ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Sid godt:

Slip af med smerterne

Smerter og skader i bevægeapparatet er i dag den hyppigste årsag til, at tandlæger må forlade jobbet i utide. Generne kan ofte forebygges, men desværre oplever ergonomisk konsulent Mette Krebs i stigende grad at blive kaldt ud til brandslukninger på klinikker, hvor det allerede gør meget ondt at gå på arbejde, fordi hensynet til patienterne går forud for gode arbejdsstillinger.

Tekst: Kirsten Weiss / Foto: Kennet Havgaard
Dato: 21.02.2018

Er der nogen her, der spørger deres patienter, om de ligger godt? O.k.! Det har I så gjort for sidste gang nu, er vi ikke enige om det? Det kan godt være, at de små nik fra klinikkens personale er diskrete. Men efter et par timers selskab med konsulent i ergonomi og specialist i tandklinikker, Mette Krebs, og hendes viden om kroppe, fysik og gode arbejdsstillinger er det umuligt at være i tvivl om, at heller ikke tandlæger tager sig godt nok af kroppens forfinede mekanisme.

Moderne menneskers omgang med den raffinerede mekanik, der skal bære os gennem et helt liv, er ganske enkelt for lemfældig. Vi accepterer i alt for høj grad ubehag og dårlige arbejdsstillinger, og derfor sker det også oftere og oftere, at Mette Krebs bliver kaldt ud på klinikker, hvor personalet allerede er plaget af smerter og problemer. Indimellem også i et omfang, der medfører totalt ophør af arbejdet.

– I de snart 17 år jeg har arbejdet som ergonomisk konsulent, er der sket en tydelig forandring fra forebyggelse til brandslukning. Tandlæger har altid i et vist omfang accepteret, at deres arbejde kan være fysisk belastende, og en holdning som ”det er jo et hårdt job, du kan ikke forvente andet, end at det gør ondt indimellem” er ret typisk, men i de seneste to-tre år er jeg blevet kaldt ud til mange flere brandslukningsopgaver end tidligere. Jeg fornemmer, at arbejdspresset er steget, måske pga. øget konkurrence, og så kræver de behandlinger, klinikkerne udfører i dag, ofte, at man sidder meget stille og meget koncentreret i længere tid, siger Mette Krebs.

Smerter og farvel til jobbet
Hendes erfaringer stemmer kedeligt overens med den udvikling, der også afspejles i statistikkerne over tandlægernes brug af deres erhvervsudygtighedsforsikring. Skader i bevægeapparatet er i dag den hyppigste årsag til, at tandlæger mister evnen til at arbejde og derfor må gøre brug af deres forsikring. Og tandlæger som gruppe mister desuden oftere evnen til at arbejde pga. problemer med og smerter i bevægeapparatet end andre faggrupper.

– Tandlæger ved godt, at deres arbejdsstillinger er krævende. Og mange er også opmærksomme på, at de sidder forkert, men ved ikke altid, hvordan de skal ændre det. Især nakke, lænd og skuldre belastes, og i mindre omfang hænder, fingre, hofter og knæ. Mange gange er klinikkerne udstyret med topmoderne stole, som netop er designede til, at patienterne kan ligge helt ned, så tandlægen kan få den bedst mulige position at arbejde i, og alligevel så starter man med at være alt for sød ved patienterne og spørge, om de nu ligger godt, siger Mette Krebs.

På Klinikken i Hørsholm, hvor hun er på besøg en grå januareftermiddag, observerer hun personalet med patienter og underviser dem bagefter med udgangspunkt i sine iagttagelser. Og her er det da også netop den store, bløde pude, man næsten pr. automatik og i ren venlig omsorg tilbyder patienterne, som den ergonomiske konsulent er ude efter.

Mange tandlæger har desværre en accept af, at det gør ondt at gå på arbejde

Mette Krebs, ergonomisk konsulent

Smid puden ud!
– Jeg vil rigtig gerne smide den der pude langt væk, for den hindrer patienten i at komme ordentligt ned at ligge med hovedet oppe i nakkestøtten. Jeg ved godt, I prøver at være søde ved jeres patienter, men pointen her er, at jo bedre I kan lægge patienten til rette for jeres behandling, jo bedre er det også for patienten.

En patient, der ”ligger godt”, ligger godt i forhold til det arbejde, der skal udføres i patientens mund, men næppe som hjemme på sofaen eller på en solseng på ferieturen. Vi kan ligge ”lækkert” på en solseng på Mallorca med en drink – ikke på en tandklinik, siger Mette Krebs til de syv medarbejdere på klinikken på Hørsholm Hovedgade. Her er det klinikkens ejer tandlæge Camilla Trolle, som har kaldt ergonomikonsulenten ind, og selv om udgangspunktet egentlig var de gener, hun selv oplever, var hun ikke i tvivl om, at resten af personalet skulle lytte med. Så de sammen kan forebygge skader.

– Som chef tænker man naturligvis på, at man meget nødig vil opleve, at ens medarbejdere bliver syge, men også som team giver det god mening, at vi hører det her sammen og øver os. Bagefter kan vi bedre være opmærksomme og rette på hinanden i det daglige. Jeg glæder mig i hvert fald til at sidde godt i morgen og få patienten ordentligt op i nakkestøtten og fodpedalen skubbet længere over mod klinikassistenten, siger Camilla Trolle.

De bøjede nakker
For nylig har hendes kompagnon gennem flere år måttet trække sig helt ud af klinikken pga. smerter i nakken efter et skiuheld, og netop de bøjede nakker er noget af det, Mette Krebs peger på som et af de helt store problembørn i klinikarbejdet.
– Et hoved vejer fem-syv kilo, og det er beregnet til at være placeret et bestemt sted på vores torso. Jo længere væk du flytter det fra den placering, jo mere øges belastningen. Flytter I det bare 60 grader fremad, øges belastningen til 30 kilo. Det er det samme, som et barn på otte ni år vejer, og I kan jo prøve at løfte på et barn i den størrelse, næste gang I er nede og handle i Føtex. Så kan man pludselig godt forestille sig, hvordan det er at være en torso, der skal bære mange kilo, der er forkert placeret, siger Mette Krebs til klinikkens personale, der bagefter trækker sammen om en patientstol og får personlig instruktion i de bedste arbejdsstillinger.

– Det nytter ikke, man har verdens mest ergonomiske unit, hvis man stadig indstiller den forkert og derfor selv kommer til at sidde dårligt. De fleste ved det godt, og intet motiverer jo som noget, der gør ondt, men mange tandlæger har desværre en accept af, at det gør ondt at gå på arbejde. De har indrettet sig efter det princip, jeg engang hørte en sundhedsguru formulere som, ”du kan tåle mere, end du kan klare”. Det er er muligvis rigtigt i et fitnesscenter, men det er ikke rigtigt i en tandklinik. Her tåler man mere, end kroppen kan klare. Det er ikke o.k. at have ondt hver dag, siger Mette Krebs.

Tilbud om ergonomikursus

Lige nu tilbyder Tandlægeforeningen i samarbejde med Mette Krebs ergonomikurser til både private og kommunale tandklinikker med rabat. Læs mere på Tdlnet.dk

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE