Folkesundheden taber, når tænderne ikke er en del af pensum

Hvis kommende generationer af folkesundhedseksperter, læger og andre sundhedsprofessionelle ligefrem bliver bedt om at bladre hurtigt hen over siderne, der omhandler mund og tænder, så er der grund til at slå alarm. Det skriver Torben Schønwaldt, formand for Tandlægeforeningen.

TB2025 03 Leder
Tekst: Torben Schønwaldt

Munden er en del af kroppen.

Har du hørt det før? I hvert fald, hvis du jævnligt læser Tandlægebladet og følger med i, hvad Tandlægeforeningen mener og siger.

Der er efterhånden betydelig evidens for, at der er en tæt sammenhæng mellem sygdom i munden og sygdom i kroppen, som fx diabetes, hjerte-kar-sygdomme og gigt.

Og vi ved også, at mange kronikere, folk med psykiske lidelser og kræftpatienter udvikler sygdom i munden og tænderne pga. den medicin, de tager.

Derfor var jeg heller ikke overrasket, da jeg forleden lyttede til Tandlægeforeningens podcast Odontoverset, hvor kandidat i folkesundhedsvidenskab Nikoline Nygaard fortæller om et nyt, stort dansk forskningsstudie, der viser, at gingivitis i barndommen øger risikoen for at udvikle diabetes som voksen.

Der er et ”kæmpehul” i vores sundhedsvæsen, når det gælder viden om tandsundhed

Det, jeg hæftede mig mest ved, var imidlertid Nikoline Nygaards ord om, at der er et ”kæmpehul” i vores sundhedsvæsen, når det gælder viden om tandsundhed og dens betydning for resten af kroppen.

Nikoline Nygaard fortæller, hvordan hun og de øvrige studerende på uddannelsen i folkesundhedsvidenskab direkte blev opfordret til at springe afsnittet om tænder over i faget humanbiologi.

”Der var 10 sider, vi fik at vide, vi bare skulle skippe. Det var ikke vigtigt. Det var dem, der handlede om tænder.”

Tak for kaffe!

Hvis kommende generationer af folkesundhedseksperter, læger og andre sundhedsprofessionelle ligefrem bliver bedt om at bladre hurtigt hen over siderne, der omhandler mund og tænder, så er der grund til at slå alarm.

Tænderne skal være en del af pensum. Ellers gør vi både tandsundheden, folkesundheden og i sidste ende danskerne en bjørnetjeneste.