Tændernes Dag fortæller en rigtig kedelig historie

En gang om året svømmer aviser, tv-nyheder og sociale medier over af historier om borgere, der efter årelange smerter på grund af ubehandlet tandsygdom møder op på den såkaldte Tændernes Dag for at blive behandlet kvit og frit af frivillige tandlæger.På den ene side er det jo et fantastisk initiativ. Det er selvsagt en god ting, at mennesker med et uopfyldt tandlægebehov får muligheden for at få fjernet ødelagte visdomstænder, få lavet plastfyldninger og taget i hvert fald toppen af udbredte cariesangreb. Og det vidner også om tandlægers sundhedsfaglige og sociale engagement, at de stiller op.

Men det er samtidig uendelig trist. For de mange beretninger fra Tændernes Dag vidner om, at mange danskere ikke får den behandling, de har behov for, enten fordi de ikke har råd, eller fordi de ikke kan navigere i systemet og mangler overskud og støtte til at komme til tandlæge. Eller begge dele. Som en af de frivillige tandlæger, Jens Mølgaard Falkner, så glimrende beskriver i forrige nummer af Tandlægebladet, er behandlingsbehovet hos nogle af patienterne så massivt, at hele dagen kunne være brugt på én af dem alene.

Det er ikke værdigt, synes jeg. Hverken at danskere med tandsygdomme skal sætte deres lid til, at de er heldige at få en plads i stolen én bestemt dag om året. Eller at tandlæger skal arbejde gratis for, at det kan lade sig gøre. 

Kunne man forestille sig det samme, når det gælder sygdom i kroppen? En Kroppens Dag, hvor alle danskere, der ikke havde råd til at komme til lægen, var overladt til at møde op for at blive behandlet for forskellige fysiske lidelser af frivillige praktiserende læger? Nej, vel. Det ville blive betragtet som en sundhedsmæssig falliterklæring i et rigt velfærdssamfund.

På den måde er Tændernes Dag udtryk for en systemfejl, der udstiller paradokset i, at politikerne i Danmark har besluttet, at munden ikke er en del af kroppen, når det gælder sundhed. 

Det kommer også tydeligt til udtryk i den nye aftale om voksentandplejen, hvor der ikke har været politisk vilje til at øge patienternes tilskud, og hvor mange tusinde danskere med alvorlig tandsygdom efterlades på perronen med en endnu større regning. 

Og det viser sig desværre også i kommunernes manglende prioritering af børne- og ungdomstandplejen, hvor kapaciteten er presset og ventelisterne vokser, samt i social- og omsorgsplejen, hvor alt for mange ældre borgere aldrig bliver visiteret til den behandling, de har behov for.

Jeg forstår patienternes taknemmelighed, når de får hjælp. Men Tændernes Dag er ikke en festdag. Den burde slet ikke være nødvendig. At den overhovedet findes, bør være et wakeupcall til alle partier, der hævder, de går op i danskerens sundhed og trivsel.