Føleforstyrrelser i tungen

Patient har fået bedøvelse lagt i højre side af underkæben før behandling med fyldning i bagerste kindtand. Der gives flere injektioner. Ved sidste injektion kommer der et stød ud i tungen, og patienten bliver meget hurtigt bedøvet. Lær af den utilsigtede hændelse her.

TB2025 06 07 Lær Af Fejlen

Patienttilfælde
Patient har fået bedøvelse lagt i højre side af underkæben før behandling med fyldning i bagerste kindtand. Der gives flere injektioner. Ved sidste injektion kommer der et stød ud i tungen, og patienten bliver meget hurtigt bedøvet. Behandling udføres. Tandlægen informerer patienten om, at der kan opleves føleforstyrrelse efterfølgende. De aftaler, at patienten skal ringe, hvis ikke bedøvelsen fortager sig. Dagen efter ringer patienten og oplyser, at bedøvelsen ikke er forsvundet i højre side af tungen. De aftaler, at patienten skal vente yderligere 14 dage for at se, om det fortager sig.

Læring
Årsagen til, at bedøvelsen ikke helt aftager, kan være, at tandlægen har fået ramt nervus lingualis. Nerver kan beskadiges med kanylespids og bedøvelsesvæsken. Anbefaling vil være, at kanyler er engangs­udstyr, der ikke bruges mere end én gang, heller ikke til samme patient. Genbrug af kanyler øger den kraft, der kræves for at penetrere huden, hvilket indikerer, at spidsen er sløv og dermed kan forårsage smerte og øget risiko for lædering af nerver. Anbefaling vil være at benytte en langsom injektionsteknik, så risiko for skade mindskes. Hovedparten af nerveskader er forbigående, men der kan gå op til måneder, før fuld remission kan forventes. Det er god praksis at informere og berolige patienten samt sikre opfølgning. Hvis der mod forventning stadig er gener, og patienten ønsker at klage eller søge erstatning, bør tandlægen henvise patienten til den regionale patientvejledning.

Emner