Kolleger i krise

Ferien havde været fin, fortalte tandplejeren Anne, da hun kom tilbage på arbejdet efter sommerferien. Hun havde dog døjet med lidt ubehag og natlige svedeture, betroede hun et par af sine kolleger i kaffepausen. Men ikke noget alarmerende.

Men efter et par dage fik hun det pludselig dårligt midt i arbejdstiden.

På klinikchefens anbefaling fik Anne en akuttid hos lægen.

Til kollegerne sagde hun, at hun ville være tilbage om eftermiddagen. Men hun kom aldrig tilbage. For samme eftermiddag blev Anne indlagt på hospitalet med det, som skulle vise sig at være en aggressiv kræftdiagnose.

Det var et stort chok for personalet, at deres livsglade og altid så positive kollega på kort tid blev alvorligt syg. Og ikke mindst var det et kæmpe chok, da hun kun tre måneder senere døde af sin sygdom.

Et godt arbejdsklima

Hvad gør det ved en klinik og medarbejdergruppe, når en ulykke i det omfang rammer ned lige midt i arbejdsfællesskabet? Hvad gør man, hvad siger man, hvem tager sig af hvad?

Klinikejeren Thomas beskriver det som at sejle et sejlskib:

– Man skal sørge for på forhånd, at alle reb ligger snorlige. For så let som ingenting slår vejret om, og så har du brug for, at det hele virker. Hvis man i den situation skal til at vikle rebene ud, så går det galt. Med det mener jeg, at kulturen og arbejdsklimaet skal være på plads.

Samtidig er det svært at vide, hvad man helt konkret skal forberede sig på, for det er meget uforudsigeligt, hvad sådan en situation kalder på.

En tæt kontakt

Da klinikejeren primært var patientansvarlig, gav han sin klinikassistent og klinikchef, Marianne, ledelsesansvaret i forhold til medarbejderne.

Det skulle vise sig at være en god beslutning. For ingen var i tvivl om, hvem der havde bolden i den periode, hvor kollegaen Annes indlæggelse fyldte det hele, og personalet var i chok.

Den første vigtige opgave var at sikre sig, at Anne og hendes familie forstod, at de havde klinikkens fulde opbakning, fortæller Marianne.

– Jeg ringede til hende løbende, fulgte hele tiden op og besøgte hende også derhjemme sammen med en kollega. Vi fik en fortrolighed, og jeg fortalte hende, at hun kunne ringe dag og nat, hvis hun havde behov for det. Og så forsikrede jeg hende om, at hun stadig havde sit job, når hun kom tilbage.

Det var vigtigt for Marianne at gøre sin syge kollega tryg – og give hende håb – også selvom hun ret hurtigt vidste, at Anne ikke kom tilbage.

For klinikchefen føltes det naturligt at involvere sig helt tæt på. Men hun er bevidst om, at ikke alle kan gøre det.

– Jeg er leder, og derfor opretholder jeg altid en sund distance til medarbejderne. Men den professionelle distance afholder mig ikke fra at gå ind og være meget personligt involveret, hvis det er påkrævet.

Og det var påkrævet, for Anne ønskede en tæt kontakt til sin arbejdsplads. Men der må man fornemme, hvad situationen kalder på, påpeger klinikchefen, som også fik travlt med at bearbejde chokket med kollegerne i frokostpauserne.

– Vi reagerer alle forskelligt. Nogle reagerer først efter et stykke tid, andre har et stort behov for at lette hjertet med det samme. Det kan ikke planlægges, og det kan ikke foregå på et møde. Det er her og nu, at man må gribe den, når behovet er der.

Spørgsmål fra patienterne

Samtidig med, at hele klinikken var ramt af sorg, skulle alle samarbejde om at få logistikken til at gå op. For hullet efter den sygemeldte kollega skulle jo udfyldes, og ingen havde lyst til at ansætte en ny, fortæller klinikejeren Thomas.

– I starten fik patienterne en ny tid, men da vi så måtte ringe en måned senere og flytte den tid, så krævede det jo en forklaring. Og hvad skulle vi sige til dem? Det måtte vi løbende afstemme med hinanden.

Alle gav den en ekstra skalle i den periode for at få det til at hænge sammen.

Og samtalen med patienterne om den sygemeldte klinikassistent blev ved og ved. I et helt år efter begravelsen spurgte de ind til det. Ingen kunne forstå, at det kunne gå så stærkt.

