En tid, man ikke får igen

Nikolaj Bek Vieth er privatansat tandlæge og på barselsorlov med sin lille datter. En forsøgsordning forsøger at følge med tiden og skubbe flere mandlige privatansatte tandlæger i den retning.

TB2026 03 Artikel 01
Tekst: Sofie Stokholm Jacobsen FOTO: Thomas Nielsen

Snart etårige Pernille slipper pludselig sofabordet og står selv oprejst i ti sekunder. For første gang uden nogen støtte. Pernilles far Nikolaj Bek Vieth oplever det på første række hjemme i stuen i lejligheden på Vesterbro i København.

- Da hun rullede første gang, så jeg det på video. Nu er det mig, der er hjemme. Det er virkelig fedt, siger 32-årige Nikolaj Bek Vieth.

Han er privatansat tandlæge hos Tandlægerne på Torvet i Frederikssund og har taget ni ugers øremærket barsel og overført al den ferie, han kan. Han har forhandlet sig frem til fem ugers barselsorlov med halv løn.

- Jeg er meget taknemmelig for den ordning, jeg har fået, selvom det ikke er supergode vilkår, når man sammenligner med andre brancher. Jeg ved ikke, om jeg havde gjort det, hvis det ikke var vedtaget ved lov. Så havde min hustru måske taget det hele, siger Nikolaj Bek Vieth.

Projekt flere mænd på barsel
En aktuel forsøgsordning iværksat af Tandlægeforeningen skal gøre det mere attraktivt for mandlige privatansatte tandlæger at gøre ligesom Nikolaj Bek Vieth. Her kan klinikejere indbetale et årligt beløb til TandlægeTryghed og få refusion fra dagpengeordningen, når de udbetaler løn til deres ansatte under barsel. Ordningen finansieres af eksisterende midler i dagpengeordningen. Det er dog stadig op til en individuel aftale mellem klinikejeren og den ansatte tandlæge, om der udover reglerne i funktionærloven skal udbetales hel eller delvis løn under barslen. Ordningen trådte i kraft 1. januar 2025 og skal nu evalueres, inden det besluttes om den skal fortsætte. 

Tandlægeforeningens formand for privatansatte tandlæger, Rune Hyldgaard, har været med til at foreslå forsøgsordningen.

- Vi synes, det var utidssvarende, at mandlige tandlæger ikke havde bedre mulighed for økonomisk understøttelse på barsel. Det er en god mulighed for at forhandle sig til bedre økonomisk hjælp, siger Rune Hyldgaard.

For i dag er der en norm i samfundet om, at mænd er mere involveret end tidligere. Når tandlægebranchen ikke er længere fremme på området, skyldes det tradition, og at privatansatte tandlæger ikke er på overenskomst, mener han. Rune Hyldgaard vil derfor arbejde for, at den nuværende forsøgsordning bliver permanent.

- Vi er i 2026, og det er i tidens ånd at have sådan en ordning. Mit håb er, at muligheden for barsel med løn gør, at mændene holder al den barsel, de måtte ønske, siger Rune Hyldgaard. 

Han mener også, at løn under barsel kan være med til at rekruttere flere mænd til faget og blive et rekrutteringsredskab for klinikkerne. 

Det er win-win og godt for barn, forældre og ligestillingen.

Anette Borchorst, professor emerita i kønsforskning på Aalborg Universitet

Økonomi som springende punkt
Tandlægeforeningens formand for klinikejere, Signe Johanne Rasmussen, står også bag forsøgsordningen og vil ikke afvise, at løn under barsel kan blive et konkurrenceparameter. Men hun opfordrer samtidig til, at man som ansat tandlæge kigger på hele pakken.

- Det er grundlæggende en god idé, at både mænd og kvinder tager barselsorlov. Men man kan ikke både have en enormt høj løn og få mere oveni. Nogen skal betale, siger Signe Johanne Rasmussen og indikerer dermed, at hun ikke synes, at klinikejerne skal bære udgifterne for løn under barsel alene.

