"Jeg er sådan én, der ville drukne ret hurtigt, hvis jeg bare trådte vande"
I denne måneds fagstafet svarer formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen, Signe Johanne Rasmussen, på, hvordan hun finder tid og energi til løbende at dygtiggøre dig inden for sit felt og samtidig engagere sig fagpolitisk.

SIGNE JOHANNE RASMUSSEN
Uddannet tandlæge fra Aarhus Universitet i 2004 og herefter ansat i privat praksis
Køber sin første klinik i 2018 og udvider med endnu en i 2022
Formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen siden december 2024
Mette Rylev spørger:
Hvordan finder du tid og energi til løbende at dygtiggøre dig inden for dit felt og samtidig engagere dig fagpolitisk - og hvorfor er det vigtigt?
– Som sundhedsperson er det selvfølgelig vigtigt for mig at være med på beatet, men jeg drives også af at se udvikling. Uanset om det gælder mine klinikker, mine ansatte eller mig selv. For mig er det helt essentielt at så et frø og se det vokse. Og så oplever jeg efteruddannelse som en naturlig kilde til energi. Når andre spørger mig: “Hvordan får du tid og overskud?” tænker jeg, hvordan kan man lade være? Senest var jeg afsted en gang om måneden i hele 2024 for at tage en diplomuddannelse i Paris.
Det var et afbræk fra hverdagen og fra virkeligheden som hustru, mor til tre og klinikejer. Roller, jeg elsker, men som på sin vis også kan være krævende. Når jeg tager væk, er der pludselig rum og tid til uforstyrret fordybelse. Jeg får mulighed for at zoome helt ind og koncentrere mig om at tage ny viden til mig og forberede mig til den afsluttende eksamen. Jeg har høje forventninger til mig selv og min faglighed, så det er et sted, jeg virkelig trives med at være. Det er en fantastisk kontrast til min tusindkunstnertilværelse derhjemme.
Er det det samme, der driver dit fagpolitiske engagement?
– Ja, det er grundlæggende det samme drive. Jeg vil se en udvikling. Jeg ville simpelthen dø ellers, for jeg er sådan én, der ville drukne ret hurtigt, hvis jeg bare trådte vande. Og så har jeg det også sådan, at hvis man er utilfreds med noget, så må man bidrage til at søge det ændret. Det er nok den grundtanke, jeg har haft, siden jeg blev færdiguddannet. For jeg gik ind i det fagpolitiske arbejde et år efter endt uddannelse og arbejdede først for de ansatte. Nu for klinkejerne.
Jeg vil gerne være med til at skabe en hverdag, som giver større sundhedsfaglig mening for os. Hvor tingene kan gå lidt glattere, og der er færre benspænd fra fx HK og fra myndigheder med meningsløse krav og bureaukrati. Vi er jo en faggruppe, der godt kan lide at arbejde, og vi vil hellere end gerne leve op til standarder og regler. Men det er klart, at de regler og krav skal give mening. Ellers løber alle sur i det. Uanset iver og ambition. Det er udfordringer og oplevelser fra både min egen hverdag samt fra mine fagfæller, jeg tager udgangspunkt i, i forhold til hvor jeg gerne vil sætte ind fagpolitisk for at skabe forbedring og forandring.
Hvad koster det at lægge så meget tid og energi i arbejde og efteruddannelse?
– Det betyder selvfølgelig noget tid væk fra familien. Og at der er nogle ting, jeg ikke kan nå at være med til. Men jeg har været så heldig at få lov til at dele min hverdag med en god og dejlig mand, som er helt enig i, at vi er to om at løfte de opgaver, der skal løftes som forældre. Det er ham, der smører madpakker. Og så har vi valgt at få hjælp til meget af det lavpraktiske, som fx rengøring. Men det er ikke noget, der bare er sket. Jeg har skullet øve mig på at sige fra og fx ikke sidde med i forældrerådet i alle tre klasser. Fordi jeg jo er sådan én, der synes, man skal bidrage.
Men man kan bare ikke alt. Og jeg har helt klart skullet blive bedre til at sige nej, for nogle gange har jeg da været ude og mærke den der kant eller grænse, fordi jeg altid har kørt med 110 km i timen. Grænsen er der også for mig. Og det er jeg blevet stadig mere bevidst om. Men det betyder jo ikke et nej til fagpolitisk arbejde og efteruddannelse. Det betyder, at jeg må prioritere. Det er alt for betydningsfuldt for mig at dyrke mit arbejde og mit fag og få lov til at fordybe mig. Det er en helt nødvendig kilde til energi og udvikling for mig, som jeg slet ikke ville kunne være foruden.
Hvem vil du give stafetten videre til og hvorfor?
Tandlæge Yasser Haddadi benytter flittigt fagets digitale muligheder og følger udviklingen på feltet tæt.
Signe Johanne Rasmussen spørger:
Hvor skal man starte, hvis man er interesseret i at udbygge sit kendskab til digitale muligheder, og kan du sige noget om, hvordan den digitale udvikling ser ud i nær og fjern fremtid?