ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

"Vi blev bare hængende

Det skulle bare være for et år, men i dag 23 år senere bor Charlotte Lind stadig i Schweiz. I år kan hun fejre 25-års jubilæum som tandlæge, og Tandlægebladet har bedt hende og fire andre fra hendes hold se tilbage på de 25 år som tandlæge.

REVY.
I 1990 lavede holdet revyen "Dens caninus". Charlotte Lind ses i baggrunden med den stribede trøje.
Tekst: Gitte Almer NielsenBillede: Privat eje

Jeg synes, det er sjovt, hvordan livet kan forme sig efter tilfældigheder – ligesom det skete for os med Schweiz. Faktisk var det en lærer på Tandlægehøjskolen, der spurgte, om der var nogen, der ville til Schweiz for at arbejde. Hun havde en kusine, der arbejdede i Schweiz, hvor der var tandlægemangel. Jeg havde arbejdet et år i Sverige og havde fået deltidsjob i Nordvestsjælland, og min kæreste var ved at være færdig på Tandlægehøjskolen, så det var et godt tidspunkt at tage ud på. Mens min kæreste havde travlt med de sidste eksamener, tog jeg ned til Schweiz til jobsamtale for os begge. Det var i 1993, og vi skulle bare være her et år, men vi er her stadig. Vi bor i en lille by med 8.000 indbyggere i alperne, og bjergene er bl.a. en af grundene til, vi er blevet. Vi er vilde med at stå på ski og vandre i bjergene.

Mit råd til mit unge jeg:

Tingene er egentlig blevet, som jeg havde forestillet mig – bare i et andet land. Jeg er sprunget ud i ting og har alsidighed i mit arbejde og selvstændighed.

Jeg kan ikke pege på en bestemt dag, hvor vi besluttede os for, at vi skulle blive i Schweiz. Det var en proces over flere år, men man kan sige, at da vi investerede i en klinik, så var det, fordi vi ville blive. Det havde næsten taget os 10 år at komme til det punkt. I starten lå det hele tiden i baghovedet, at vi skulle hjem en dag. Der var chefer, der spurgte, om vi kunne være interesserede i at overtage, men vi sagde nej, da vi ville tilbage til Danmark. Men med tiden lærte vi flere og flere mennesker at kende, og da vi fik børn, øgede det også vores tilknytning. Det kan være svært med afstanden til familien, især efter vores forældre er kommet op i årene. Lige pludselig føles afstanden til Danmark større. Men vi kommer ofte til Danmark, og vores børn føler sig helt klart danske og har da også dansk pas. Så jeg plejer at sige, at vi ikke immigrerede, men at vi bare er blevet hængende. 

 

 

 

Årgang ´91 - hvordan gik det dem?

I år kan i alt 83 tandlæger fejre 25-års jubilæum. Men hvordan er det gået dem? Og hvordan udfolder arbejdslivet sig for en tilfældig årgang af tandlæger? Tandlægebladet har talt med fem af jubilarerne fra Tandlægeskolen i København. 

 

Læs også:
"Jeg købte simpelthen den forkerte klinik"
"Det har kostet tårer at sige farvel til faget"

 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE