ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Månedens ydelse:

Tandrodsrensning

Tandrodsrensning kan populært kaldes et ”afstandstillæg”, for jo dybere pochen er, jo længere tid tager det, og det skal du honoreres for. Læs her, hvordan du bruger ydelsen korrekt.

Tandrod

BAGGRUND: 

Ydelsen ”Tandrodsrensning (1431)” skal anvendes på tand/tænder med klinisk fæstetab på 2 mm eller mere samt pochedybde ≥ 5 mm med inflammation i form af blødning og/eller pus ved sondering.

”Tandrodsrensning” er ikke et fagligt begreb, men dækker klinisk over en del af den subgingivale instrumentering og rodafglatning med henblik på fjernelse af plak og tandsten, som foretages ved behandling af parodontitis. 

VÆR OPMÆRKSOM PÅ: 

Ydelsen skal ikke opfattes som en færdig behandling, da ydelsen kun dækker dit arbejde i pochen fra 5 mm og ned. Derfor skal du altid kombinere denne ydelse med den udvidede tandrensning, som dækker alt over dette mål. Populært kan ydelsen kaldes et ”afstandstillæg”, for jo dybere pochen er, jo længere tid tager det, og det skal du honoreres for. Hvis der er meget og alvorlig sygdom, skal du bruge mere tid, og derfor er ydelsen også baseret på en stykafregning for hver tand. 

Hvis du vælger ikke at afregne for ydelsen for at gøre det billigere for patienten, kan det give bagslag. De fleste bruger ydelseskoden og tilhørende makro til at skrive journalen. Hvis ydelsen ikke afregnes, er der derfor en risiko for, at din journal ikke bliver korrekt. 

Et hyppigt spørgsmål til Tandlægeforeningens Sundhedsfaglige Rådgivning er, hvorfor der altid skal tages mindst to ydelser, når der står tand/tænder under indikationen. Da ydelsen er en del af den samlede behandling, skal du finde svaret i PUD’en, hvor der skal være mindst to tænder med et fæstetab. Hvis der undtagelsesvis kun er tale om én tand med sygdom, skal du bruge ydelserne TDR, IFB og så en 1431.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE