det er det, man kalder ”stærkt multimedicineret”.

Man ved også, at jo flere lægeordinerede præparater man tager, jo højere er risikoen for bivirkninger – og ikke mindst: forøget risiko for interaktion imellem præparaterne.

Det er disse kronikere, man som tandlæge skal være særligt opmærksom på, mener Camilla Kragelund.

Hun fremhæver mennesker med osteoporose, som får udskrevet alendronat, som kan medføre knogledød i kæberne. Men også patienter, der er eller har været i behandling for kræft.

– Husk at spørge ind til symptomer, der kan være følger af den medicinske behandling, siger hun.

Camilla Kragelund har som tandlæge selv hyppigt mødt patienter, der har fået udskrevet mere end 10 forskellige præparater dagligt – og som klager over fx mundtørhed. I et enkelt tilfælde har hun haft en patient i stolen, som fik 19 forskellige præparater.

– I disse tilfælde vil jeg anbefale, at man som tandlæge forsøger at få et rigtig godt samarbejde med patientens læge, da det kan være relevant, at patienten får lavet en medicingennemgang.

Forskeren fremhæver mundtørhed som en af de ”mindre bivirkninger”, som lægen måske ikke ser som det store problem:

– Her er det os som tandlæger, der har ekspertisen på området, der ved, at mundtørhed i sidste ende kan føre til øget sygdomsaktivitet i munden, men også kan påvirke kroppen mere generelt. Mundtørhed kan også være tegn på allerede eksisterende autoimmun sygdom.

– Også overvækst af tandkød pga. medicin kan medføre parodontalsygdom og caries, der i sidste ende kan betyde, at patienten knækker eller mister tænder, hvilket må siges at være en alvorlig bivirkning, påpeger Camilla Kragelund.

Medicin med bivirkninger

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal alle formodede bivirkninger hos nye lægemidler indberettes inden for de første to år, de er på markedet. Og i følge lovgivningen skal ”alle alvorlige” og ”ukendte bivirkninger” indrapporteres, uanset hvor længe lægemidlet har været markedsført.

Men det er ikke altid, det sker. 

I en årrække var vaccinen Gardasil, som forebygger HPV-relateret kræft, i forskernes og borgernes søgelys. Og i de senere år er nyere præparater som COVID-vaccinerne, ADHD-medicin og vægttabsmedicinet Wegovy og Ozempic mod type 2-diabetes også kommet på listen over lægemidler med formodede, orale bivirkninger.

Hvad bør man gøre som tandlæge, hvis man har mistanke om en formodet bivirkning?

Camilla Kragelunds råd er dels at blive klogere på patientens almentilstand, dels at undersøge bivirkningsprofilen for de lægemidler, patienten får ordineret.

– Undersøg de spontane indberetninger for det aktive stof på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, hvor du kan se, om andre har indberettet før dig. Spørg også patienten, om han har fået symptomer efter at have startet på nyt lægemiddel, og om han har fået gennemgået sin medicinliste for nylig af egen læge eller på apoteket – og brug så din faglighed som tandlæge til at lave en indberetning.

Camilla Kragelund minder om, at nikotinerstatningsprodukter, vægttabsmedicin og midler mod impotens er præparater, som nogle patienter aktivt undlader at nævne for tandlægen. Mange mener ikke, det er nødvendigt at nævne. Og særligt for vægttabsmedicin og midler mod impotens har Camilla Kragelund mødt patienter, som føler skam over at skulle fortælle om brugen af.

Ikke mindst her er det vigtigt at bruge sin faglighed som tandlæge og sin menneskelighed i mødet med patienten, mener forskeren.