§ 166-ordningen:

Lang sagsbehandlingstid kan forværre svage patienters tandsundhed

Allerede før den nye udvidelse af § 166-ordningen for alvor er kommet i gang, er der op til fire måneders sagsbehandlingstid i nogle regioner, mens Region Sjælland kun har få dage. Den lange ventetid i hovedparten af landet kan risikere at gå ud over tandsundheden hos i forvejen hårdt ramte patienter.

Prioriteret
Tekst: Kim Andreasen

Fra den 1. juli 2025 er § 166-ordningen igen udvidet. Det betyder bl.a., at patienter i behandling med visse typer psykofarmaka, som oplever betydelige tandproblemer, nu også får adgang til at søge om tilskud til tandpleje. Bag står det brede flertal i Folketinget, der i januar 2024 indgik den første aftale om udvidelse af ­ordningen. 

Betydelig ventetid
Men før den nye udvidelse af ordningen er oppe i omdrejninger, har nogle af regionerne en betydelig ventetid på sagsbehandlingen af ansøgninger om tilskud. Region Hovedstaden oplyser, at der kan være op til fire måneders vente­tid på at få afgjort en ansøgning om tilskud. Det samme gør sig gældende i Region Midtjylland, hvor der aktuelt er en gennemsnitlig ventetid på tre til fire måneder. I Region Syddanmark er sagsbehandlingstiden ca. to en halv måned, mens der i Region Nordjylland aktuelt er en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 77 dage.

Tandproblemer kan forværres 
Personer ramt af cancer, og som bl.a. har fået strålebehandling, får ofte senfølger i mundhulen – især nedsat spytsekretion. Men også personer, der pga. anden sygdom og behandling udvikler nedsat spytsekretion, kan hurtigt udvikle tandproblemer.
– Komplikationer til svært nedsat spytsekretion kan være øget cariesaktivitet, herunder caries på atypiske flader, accelereret tandslid/tanderosion og tab af fyldninger og emaljefrakturer, forklarer Anne Marie Lynge Pedersen, professor på Odontologisk Institut ved Københavns Universitet. 

Vi er aktuelt i gang med at rekruttere flere medarbejdere til opgaven

Camilla Kjærulff, chefsygeplejerske på Afdelingen for Kæbekirurgi, Region Hovedstaden

Hun fastslår, at de tandproblemer, der kan opstå som følge af især kræftbehandling, kan forværres i løbet af det undertiden lange sagsbehandlingsforløb. Fx kan cariesangreb udvikle sig og blive dybere, og tænder kan frakturere og derved øge behandlingsbehovet.
– Som udgangspunkt er det hensigtsmæssigt at påbegynde profylaktisk fluoridbehandling så tidligt i forløbet som muligt og i det hele taget iværksætte en individuel forebyggende behandlingsplan så hurtigt som muligt, herunder intensiveret indkaldelse til eftersyn og kontrol, siger hun. 
I Region Hovedstaden fortæller chefsygeplejerske på Afdelingen for Kæbe­kirurgi, Camilla Kjærulff, at ­baggrunden for den lange ventetid er, at der har ­været en udskiftning af sagsbehandlere og tandlægekonsulenter, hvilket naturligt medfører en midlertidig aktivitetsnedgang. 
– Vi er aktuelt i gang med at rekruttere flere medarbejdere, både sagsbehandlere og tandlægekonsulenter, til opgaven, siger chefsygeplejersken.

Region Sjælland har løst det
I Region Sjælland har man tilsyneladende knækket koden. Her er ventetiden på sagsbehandlingen helt nede på seks dage. Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland oplyser i et skriftligt svar, at der er ansat flere medarbejdere til at håndtere ansøgninger. 
Foruden den administrative behandling af sagerne skal de gennemgås af en tandlæge. Otte timer om ugen er der ansat en tandlæge, som sidder sammen med de medarbejdere, som håndterer sagerne.