Tandkonto, gratis tandlæge til kontanthjælpsmodtagere og maksimalpriser
Lige før jul indgik alle Folketingets partier på nær Borgernes Parti en ny aftale om voksentandplejen. Det medfører en række ændringer og nye tiltag i forhold til den tilskudsmodel, som gælder i dag. Tandlægebladet giver dig overblikket.
En tandkonto til alle danskere over 21 år, gratis tandlægebehandling til kontanthjælpsmodtagere, maksimalpriser og en digital tandlægevælger. Det er hovedindholdet i den nye politiske aftale om voksentandplejen, som alle partier i Folketinget med undtagelse af Borgernes Parti blev enige om i ugen op til jul.
Den nye aftale erstatter den særlov, som har været gældende for voksentandplejen, siden Danske Regioner opsagde overenskomsten med de privatpraktiserende tandlæger i 2018. Særloven har betydet, at tandlægerne reelt har været uden indflydelse på de rammer og vilkår, de arbejder under, når de løser opgaver for det offentlige.
Fornyet indflydelse
Tandlægerne får med den nye aftale muligheden for igen at få indflydelse. I aftaleteksten lyder det således, at de samlede honorarer og ydelser, som den nye tandkonto kan bruges på, fremover skal forhandles mellem regionerne og den organisation, der repræsenterer de privatpraktiserende tandlæger, som er Tandlægeforeningen.
Tandkonto ændrer tilskudsmodellen
Aftalen vil ændre fundamentalt på den model for offentlige tilskud til tandlægebehandlinger, der eksisterer i dag. Hele den samlede tilskudsramme på 1,6 mia. kr. – som ikke hæves – skal bruges til den nye tandkonto til alle danskere over 21 år. Alle nuværende tilskud til behandlinger bortfalder. Tandkontoen giver et årligt beløb på mellem 450-850 kr., afhængig af alder, som både kan bruges på regelmæssige tandeftersyn og tandbehandling. Der indføres desuden en ny tandplejeydelse – et ”tandtjek”. Det må maksimalt koste, hvad der svarer til minimumsbeløbet på tandkontoen (450 kr.). Hvilke ydelser et tandtjek skal indeholde, skal aftales mellem regionerne og Tandlægeforeningen.
Ifølge aftaleteksten er det fremover Danske Regioner, som bærer hele budgetansvaret i voksentandplejen. Tandlægeforeningen tolker det således, at indførelsen af tandkontoen betyder, at der ikke længere vil ske en modregning i tandlægernes honorarer, hvis tilskudsrammen på 1,6 mia. kr. overskrides.
Ny model for voksentandplejen - helt kort
- Tandkonto til alle over 21 år
Alle danskere over 21 år får et fast årligt beløb på en personlig tandkonto, som kan anvendes til behandling hos tandlæger og tandplejere. Beløbet afhænger af alder, hvor unge og ældre får det højeste tilskud. Beløbet kan opspares over maksimalt to år. - Gratis tandpleje til økonomisk trængte
Den nuværende egenbetaling på 600 kr. afskaffes for kontanthjælpsmodtagere og modtagere af ydelser på kontanthjælpsniveau. - Aftalesystemet ændres
Overordnede principper beskrives i lovgivningen. Regionerne og tandlægernes organisation aftaler de elementer, der ikke besluttes ved lov, fx honorarer og ydelsesbeskrivelser – herunder hvilke ydelser, der skal omfattes af et såkaldt tandtjek. - Maksimalpriser
De nuværende faste priser på en række tandlægeydelser droppes. I stedet kommer der maksimalpriser. - Ejerskabsregler lempes
Ejerskabsreglerne lempes, så tandlæger får mulighed for at eje op til fire klinikker i stedet for de nuværende to klinikker. - Informationsindsats styrkes
Borgernes kendskab til de eksisterende 15 tilskudsordninger til tandpleje og tandbehandling skal styrkes. - Tandplejere får læseadgang til Det Fælles Medicinkort (FMK)
Tandplejere tildeles selvstændig adgang til at læse i FMK. - Digital tandlægevælger
En ny digital platform skal gøre det lettere for borgerne at vælge en tandlæge eller tandplejer. - Bedre adgang til data
Adgang til data om danskernes tandsundhed og det samlede forbrug af tandlægeydelser skal forbedres for, at man kan finde ud af, hvordan man opnår mest tandsundhed for pengene.
Gratis tandpleje til kontanthjælpsmodtagere
Selv om den økonomiske ramme på 1,6 mia. kr. ikke forøges, har regeringen og de øvrige aftalepartier afsat ca. 34 mio. kr. i 2026 og ca. 66 mio. kr. i 2027 og frem til at udvide og forenkle ordningen om tilskud til tandpleje for personer, der modtager kontanthjælp eller ydelser på kontanthjælpsniveau efter lov om aktiv socialpolitik. Det betyder, at man fjerner egenbetalingen og indfører gratis tandbehandling til kontanthjælpsmodtagere og modtagere af ydelser på kontanthjælpsniveau. Udgifter over 10.000 kr. skal dog fortsat forhåndsgodkendes af kommunen.
Målgruppen, der kan få tilskud til betaling for tandpleje efter aktivlovens §82 a, udvides også, så personer, der er økonomisk trængte, får mulighed for at søge om tilskud – selvom de ikke modtager kontanthjælp eller andre ydelser efter lov om aktiv socialpolitik på kontanthjælpsniveau.
Maksimalpriser erstatter faste priser
Med indførelsen af en tandkonto bortfalder de nuværende tilskud til alle behandlinger, og de nuværende ydelser med faste priser erstattes af ydelser med maksimalpriser. Som udgangspunkt vil det være de samme ydelser, der i dag er omfattet af faste priser, der fremadrettet vil være omfattet af tilsvarende maksimalpriser.
Den endelige ydelsesstruktur vil dog afhænge af forhandlinger mellem Tandlægeforeningen og regionerne.
Digital tandlægevælger
Aftalepartierne er også blevet enige om at oprette en ny digital tandlægevælger. Ifølge aftaleteksten skal tandlægevælgeren muliggøre en sammenligning af priser hos forskellige tandlæger og tandplejere, så man lettere kan vælge, hvor man vil have tandbehandling. Den digitale tandlægevælger skal efter planen allerede lanceres i første kvartal af 2026.
Ejerskab, FMK-læseadgang og en styrket information
Udover ovennævnte indeholder aftalen en række andre elementer. Bl.a. lempes de nuværende regler for, hvor mange klinikker en tandlæge må eje. Fremover får tandlæger lov til at eje op til fire klinikker i stedet for to som i dag. Tandplejere får fremover læseadgang til Det Fælles Medicinkort (FMK), og så skal danskernes kendskab til de forskellige tilskudsordninger til tandpleje og behandling styrkes ved hjælp af en informationsindsats. Endelig skal der være bedre adgang til data i voksentandplejen, og de nuværende data om danskernes tandsundhed skal forbedres, som det hedder i aftaleteksten.
Hvordan det konkret skal ske aftales nærmere med de partier, der har indgået aftalen.