De sørgede for at tage snakken i receptionen, så den var overstået, når patienten kom ind i tandlægestolen.

– Selvfølgelig var det hårdt at skulle tale om dødsfaldet igen og igen. Men – på den anden side er det vel sådan, at jo flere gange man taler om noget svært, jo nemmere bliver det.

En fælles sorg

Der var mange tvivlsspørgsmål for klinikkens ledelse de måneder. Hvor meget skal vi fortælle personalegruppen? Skal vi besøge den sygemeldte? Bør vi deltage i begravelsen? Skal vi melde dødsfaldet ud offentligt på klinikkens hjemmeside og sociale medier?

Men fordi Anne selv var åben omkring sin sygdom, blev det naturligt for de to ledere også at være så åbne som muligt i hele processen. Medarbejderne blev informeret undervejs, og også hver gang klinikchefen havde talt i telefon med Anne eller Annes familie.

Også derfor føltes det naturligt for hele personalegruppen at deltage i begravelsen. Klinikken blev lukket den dag, og alle 10 medarbejdere og to chefer tog med i kirken.

– Præstens ord var en trøst for alle – og vi blev mindet om at huske vores kollega for de gode, livsglade dage fremfor fra den sidste meget svære tid, fortæller klinikchefen.

Efter begravelsen gik alle fra klinikken over på en café. Til at starte med var alle lidt tavse. Men så begyndte historierne om deres afholdte kollega at pible frem.

– Det var en vigtig del af vores fælles sorgproces, vurderer klinikchefen.

Vi reagerer alle forskelligt

Når vi er udsat for den type chok og sorg, som en god kollegas pludselige dødsfald er, så klarer vi os bedst igennem, hvis vi har en eller anden retningslinje eller et ritual.

Det mener psykolog Mai-Britt Guldin, der forsker i sorg ved Aarhus Universitet.

– Det er en god idé, hvis ledelsen på en arbejdsplads har tænkt over, hvordan ekstraordinære situationer skal håndteres: ”Det er sådan her, vi gør”.

Men man skal være meget opmærksom på, at det ikke er nok at Google og downloade en ”sorgpolitik” på nettet. Man kan godt have glæde af en skabelon, men hvis den ikke bliver tilpasset den enkelte arbejdsplads, så virker den ikke efter hensigten. For der findes ikke én rigtig måde at håndtere sorg på. Så det, man gør, skal tilpasses arbejdskulturen.

En nyere undersøgelse foretaget af Gallup for Det Nationale Sorgcenter viser, at ikke færre end 63 % af danskerne oplever en berøringsangst omkring sorg. Knap hver anden fortæller, at det er så tabubelagt, at de finder det svært at tale med andre om.

Sorg er et svært emne, understreger Mai-Britt Guldin:

– Vi bliver alle en smule mundlamme. Men det er ikke ensbetydende med, at der er noget galt, eller at vi til syvende og sidst ikke finder ud af at tale med vores mest fortrolige alligevel.

Der er ifølge psykologen stor forskel på, hvordan vi individuelt reagerer på sorg, så der skal være god plads til den enkelte. Nogle føler sig pressede, hvis man taler om sorg i et fællesskab. Andre har et stort behov for at sætte ord på. Ingen kan diktere, hvad man skal føle, og hvordan man skal tale om sorgen.

Det kan klinikejeren Thomas genkende:

– Det vigtige er, at alle taler godt sammen, så man i fællesskab kan tage tingene, som de kommer. Den bedste forberedelse er, at man i det daglige prioriterer en omsorgsfuld atmosfære, en tryg kommunikation og en klar rollefordeling, ­lyder det fra ham.

Klinikchefen er enig og supplerer, at hun som klinikchef har fået en skærpet opmærksomhed på sine medarbejdere efter Annes død – og er meget opmærksom på at skabe et trygt arbejdsmiljø:

– Vi vil gerne have en kultur, hvor det er OK at gå til lægen – og OK at melde sig syg. Vi som ledere prioriterer også åbenhed i det daglige, fx fortæller vi altid, hvorfor vi går til møde. Der skal ikke foregå noget bag nogens ryg, fastslår hun.

Klinikkens identitet er redaktionen bekendt, men Anne og de to ledere har opdigtede navne. Vi har valgt at anonymisere Annes historie af hensyn til familien. Artiklen er læst og godkendt af klinikchefen "Marianne".