OK18:

Tre mulige scenarier af forhandlingerne i forligsinstitutionen

Fristen for at nå til enighed om en ny overenskomst for de offentligt ansatte nærmer sig. Her er de tre mulige scenarier.

Tekst: Charlotte Holst

Tirsdag den 17. april klokken 23.59 udløber fristen for at nå til enighed om en ny overenskomst for de offentligt ansatte. I weekenden har der været intense og lange forhandlinger i forligsinstitutionen, der ikke har ført til nogen aftale. Mandag formiddag er forhandlingerne fortsat på det regionale område, og mandag eftermiddag mødes forhandlerne på det statslige område.

De tre mulige scenarier

1.

Der indgås et forlig, eller forligskvinden fremsætter et mæglingsforslag. Hvis mæglingsforslaget forkastes, kan strejke/lockout starte på femtedagen herefter.

2.

Forhandlingerne bryder sammen, og forligskvinden meddeler, at forhandlingerne definitivt er slut. Strejke og lockout kan i så fald starte på femtedagen herefter. Hvis forligskvinden melder dette ud i forbindelse med fristens udløb tirsdag, vil de varslede strejker altså træde i kraft søndag den 22. april og en lockout fra den 28. april.

3.

Forligskvinden beslutter at benytte sig af muligheden for at udskyde de varslede konflikter i yderligere to uger. Herefter er der ikke flere muligheder for at udsætte en konflikt. Forligskvinden kan i løbet af de to uger beslutte at afbryde udsættelsen og erklære forhandlingerne definitivt afsluttet. Hvis dette sker, vil en strejke og lockout træde i kraft samtidig på femtedagen herefter.

 

Kommentarer

Emner