Internationalt forskningsnyt:

Osteoporose er ikke en kontraindikation for implantatindsættelse – og dog

Foto: Shutterstock

Osteoporose er karakteriseret ved nedbrydning af knoglevæv, og meget tyder på, at marginal parodontitis forløber hurtigere hos patienter med osteoporose. Mange vil derfor være tilbageholdende med at udføre i øvrigt indiceret implantatbehandling på en patient med osteoporose.

Men der er ingen grund til bekymring, hvis man skal tro en retrospektiv tværsnitsundersøgelse fra Østrig Ud fra en gruppe på 204 implantatbehandlede kvindelige patienter blev ved statistisk analyse udvalgt to grupper (18 osteoporosepatienter med i alt 80 implantater, 30 raske kvinder med i alt 124 implantater), som var matchede for alder, rygevaner, marginal parodontitis, plak, diabetes og implantatkarakteristika. Implantaterne havde i gennemsnit siddet i munden i syv år. Der var signifikant større knoglesvind omkring implantaterne i osteoporosegruppen end i kontrolgruppen; men da forskellen var under 1 mm, konkluderer forfatterne, at osteoporose ikke er en kontraindikation for implantatindsættelse.

Forfatterne konkluderer, at osteoporose ikke er en kontraindikation for implantatindsættelse.

Wagner F, Schuder K, Hof MS et al. Does osteoporosis influence the marginal peri-implant bone level in female patients? Clin Implant Dent Relat Res 2017;19:616-23.

Kommentar - ANDREAS STAVROPOULOS, professor, dr.odont., Odontologisk Fakultet, Malmö Universitet

Bekymringen med hensyn til osteoporose og implantater er dobbeltsidig. På den ene side kan øget knogleresorption, nedsat knogleheling og tynd knoglestruktur ved ubehandlet osteoporose kompromittere osseointegrationen, så færre implantater integrerer, eller der forekommer større marginalt knogletab. På den anden side kan behandling med antiresorptive lægemidler (ARDs, fx bisfosfonater eller denosumab) medføre nedsat knogleheling, som kan hæmme osseointegrationen og medføre risiko for medicinrelateret osteonekrose af kæberne (MRONJ).

Resultaterne af den foreliggende, relativt lille, undersøgelse indikerer, at implantatindsættelse hos osteoporotiske kvinder ikke kompromitteres i klinisk relevant grad, uanset om de modtager behandling eller ej. Osteoporosepatienter medicineres ofte med systemisk lavdosis af orale bisfosfonater (BP), og de mister ikke flere implantater og får ikke flere komplikationer (knogletab, peri-implantitis) i forbindelse med implantatbehandling end patienter uden BPindtagelse. Det bør huskes, at alle patienter på lavdosis ARD, herunder implantatpatienter, har en risiko for MRONJ.

MRONJ i forbindelse med implantatbehandling kan opstå fra få uger (dvs. formentlig udløst af implantatkirurgi) til adskillige år efter implantatindsættelse, selv hos patienter på lavdosis BP. Der findes kasuistikker, som beskriver, at MRONJ med implantattab kan forekomme i forbindelse med implantater hos patienter på lavdosis BP.

Forekomsten af implantatassocieret MRONJ hos patienter med lavdosis BP er formentlig lav; men risikoen for MRONJ øges med tiden hos alle patienter på lavdosis ARD. Der er således tegn på, at problemer forekommer hyppigere hos patienter, der har været i behandling med BP i mere end tre år. Man bør nøje overveje disse forhold, før man vælger at indsætte implantater på en patient med osteoporose

Kommentarer