Oral medicin og patologi:

Slimhinderne bliver et fokusområde

I dag omfatter enhver statusundersøgelse tjek for patologiske forandringer i mundhulens slimhinder. Sådan var det ikke for et par generationer siden, hvor tandlæger kun kiggede efter caries, tandsten og eventuelt tandkødssygdomme. Det er nok de færreste, der tænker over, at den udvikling blev sat i gang af en dansk professor.

Tekst:
Illustration:
Julie Asmussen

Hvad

I 1960’erne blev der gennemført en række store befolkningsundersøgelser i Indien med det formål at kortlægge udbredelsen af mundhulecancer.

Derudover skulle undersøgelserne bidrage til en udredning af årsagerne til mundhulecancer samt anvise muligheder for forebyggelse af den sygdom, der på det tidspunkt udgjorde omkring 40 % af alle cancertilfælde i Indien og Sydøstasien.

I alt blev der foretaget 300.000 mundhuleundersøgelser, og godt 30.000 personer blev undersøgt otte gange i løbet af 10 år.

Hvem

Den centrale person i projektet var Jens Jørgen Pindborg (1921-1995), der i 1959 var blevet professor i odontologisk histopatologi ved Tandlægehøjskolen i København.

Sammen med tandlæge Grete Renstrup havde Pindborg i de foregående år udført en række undersøgelser af forstadier til mundhulecancer, som medførte, at WHO først oprettede et internationalt center for oral præcancer i København og derefter i 1963 tilbød Pindborg et 
gæsteprofessorat i Indien.

Pindborg planlagde og ko-ordinerede de storstilede undersøgelser sammen med den indiske professor Fali S. Mehta. Derudover deltog omkring 20 tandlæger, laboranter og socialarbejdere i projektet, som endte med at koste op imod 40 mio. kr.

Det astronomiske beløb blev hovedsagelig bevilget af det amerikanske National Institute of Health, som havde øremærket en stor pengepulje til medicinsk forskning i Indien.

Det store gennembrud

Efter de første 30.000 undersøgelser kunne Pindborg og Mehta konstatere, at forekomsten af leukoplakier og cancer varierede fra område til område i Indien, afhængigt af lokalbefolkningernes tobaks- og tyggevaner.

Man vidste på forhånd, at tobaksrygning og beteltygning indebar risiko for oral cancer og præcancer, men undersøgelserne viste, at beteltygning kun gav anledning til leukoplakier, hvis uvanen blev kombineret med tygning eller rygning af tobak.

Man opdagede desuden, at rygergane, der i vesten normalt regnes for en godartet tilstand, også kunne være præmalign, hvis den var forårsaget af reverse smoking, altså cigarrygning med gløden inde i munden.

I de efterfølgende år blev der iværksat omfattende oplysningskampagner med film, avisannoncer og indslag i lokalradioer for at få befolkningen til at droppe de farlige uvaner. Samtidig fortsatte de årlige undersøgelser, og med tiden kunne man se et fald i incidensen i visse områder.

Det var altså muligt at reducere forekomsten af mundhulecancer ved at motivere til adfærdsændringer.

Da forskergruppen i 1986 gjorde projektet op i en artikel i Lancet, kunne man rapportere, at den femårige incidensrate for leukoplakier var faldet til ca. en tiendedel i de grupper, der var omfattet af oplysningskampagnerne.

Betydning

På baggrund af tyve års undersøgelser kunne Pindborg og Mehta præsentere de indiske myndigheder for to velunderbyggede metoder til bekæmpelse af oral cancer: en primær profylakse, som gennem adfærdsændringer kunne reducere forekomsten af leukoplaki og cancer, og en sekundær profylakse, hvor man gennem screeningsundersøgelser kunne opdage forstadier til mundhulecancer og forhindre videreudvikling af sygdommen.

Desværre blev der ikke fulgt op på projektet, og Indien har stadig verdensrekord i oral cancer, og både mænd og kvinder tygger og ryger stadig tobak i store mængder.

Pindborg var en morsom og engageret foredragsholder, og sammen med sine medarbejdere på Rigshospitalet og Tandlægehøjskolen i København holdt han fra 1960’erne og fremad en lang række meget populære kurser for danske tandlæger om cancer, leukoplakier og andre mundslimhindelidelser.

Han har dermed i høj grad bidraget til at højne tandlægestandens kompetence inden for oral medicin.

Antallet af danskere, der dør af mundhulekræft, har imidlertid været stort set uændret igennem de seneste 30 år. Men det er i hvert fald ikke Pindborgs skyld.

Kommentar af Palle Holmstrup, Professor, dr.odont., Afdeling for Parodontologi, Tandlægeskolen i København 

“Pindborgs befolkningsundersøgelser i Indien var skelsættende, og han har uden tvivl gjort dansk odontologi kendt rundt om i verden og har bidraget signifikant til den odontologiske udvikling med udviklingen af faget oral medicin og patologi.

Men han var faktisk foregangsmand på flere områder. Det var også ham, som var med til at udvikle sammenhængen mellem den histopatologiske diagnostik og kliniske patologi. 

Han har sat sig spor mange steder – ikke kun fagligt. Der var altid meget munterhed omkring ham, og han var en stor taler – han har fx holdt mange gode og morsomme taler på møderne i NOF. Pindborg var bestemt et af de største navne i den odontologiske verden overhovedet, og vi har meget at sige ham tak for."