Derfor bliver økonomien og finansieringen det afgørende punkt, når ordningen skal evalueres senere i år, understreger hun.

Allerede nu kan TandlægeTryghed løfte sløret for, hvor mange der har benyttet sig af ordningen i 2025. Det gjorde 14 mænd. Udgiften hertil svarer til cirka 10 % af TandlægeTrygheds samlede udbetaling til barslende, mens kvinderne stadig tegner sig for lidt over 90 %.

Øremærket barsel

  • Den 2. august 2022 besluttede et bredt flertal i Folketinget at øremærke 11 ugers barsel til faren.
  • Dermed har både mor og far ret til 11 ugers barsel, der ikke kan afholdes af den anden forælder.
  • Før ændringen havde fædre to ugers barsel, og mødre havde 14 uger.
  • I alt har forældre fortsat ret til 48 ugers barselsorlov tilsammen.

Der er sket noget
I mange andre brancher er barsel til mænd slået tydeligt igennem, siden et bredt flertal i Folketinget i 2022 besluttede at øremærke 11 ugers barsel til faren, så både mor og far nu har ret til 11 ugers barsel, der ikke kan afholdes af den anden forælder. Før ændringen havde fædre to ugers barsel, mens mødre havde 14 uger. I alt har forældre fortsat ret til 48 ugers barselsorlov tilsammen.

Ifølge en ny analyse fra Danmarks Statistik holdt fædre generelt længere barselsorlov i 2023 end i 2021. Den gennemsnitlige barselsorlov for fædre steg fra cirka 5,9 uger i 2021 til 10,4 uger i 2023. Altså tæt på en fordobling. Analysen viser også, at andelen af fædre med ingen eller højst to ugers barselsorlov er faldet med godt to tredjedele. At forskellen mellem brancher er blevet mindre. Og at fædre holder mere barsel på arbejdspladser, hvor der er mange kvindelige kolleger.

- Det er virkelig en markant udvikling. Vi ser forandringerne sive ned gennem samfundet overalt. Det er de kolde facts, siger Kenneth Reinicke, der er lektor og mandeforsker på Roskilde Universitet.

Han forklarer, at mænds barsel ikke kun handler om pasning, men om at faren bliver primær omsorgsperson i lighed med moren. Det kan både styrke oplevelsen af fælles ansvar og fairness. Og forskning viser faktisk, at der er en sammenhæng mellem farens barsel og en stærkere far-barn-relation, fortæller han.

- Barsel giver fædre erfaring, som har betydning langt ud over barselsperioden. Og en mere ligelig fordeling af omsorg senere i livet. Barsel til mænd er en af de mest effektive måder at skabe reel ligestilling, siger Kenneth Reinicke.

Og generelt har samfundet købt ind på barsel til mænd. Det bliver en mere og mere selvfølgelig kvalitet i faderskabet at have en tæt relation med barnet, fortæller han.

- Vi ser nye måder, som faderskab og maskulinitet er forbundet på. I dag handler det især om at være nærværende og engageret, siger Kenneth Reinicke.

Samtidig berører det de sejlivede kulturelle normer om kvinden som omsorgsgiver og manden som forsørger, forklarer han. Og det kan skabe dilemmaer i forhold til arbejde og karriere. Det har fx stor betydning, hvordan holdningen til barsel er på arbejdspladsen. Jo mere accepteret, jo nemmere.

Flere mænd på barsel

Fædre holdt generelt længere barselsorlov i 2023 end i 2021.

Den gennemsnitlige barselsorlov for fædre steg fra cirka 5,9 uger i 2021 til 10,4 uger i 2023.

Andelen af fædre med ingen eller højst to ugers barselsorlov faldt med godt to tredjedele fra 2021 til 2023.

