Jeg føler, jeg gør en forskel for en sårbar gruppe af mennesker

06.15  / Mit vækkeur ringer. Jeg har god tid og tager det stille og roligt med bad og morgenmad. Derefter springer jeg på min cykel og kører afsted mod mit arbejde på voksentandplejens klinik på Bispebjerg Hospital. Her tilbyder vi tandbehandling til borgere i Københavns Kommune, som ikke kan benytte almindelige tandklinikker, fordi de er psykisk syge, demente eller har andre fysiske eller psykiske handicap. 

08.00  / Jeg ankommer til klinikken, som ligger i tilknytning til hospitalets psykiatriske afdeling. Der er to klinikrum, så normalt er vi to tandlæger. Men min kollega er syg, så i dag er der kun mig og min klinikassistent. Der er også en klinikassistentelev, der som en del af sin uddannelse er i praktik og skal se, hvad vi laver i dag. 

08.30  / Dagens første patient er en yngre kvinde med en hjerneskade. Jeg kender hende godt fra tidligere, men der er gået lidt tid, siden jeg har set hende sidst. Hun har noget caries, som skal behandles.

10.00  / En patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, har bedt om en akuttid. Han skal have trukket en tand ud. Han får kun tandbehandling, når han er indlagt og kan blive ledsaget. Ellers magter han det ikke. Vores patienter er oftest ledsaget, enten af deres pårørende eller personale fra det bosted eller plejehjem, hvor de bor. 

11.00  / Mine næste patienter er to ældre demente. At behandle demente kan være en udfordring. Nogle har så fremskreden demens, at de ikke forstår, hvad der sker. Så må jeg forsøge nænsomt at få patienten til at åbne munden – fx ved at bruge en tandbørste – og forsigtigt liste et spejl ind. Man kan nå langt, hvis man giver sig god tid, møder dem med en venlig og inviterende tilgang og udviser stor tålmodighed. Det lykkes dog ikke altid, og i de tilfælde må man acceptere at opgive behandlingen.

12.00  / Den sidste planlagte patient inden frokost kommer ikke, så jeg går tidligt til frokost. Det er normalt med tre-fire afbud eller udeblivelser.

13.00  / En af de patienter, som udeblev tidligere på dagen, kommer alligevel. Hun er psykisk syg, har et misbrug og bor på et bosted. Hun har meget caries og knækkede tænder. I dag når vi ikke så meget, fordi hun kom for sent, men hun får afglattet en skarp kant på en rod og lavet en fyldning. 

13.30  / Den næste patient er også en, jeg kender, men jeg har ikke set hende her i tandklinikken i fire år. Hun har parodontitis og en bro, der sidder og dingler. Jeg prøver at overtale hende til at tage broen ud, men det vil hun ikke. Jeg når at reparere den lidt med noget plast. Det er ikke noget, der holder længe, så jeg siger, at hun skal komme igen om to måneder.

15.30  / Jeg cykler hjem og køber ind til aftensmad på vejen. Efter sådan en dag er jeg godt tilfreds, fordi jeg føler, at jeg gør en forskel for en gruppe borgere, der er meget sårbare, og som også har et stort behov for tandbehandling. Nogle af mine patienter siger, at tandbehandlingen er et af de få faste holdepunkter, de har i deres ellers ensomme liv.  

18.00  / Jeg spiser aftensmad sammen med min mand. Bagefter er der generalforsamling i vores andelsboligforening. 

21.00  / Vi kører op til vores sommerhus. Jeg arbejder kun tre dage om ugen, og min mand er pensionist, så nu har vi et par fridage sammen.