Jeg kan mærke, at anerkendelsen betyder noget

05.00  / Jeg vågner på mit hotelværelse i Zagreb i Kroatien. Senere i dag skal jeg modtage en pris fra Organization for Caries Research (ORCA), men lige nu fylder en helt anden tanke. Jeg har på fornemmelsen, at det oplæg, jeg skal holde, lige skal have en sidste finpudsning. Egentlig har jeg lagt nogle videoer ind i præsentationen, men jeg beslutter at tage dem ud. Jeg er nervøs for, at de bliver for besværlige at vise. Bagefter går jeg ned og spiser morgenmad sammen med 
nogle af de andre konferencedeltagere. 

Jeg troede egentlig, at jeg skulle gå hen til det teater, hvor kongressens åbningsceremoni bliver afholdt, men heldigvis bliver jeg hentet i bil. Det er en meget varm dag, så gåturen havde været svedig.

09.00  / Kongressen begynder. Efter den kroatiske nationalmelodi og de indledende meddelelser får jeg overrakt ORCA Prize, som uddeles for banebrydende forskning i caries og et langvarigt, væsentligt bidrag til feltet. Forkvinden for komiteen læser motivationen op. Den fremhæver bl.a. mine forskningsresultater, mit arbejde med unge forskere og forskningens internationale gennemslag.

Jeg fik allerede besked i marts om, at jeg ville modtage prisen, så da jeg står på scenen, er mine tanker mest optaget af det oplæg, jeg skal holde bagefter. Men da beskeden kom, blev jeg både glad og lidt overrasket. Glad for, at min forskning og mit engagement i ORCA bliver anerkendt. Overrasket, fordi jeg troede, at løbet var kørt, fordi der er så mange dygtige forskere, der også kunne have fået prisen.

Normalt er der kun én prismodtager, men i år er vi to. En af mine gamle samarbejdspartnere, Edwina Kidd, som er professor i London, modtager også prisen.

09.30  / ORCAs co-president kommer hen til mig og spørger, om jeg kan skære et kvarter af mit oplæg. Jeg har fået 35 minutter og havde planlagt stof til omkring 30, så det er lidt presset at skulle skære så meget fra. Heldigvis driller teknikken, så det ender alligevel med at gå. 

Jeg begynder med at fortælle lidt personligt om, hvem jeg er. Derefter fortæller jeg om to forskningsprojekter, der har haft særlig betydning for mig: Nexø-metoden, som er et nonoperativt program til forebyggelse og behandling af caries hos børn og unge, og ICDAS-systemet, som bruges til at registrere caries. Det er to projekter, som mange har brugt store ressourcer på, og som virkelig har båret frugt.

Efter oplægget kommer mange hen for at lykønske mig med prisen. Selvom jeg tidligere på dagen mest har været optaget af præsentationen, kan jeg godt mærke, at det betyder noget at blive anerkendt af sine fagfæller.

13.00  / Efter frokost går vi videre til det faglige program. Kongressen varer tre dage og er opdelt i emner – tre sessioner om formiddagen og tre om eftermiddagen. Der er et hav af unge forskere, som præsenterer deres arbejde. Som fagnørd er det spændende at se, hvordan den næste generation bygger videre på de ”gamles” – herunder min forskning. Fx er der udviklet intraorale kameraer/scannere, som kan registrere caries og vurdere, hvor dyb carieslæsionen er. Jeg kan forstå, at det bl.a. bygger på noget af min tidligere forskning.

16.00  / Jeg flyver fra Zagreb til Split, hvor jeg har en mellemlanding. Turen ud mod kysten byder på nogle helt fantastiske landskaber. Jeg bruger de tre timer i Split på at spise aftensmad – en  spaghetti bolognese, der smager helt fantastisk, selvom den er varmet i mikrobølge ovnen. 

Over et glas rødvin begynder jeg at skrive en ansøgning til et ph.d.projekt, som min kollega Azam Bakhshandeh og jeg gerne vil lave sammen. Klokken 22 er jeg tilbage i Helsingør, hvor jeg runder dagen af med at se Tyskland tabe til Ecuador ved VM. Hvilken dag.