I gabet på en tiger

På knæpuder ligger specialdyrlæge Hanne Kortegaard i et bur bag tigeranlægget i København ZOO og arbejder i den gigantiske mund. Hantigeren Dexter skal have trukket tre fortænder ud i overmunden. De store tænder er knækket ved rødderne.

TB2025 06 07 Detaljen
Tekst: Sofie Stokholm Jacobsen

På knæpuder ligger specialdyrlæge Hanne Kortegaard i et bur bag tigeranlægget i København ZOO og arbejder i den gigantiske mund. Hantigeren Dexter skal have trukket tre fortænder ud i overmunden. De store tænder er knækket ved rødderne.

Seks-otte personer er til stede denne novemberdag sidste år – både dyrlæger, dyrepassere, veterinærsygeplejerske og elever. Først bliver Dexter skudt med et luftgevær med en bedøvelsespil. Dernæst prikker dyrepasserne til ham gennem tremmerne med et kosteskaft for at tjekke hans reflekser. Og piller ved hans hale for at være helt sikre på, at bedøvelsen virker. Indgrebet tager en time, og i fire-fem dage efter får Dexter godbidder med smertestillende.

Det kræver 10 personer at flytte rundt på en fuldvoksen tiger. Og det er mest sikkert at lade Dexter blive i tigerburet. Kun når dyr er tilpas små og ufarlige at transportere, kan tandbehandlinger foregå på hospitalet. Ellers kommer Hanne Kortegaard til dem.

Med jævne mellemrum får Hanne Korte­gaard en brunbjørn eller isbjørn ind som patient. Hun har også behandlet stødtænder på en elefant. Når hun møder nye dyrearter, låner hun kranier fra zoologiske afdelinger for at forberede sig. En særlig svær case var en vanskelig hjørnetandsekstraktion på en gammel hanchimpanse. Det tog tid.

Hanne Kortegaard har altid vidst, at hun ville være dyrlæge. Især arbejdet med dyrenes tænder kræver stor viden og øvelse i hænderne, men giver et hurtigt resultat. Det er Hanne Korte­gaards drivkraft. At opleve, hvor stor gavn ­dyrene får af behandlingen. 

Kilde:

Hanne Ellen Kortegaard, specialdyr­læge, ph.d., Dipl. EVDC og studieadjunktdyrlæge, ­Institut for Klinisk Veterinærmedicin, 
Københavns Universitet