Sommertid:

"Turisterne kommer med løse tænder og sangria i blodet"

På den danske tandklinik på Costa Tropical er det ikke et sjældent syn, at tilskadekomne turister kommer ind på klinikken iført badetøj og høj promille. Nete Larsen kan denne sommer fejre 20 år som tandlæge på Solkysten i Sydspanien.

TB2025 06 07 Sommertid (6)
Foto: Demi Stocks
Tekst: Charlotte Nordell Carlsen

Nete G. Larsen

50 år

Uddannet i år 2000 fra Aarhus Universitet

Ansat i 5 år på privatklinik i Tønder

Fra 2005 tandlæge og siden klinikejer på Clinica DentaDanés på Costa Tropical i Sydspanien 

Kort før lukketid kommer en beruset dansk kvinde sidst i 50’erne ind på Clinica DentaDanés. Hun er iført våd badedragt og har slået syv tænder ud af munden. Kvinden er på ferie på Cos­ta del Sol for at fejre sin gode veninde, der skal giftes. Men dagen før brylluppet går gæsterne i baren på hotellet – og det bliver festligt. Kvinden får lidt rigeligt sangria, falder ved poolen og slår tænderne så kraftigt, at den fuldbro, hun havde fået sat på i Danmark, bliver slået løs i overmunden. 

– Kvinden kommer ind på klinikken med de her blottede tandstumper. Hun er temmelig fuld og fortæller os så, at hun skal stå klar som brudepige dagen efter. Så hvad gør vi?

Nete Larsen og hendes kollega arbejder i fire timer på kvindens tænder. Hun får foretaget syv rodbehandlinger med stiftopbygninger og en midlertidig fuldbro, så hun kan smile bredt til brude­parret den næste dag. 

– Den slags procedurer – selvom det er lappeløsninger – har vi mange af. Men patienterne går glade herfra, og alene dét er jo enormt tilfredsstillende, fortæller hun.

Vi udskriver et hav af antibiotika af den slags, man gerne må skylle ned med en kold øl

Fadøl før behandling
Nete Larsen har altid gerne villet arbejde i udlandet, og efter fem år som tandlæge på privatklinik i Danmark falder hun over et jobopslag. En lille danskejet klinik på Spaniens sydkyst mangler en assistenttandlæge. Det er lige et job for hende. 

Dengang i 2005 var Nete Larsen gift med en amerikaner, en ivrig golfspiller, som gik og frøs i Danmark. Så det var ikke svært at overtale ham til at drage sydpå. 

– Jeg husker tydeligt jobsamtalen. Det var ret specielt at komme ind på den her lille klinik en times kørsel uden for Malaga. Der er en vandfontæne midt i bygningen, og i baren ved trapperne op til klinikken sidder patienterne og får sig en kold fadøl og lidt tapas, imens de venter på deres behandling, mindes hun. 

Hun takker ja til jobbet – og har heller ikke svært ved at få arbejdstilladelse som dansk tilflytter: 
– ”Hola, soy Nete”, siger jeg på kommunekontoret i Malaga. Og det var også sådan cirka det, jeg kunne sige på spansk. Og så var jeg godkendt. Det er noget andet i dag, hvor de spanske myndigheder kræver, man taler sproget flydende, når man søger om arbejdstilladelse, fortæller hun. 

TB2025 06 07 Sommertid (5)

Travle perioder
Det er 20 år siden denne sommer, og Nete Larsen er i dag ejer af Clinica Denta­Danés. Foruden hende selv tæller klinikken en engelsk tandlæge, der er specialiseret i rodbehandlinger og implantater, en tandplejer og tre spanske klinikassistenter. 

Som den eneste danske tandlæge på Costa Tropical er der rigeligt at lave i vinterhalvåret. Fra slut september til april rejser danske og svenske tilflyttere ned til deres spanske ferieparadis. 

Om sommeren er venteværelset fyldt med skandinaviske turister. Også voksne børn af tilflytterne, som benytter lejligheden til at få lavet en billig tandbehandling midt i deres sommerferie. 

Og selvom området omkring Nerja, 70 km øst for Malaga, ikke er den mest overrendte del af Solkysten, er der jævnt travlt i klinikken hele sommeren.

Nete Larsen er glad for de travle perioder: 
– Der er en anden stemning på klinikken. Vi tager imod turister smurt ind i kokosolie med en tand, der er flækket på en olivensten, dem, der er væltet på mountainbiken eller har drukket sig for fulde og er faldet i poolen. Der er også dem, der er rejst på ferie med en dårlig tand, som så er blevet værre på flyveturen – og når de kommer frem, så bliver det akut. Det er sjovt, at her sker noget.

TB2025 06 07 Sommertid (1)

Glade turister
På klinikken laver de ekstraktioner, akutte rodbehandlinger, stifttænder m.m. Og så udskriver de store mængder antibiotika til ferieglade danskere, der ikke vil have ferien ødelagt pga. en dårlig tand. 

 – Vi har lært hen ad vejen, at sommergæsterne gerne vil fortsætte med at drikke alkohol, for ellers er ferien ødelagt. Så vi udskriver et hav af antibiotika af den slags, man gerne må skylle ned med en kold øl. Og hvis det betyder, at de kan klare sig med en antibiotikakur, indtil de kommer hjem til en dansk tandlæge, så er det en behandling, jeg godt kan stå inde for, siger hun. 

På klinikken oplever de også, at de om sommeren er en slags serviceklinik for turister. Folk kommer ind med bistik eller hudskader efter mødet med en brandmand i havet. Og Nete Larsen og hendes ansatte hjælper sågar folk med at betale parkeringsbøder og giver tips til gode spisesteder.

– Vi er næsten en slags turistinformation, griner hun. 

Patienterne betaler også med glæde deres regning, og alene det bidrager til arbejdsglæden, fortæller klinikejeren: 
– Helt grundlæggende ser vi jo kun mennesker, der er rejst hertil for at have det godt. Vi har patienter, der kommer igen med gaver. Man bliver lidt mere menneske, når folk er så taknemmelige, fortæller hun.