ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Osteonekrose i kæberne kan også udløses af målrettet cancerbehandling

Medicinrelateret osteonekrose i kæberne (MRONJ) er en kendt bivirkning ved ekstraktioner og andre oralkirurgiske indgreb på patienter, der er i behandling med antiresorptiv medicin mod fx osteoporose og cancer med knoglemetastaser. En ny retrospektiv undersøgelse fra Tand-mund-kæbekirurgisk Klinik på Rigshospitalet har imidlertid vist, at også andre lægemidler og diagnoser kan være associeret med MRONJ.

Ved gennemgang af journaloplysninger for 204 konsekutive patienter med MRONJ (Copenhagen ONJ Cohort) fandt man, at syv af patienterne havde fået målrettet behandling (targeted therapy, TT), en nyere cancerbehandling, som specifikt hæmmer bestemte molekyler, der er nødvendige for vækst af bestemte tumorer. Et typisk eksempel på TT er hæmning af tyrosinkinase, hvorved bl.a. angiogenese hæmmes.

Tre af de syv patienter fik samtidig antiresorptiv medicin, mens de sidste fire kun fik TT. I seks af tilfældene blev MRONJ udløst af ekstraktioner, sår eller traumer; men i et enkelt tilfælde fandtes ikke nogen udløsende faktor for osteonekrosen.

Forfatterne konkluderer, at tyrosinkinasehæmmeren dasatinib kan føjes til listen over præparater, der er potentielle risikofaktorer for MRONJ. Tilsvarende kan diagnoserne nyrecellecarcinom, ikke-småcellet lungecancer, glioblastom og leukæmi føjes til listen over sygdomme, der er associeret med MRONJ.

Mohamed HAM, Nielsen CEN, Schiødt M. Medication related osteonecrosis of the jaws associated with targeted therapy as monotherapy and in combination with antiresorptives. A report of 7 cases from the Copenhagen cohort. Oral Surg Oral Med Oral Pathol Oral Radiol 2018;125:157-63.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE