Tro, håb og kærlighed
Budskabet fra den nye udstilling ”Tænder” på Medicinsk Museion er tydeligt: Helt tilbage til omkring år 1900 udgjorde tænderne en del af folks identitet.

Det er nærmest et lille stykke danmarkshistorie. På en ny udstilling om tænder kan man møde en guldprotese fra en dansk sømand med de indgraverede symboler: et kors, et anker og et hjerte, som hver især symboliserer tro, håb og kærlighed. De over 120 år gamle tænder hviler stadig bag guldprotesen.
Budskabet fra den nye udstilling ”Tænder” på Medicinsk Museion er tydeligt: Helt tilbage til omkring år 1900 udgjorde tænderne en del af folks identitet. Også dengang var tænderne afgørende for resten af vores krop, selv om tændernes forbindelse med kroppen ofte har været overset. Med sjældne fund fra fortiden understreger udstillingen den nære sammenhæng. En sund krop hænger sammen med en sund mund, som talrige studier også fastslår.
I den nye udstilling kommer man helt tæt på guldtænder, gamle proteser, gyldne grillz og tandlægeredskaber fra 1840’erne. Man kan nærstudere caries gennem et mikroskop og se en detaljeret voksmodel af mundens nervebaner. Udstillingen gemmer også på en helt speciel genstand – Johann Friedrich Struensees tand, den berømte kongelige livlæge.
Udstillingen kan ses indtil den 21. december 2025 på Medicinsk Museion i København. Til sommer bliver den desuden fulgt op af en undersøgende videnskabspodcast om et gådefuldt mysterium om Struensees tand.