Annonce
Ny viden:

Parodontalgel giver dårligere analgesi end injektion

Tekst: Tandlæge, dr. odont. Bjarne Klausen

Mange patienter finder, at subgingival tandrensning er en smertefuld behandling, og de vil gerne have bedøvelse i forbindelse med indgrebet.

Det kræver imidlertid mange indstik, hvis et helt eller et halvt tandsæt skal bedøves effektivt, og der er derfor blevet markedsført flere slags analgetika til lokal applikation i pocherne - på det danske marked fx Oraqix® parodontalgel (lidocain, prilocain).

Smerteintensiteten var signifikant mindre ved injektion

En ny systematisk oversigt med meta-analyse tyder dog på, at præparaterne er mindre effektive end traditionel injektionsanalgesi. Analysen er baseret på seks randomiserede kliniske studier med i alt 292 patienter, hvor injektionsanalgesi sammenlignes med parodontalgel. Smerteintensiteten var signifikant mindre ved injektion (P = 0,03), og behovet for supplerende analgesi var ligeledes mindre.

Det er bemærkelsesværdigt, at over halvdelen af patienterne oplevede smerte i forbindelse med behandlingen ved begge metoder. Ved parodontalgel var det selve den mekaniske rensning, der gjorde ondt, mens det ved injektionsanalgesi var indstikket, der gav anledning til smerte.

Patienterne foretrak ikke klart den ene metode frem for den anden. Forfatterne vurderer, at parodontalgel kan være et godt alternativ til injektionsanalgesi hos patienter, der lider af nåleskræk eller ikke bryder sig om at være bedøvet, efter at behandlingen er ophørt.

Wambier LM, de Geus JL, Boing TF et al. Intrapocket topical anesthetic versus injected anesthetic for pain control during scaling and root planing in adult patients. Systematic review and meta-analysis. J Am Dent Assoc 2017;148:814-24.

Kommentarer
Annonce