ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Okklusionens betydning i klinisk odontologi

ABSTRACT

Sekundær artikel Dato: 27.02.2014

Okklusion er et centralt begreb inden for odontologien, men der er meget varierende opfattelser af, hvordan okklusionen skal defineres og undersøges, samt hvordan okklusale problemer skal behandles. Der kan optræde betydelige meningsforskelle imellem de enkelte tandlæger og tandteknikere, imellem uddannelsesinstitutionerne og fra land til land, og ikke mindst har synet på okklusionen ændret sig med tiden. De fleste individer udviser afvigelser fra det såkaldt ideale bid, men det store flertal fungerer alligevel fint. De har en fysiologisk okklusion og har ikke behov for bidkorrigerende behandling. Den tidligere fremherskende opfattelse, at helproteser bør have balanceret okklusion for at fungere, er blevet modbevist af flere nye vel gennemførte undersøgelser. Lærebogsforfattere og undervisere har i mange år hævdet, at kæberegistrering bør udføres ved hjælp af ansigtsbue. Der er imidlertid intet videnskabeligt belæg for den opfattelse. De store broer og implantatbaserede proteser, som er udført i Sverige og ifølge en række undersøgelser har givet udmærkede langtidsresultater, er fremstillet i enkle artikulatorer efter kæberegistrering uden ansigtsbue. Flere nyere undersøgelser har desuden vist, at forskellige typer af protetiske konstruktioner og bidskinner udviser samme kliniske kvalitet, uanset om kæberegistreringen er udført med eller uden ansigtsbue. Ved fremstilling af mindre protetiske konstruktioner på patienter med stabil okklusion kan sammenbidsindeks undlades, hvilket faktisk gør indstøbning i artikulator mere præcis. Betydningen af okklusale faktorer som den dominerende årsag til bidfunktionsproblemer (TMD) er med tiden blevet nedvurderet, og behandling med forskellige typer af okklusal bidkorrigerende terapi anses ikke længere for indiceret. Ny viden om hjernens neuroplasticitet, dvs. evne til at undergå strukturelle og funktionelle forandringer som følge af perifere stimuli, kan bidrage til øget forståelse af patienters adaptation til forskellige typer af protetiske behandlinger og variationer i okklusal udformning.

The importance of occlusion in clinical dentistry Opinions, both among clinicians and academics, differ substantially on how to define and examine dental occlusion, and how to treat occlusal problems. Most individuals exhibit deviations from the so-called ideal occlusion, but the great majority still function well. They have a physiological occlusion but are in no need of any therapeutic intervention. In textbooks and prosthodontic teaching all over the world it is maintained that jaw registration must include a face-bow transfer. However, there is no good evidence for this opinion. During the last few decades in Sweden, in teaching and general practice, the use of facebows has been almost totally abandoned. Extensive fixed dental prostheses (FDPs) produced in Sweden have been performed in simple articulators without face-bow transfer on natural teeth and dental implants, with well-documented excellent long-term results. When fabricating crowns and small FDPs in patients with a stable occlusion, occlusal indices can be left out, which has been shown to increase the precision / accuracy of the mounting in the articulator. The long-standing belief that complete dentures must have a balanced occlusion has been refuted by studies comparing this classical occlusal design with canine-guidance: complete dentures do not need a balanced occlusion to function well. Recent findings on the neuroplasticity of the brain can help explain the great variation among individuals regarding adaptation capacity to tooth loss and to occlusal changes, including various designs of prosthodontic restorations.