ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Svar på debatindlæg til Tandlægebladet fremsat af Siri Beier Jensen, Irene Dige samt Louise Hauge Matzen

I dag er der meget travlt på klinikkerne, og muligheden for og overskuddet til supervision er mindre. Derfor er den eneste rigtige løsning, at det offentlige indser behovet for en turnusordning og spytter nye penge i kassen, skriver Rune Hyldgaard.

Tekst: RUNE HYLDGAARD, formand for PATO, Privatansatte Tandlægers Udvalg Tandlægeforeningen

Først vil jeg takke jer for jeres kommentar og interesse for mine udtalelser. Grundlæggende ønsker vi alle det samme: At tandlæger i Danmark bliver uddannet til at fungere på højt fagligt niveau – klinisk som teoretisk. 

Jeg har stor respekt for uddannelsen på de to institutter. Jeg havde selv en fantastisk tid på Tandlægeskolen i Aarhus, hvor jeg dimitterede i 2009. Og I har fuldstændig ret i, at også dengang blev jeg selv præsenteret for, at uddannelsen var mere praktisk i “gamle dage”. 

Jeg er også klar over, at tandlægestudiet aldrig kommer til at sende erfarne og rutinerede tandlæger ud i det “virkelige” liv. Jeg har tidligere fået fortalt, at det tager mindst 10 år at blive tandlæge. Først fem år på studiet og derefter mindst fem år i praksis. Det er nok ikke helt forkert. 

I dag er der meget travlt på klinikkerne, og muligheden for og overskuddet til supervision er mindre

Der skal heller ikke være tvivl om, at I gør jeres ypperste under de forudsætninger og økonomiske rammer, I er underlagt. Jeg møder heldigvis også en generation af nye tandlæger, der har en stærk teoretisk baggrund, god moral og en kritisk tilgang til vores fag samt en vilje og lyst til at hjælpe patienter samvittighedsfuldt. 

Så kritikken går ikke på de studerende eller jer som repræsentanter for studiet, men nærmere de rammer, der lægges til grund fra politisk hold. 

Og det her handler ikke bare om en sejlivet myte.

Ude i praksis oplever man over en bred kam, at det kræver en del arbejde og støtte – også mere end tidligere – at ansætte en nyuddannet tandlæge. Jeg hører det fra både privat og kommunalt regi, fra arbejdsgiverne og arbejdstagerne samt fra fagpolitikere. 

Når jeg læser jeres indlæg, er det tydeligt, at vi er enige om, at vi skal hjælpe vores nye kollegaer bedst muligt. I dag er der meget travlt på klinikkerne, og muligheden for og overskuddet til supervision er mindre. Derfor er den eneste rigtige løsning, at det offentlige indser behovet for en turnusordning og spytter nye penge i kassen. 

Jeg vil foreslå, vi alle i faget – Tandlægeforeningen og tandlægeuddannelserne – i fælles flok presser på over for politikerne. Her er et emne, hvor vi tilsyneladende har et fælles mål, som samtidig også vil være det bedste for vores nye tandlæger. Det skal vi da kæmpe for i fællesskab!

Læs debatindlægget fremsat af Siri Beier Jensen, Irene Dige og Louise Hauge Matzen her

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE