ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Yana Lausten-Thomsen anbefaler:

"Vi er meget alene i vores arbejde"

Pas på dig selv ved at træne og find et netværk. Det er indholdet af nogle af de anbefalinger, som tandlæge Yana Lausten-Thomsen kommer med.

Yana Lausten-Thomsen

42 år

Uddannet fra Tandlægeskolen i København i 2014

Klinikejer, Tandlægerne Nuuks Plads

Har praktiseret som tandlæge i både Frankrig og Danmark

1. Pas på dig selv

Det virker måske banalt, men jeg har set mange kollegaer døje med smerter i ryggen, skuldre, nakken osv.

Vi har et stillesiddende arbejde og indtager tit uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, som med tiden kan ødelægge vores krop.

Ret tidligt i min karriere besluttede jeg derfor at afsætte 2-3 timer om ugen til motion, som jeg mener er en direkte investering i min arbejdsevne.

Omend mere motion sikkert er bedre, er det den tid, jeg kan finde.

Og jeg holder fast, uanset hvor presset jeg kan være i mit arbejds- eller privatliv.

 

2. Sæt dig ind i forskellige dental materialer

Jeg husker DenMat som et meget kedeligt fag, men da jeg arbejdede i Frankrig, tog jeg en videreuddannelse i æstetik og anvendelse af forskellige keramiske materialer.

En del af kurserne handlede om forskellige keramiske materialer, deres styrke, æstetiske evner, håndtering og påvirkning af cementeringen. Det har åbnet mine øjne for mulighederne af anvendelsen af bonding og har også givet interessante diskussioner med min tandtekniker.

Tandteknikere i Danmark er ofte ikke vant til, at en tandlæge ved noget om forskellige typer af E-max eller Zirkonium, og at tandlægen kan argumentere for sin sag.

Det gavner i hvert fald vores patienter, at vi ved maksimalt om, hvilke materialer vi skal bruge i hver enkelt situation, og hvordan vi skal håndtere dem.

 

3. Find et netværk af ligesindede kolleger og brug det

Vi er meget alene i vores arbejde.

Vi skal selv stå for diagnostik, behandling og opfølgning af alle vores patienter.

Vores Facebookgruppe kompenserer i en vis grad for det, men det er også dejligt at være en del af et andet netværk, hvor man interesserer sig for samme ting og kan inspirere hinanden.

Selv holder jeg fast i mine to franske netværk, French Tooth og GRF.

Disse grupper udbyder både virtuelle og hands on-kurser.

Det, jeg godt kan lide ved disse online netværk, er, at man også kan stille meget lavpraktiske spørgsmål og få et hurtigt og brugbart råd – samtidig med at man bliver behandlet som en ligeværdig kollega.

Her i Danmark må man sige en stor tak til folk som Jacob Slavenski, Eddie Basson og Martin Heiden for at forsøge at skabe samme type fællesskab med kurser og brugbar kommunikation.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE