ANNONCE
Annonce

Transplantationsmaterialer til sinusløftprocedurer

ABSTRACT

Oversigtsartikel Dato: 29.04.2019

Forskellige partikulære transplantationsmaterialer kan anvendes til at udfylde hulrummet mellem den eleverede sinusslimhinde og den oprindelige knoglebund i sinus maxillaris ved sinusløftprocedurer. Transplantationsmaterialer kan inddeles efter deres oprindelse i 1) autolog knogle fra individet selv, 2) allogene knogleerstatningsmaterialer fra et andet individ af samme art, 3) xenogene knogleerstatningsmaterialer af naturlig oprindelse, men fra en anden art, og 4) alloplastiske materialer, der er syntetisk fremstillede.

Overordnet set betragtes alle godkendte transplantationsmaterialer på markedet som biokompatible og sikre at anvende. Kliniske og dyreeksperimentelle undersøgelser har dokumenteret, at autolog knogle medfører accelereret knogleheling sammenlignet med de forskellige typer af knogleerstatningsmaterialer. Imidlertid resorberes autolog knogle, og i de patienttilfælde, hvor der skal høstes større mængder knogle, kan det være forbundet med betydelig morbiditet. Resorptionen af allogene knogleerstatningsmaterialer afhænger af, hvorfra de er høstet samt af forarbejdningsprocessen. Xenogene knogleerstatningsmaterialer er generelt ikke-resorberbare, mens alloplastiske materialers resorptionsgrad kan designes efter behov. Allogene og xenogene knogleerstatningsmaterialer kan bevare de osteokonduktive egenskaber fra den oprindelige knogle afhængigt af forarbejdningsmetoden, mens det fortsat er en udfordring at genskabe den attraktive overfladetopografi på de alloplastiske materialer. Der findes endnu ikke dokumentation for, at kombination af transplantationsmaterialer med vækstfaktorer og knoglematrixproteiner som bone morphogenetic protein (BMP), platelet-rich plasma (PRP) og platelet-rich fibrin (PRF) medfører øget implantatoverlevelse og knoglenydannelse.

Klinisk relevans:
Adskillige transplantationsmaterialer kan anvendes til sinusløftprocedurer dokumenteret ved høj rapporteret implantatoverlevelse. Autolog knogle er det eneste transplantationsmateriale, der kan accelerere knoglehelingen. Anvendes knogleerstatningsmaterialer til sinusløftprocedurer, vil man skulle øge helingstiden, før den samme mængde nydannet knogle vil kunne forventes. Autolog knogle er imidlertid også karakteriseret ved resorption, som vil kunne reduceres ved at kombinere med et ikke- resorberbart knogleerstatningsmateriale.

Kommentarer
ANNONCE