Kilde: Danmarks Statistik

Kulturændringer tager tid
I store træk er der en tendens til, at jo længere uddannelse mænd har, jo længere barselsorlov tager de. Og at mødre med lange videregående uddannelser er mere positive over for mænds barsel, forklarer Anette Borchorst, der er professor emerita i kønsforskning på Aalborg Universitet.

- Der sker noget helt unikt, når far og barn er alene sammen. Så behøver han ikke spørge moren om, hvad barnet har brug for. Det er win-win og godt for barn, forældre og ligestillingen, siger Anette Borchorst.

Hun råder til, at man ikke evaluerer forsøgsordninger for tidligt, fordi kulturændringer ikke er opnået på ét år. Det tager tid.

- Det udvikler sig langsomt, fordi der skal ske ændringer på mange hylder. Det handler om at flytte normer, og i dette tilfælde skal både klinikejere og kolleger vænne sig til det, siger Anette Borchorst.

Hun kan godt forstå, at det kan være svært for små klinikker med få ansatte at undvære medarbejdere på barselsorlov. Omvendt understreger hun, at frisørsaloner altid har fået det til at fungere.

På klinikken i Frederikssund fik medarbejderne det også til at fungere, da Nikolaj Bek Vieth tog barselsorlov. Da snakken faldt på barsel, mente hans chef og klinikejer Birgitte Zehngraff Poulsen, at det var fair.

- Det er jo aldrig en fordel, når en ansat går på barsel. Men ligestilling koster. Det er vi nødt til at give, siger klinikejer Birgitte Zehngraff Poulsen.

Hun lægger ikke skjul på, at det godt kan mærkes på klinikken, at de er en tandlæge nede. På en lille klinik med fem tandlæger udfordrer det indtægten, når man i en periode må undvære en medarbejder med et stort patientgrundlag.

- Men hvis vi skal gøre en forskel, skal mænd også have gode vilkår. Derfor bliver vi nødt til at omfavne barsel til mænd, siger Birgitte Zehngraff Poulsen og tilføjer med et grin:

 - Vi glæder os dog meget til at få ham tilbage.

Barsel giver fædre erfaring, som har betydning langt ud over barselsperioden.

Kenneth Reinicke, Lektor og mandeforsker på Roskilde Universitet

Et andet perspektiv
Nikolaj Bek Vieth glæder sig også til at komme tilbage på klinikken til gode kolleger og patienter, men det er med blandede følelser.

- Hvis jeg skulle have gjort det om, ville jeg gerne have taget endnu mere barsel. Og have været endnu mere sammen med min datter og skabt en masse minder. Det er en tid, man ikke får igen, siger Nikolaj Bek Vieth.

Han triller mange ture med barnevognen og har drejet om hvert et hjørne af Vesterbro. Han går både til tumlastik og babysvømning med datteren Pernille og jagter i det hele taget aftaler for ikke at blive rastløs. Han oplever nemlig, at det er et stort spring fra hverdagen på en arbejdsplads. Og er også lidt overrasket over, hvor hårdt det kan være.

- Nogle gange er jeg mere udmattet klokken 15 om eftermiddagen, end hvis jeg havde været på arbejde. Fordi man hele tiden er på. Men jeg elsker at være på barsel, siger han.

At blive far har givet ham et andet perspektiv på tilværelsen. Han tror, at det fremover bliver nemmere at lægge arbejdet fra sig, når han kommer hjem, fordi noget andet nu er vigtigere.

Forsøgsordning

  • I en forsøgsordning igangsat af Tandlægeforeningen kan klinikejere indbetale et årligt beløb til TandlægeTryghed og få refusion fra dagpengeordningen, når de udbetaler løn til ansatte under barsel.
  • Det er op til en individuel aftale mellem klinikejeren og den ansatte tandlæge, om der udover reglerne i funktionærloven skal udbetales 
    hel eller delvis løn under barslen.
  • Ordningen trådte i kraft 1. januar 2025 og skal evalueres, inden det 
    besluttes om den skal fortsætte.