ANNONCE
Annonce

Professor: Sådan går forhandlinger om ny tandlæge-overenskomst

Tandlægebladet har bedt professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, ridse fem mulige scenarier op for de kommende overenskomstforhandlinger.
 

Illustration: Julie Asmussen

Miraklet! 

Christiansborg betaler
I forbindelse med de kommende finanslovs-forhandlinger bliver partierne på Christiansborg enige om at afsætte et beløb, der enten helt eller delvist dækker de manglende 300 mio. kr.

Sandsynlighed: “Det sker jo en gang i mellem, men jeg anser det som usandsynligt, at der dukker 300 mio. kr. op. Der bliver generelt sparet i sundhedssystemet, så der skal et mirakel til, for at regeringen pludselig finder en masse penge til tandlægeområdet”.

No go! 

Regioner og/eller tandlæger dækker regningen
Parterne bliver enige om enten at dele regningen, eller den ene part betaler det hele, når der bliver brugt flere penge, end staten har tildelt i støtte. Modellen bruges i dag, hvor tandlæger og regionerne deler de første 150 mio. kr. overskridelse. Overskrides rammen yderligere, betaler regionerne. 

Sandsynlighed: “Regionerne har klart meldt ud, at de ikke ønsker at tage penge fra et i forvejen presset hospitalsvæsen, og tandlægerne vil heller ikke betale”.

Ønsketænkning 

Gul bliver til grøn, og regnestykket går op
Sundhedsstyrelsen laver måltal, og mere specifikke retningslinjer, så en stor gruppe patienter, der i dag kategoriseres som gule, nu bliver grønne. De indkaldes mindre hyppigt og får færre tilskud. 

Sandsynlighed: “Der kommer formentlig nye måltal, men det lyder mest som ønsketænkning, at det vil ændre ret meget. Det vil kræve nogle meget præcise definitioner i retningslinjerne, og alligevel vil der være et stort slør, fordi det altid er et tolkningsspørgsmål, når man står på klinikken med patienten”.

Uspiseligt for DF

Patienterne må til lommerne
Parterne bliver enige om en ny fordeling af tilskud, så rammen kan overholdes. Fx at nogle ydelser tildeles lavere tilskud. Det vil betyde, at egenbetalingen for patienterne kommer til at stige. 

Sandsynlighed: “Det er uspiseligt for et flertal med Dansk Folkeparti og oppositionen, at det bliver dyrere at gå til tandlæge. Uanset hvordan man flytter rundt på tilskuddene, bliver det meget svært at camouflere som andet end øget brugerbetaling”.

Mest sandsynligt 

Slut med overenskomst
Hverken regionerne eller tandlæger giver sig, og samarbejdet om overenskomst ophører. Regeringen kan vælge at gribe ind med mere eller mindre omfattende regler for tilskud, uden om tandlæger og regioner. 

Sandsynlighed: “Det er dette scenarie, jeg tror mest på. Jeg tror dog ikke, regeringen vil lave et særligt omfattende indgreb, hvis overhovedet. Det er nemlig ikke nemt at gå ind på et område, hvor det er private virksomheder, og fx diktere, at klinikejerne skal betale regningen, når tilskudskronerne er brugt op”.
 

Kommentarer
ANNONCE