ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Leder:

Vi skal have en ny model for voksentandplejen nu

Gennem de sidste måneder har Tandlægeforeningen intensiveret presset på landets politikere for at komme i gang med forhandlingerne om en ny model for voksentandplejen. Nu er vi der, hvor der ikke er flere undskyldninger, skriver Susanne Kleist. 

Tekst: Susanne Kleist, formand for tandlægeforeningen / Foto: Thomas Nielsen

I 2018 blev vi lovet en ny model for voksentandplejen. Nu skulle der ryddes op, forenkles og tænkes nyt. Det er nu tre sundhedsministre og fem år siden. Intet er sket. 

Jeg er med på, at der kom en pandemi i vejen, men nu er vi der, hvor der ikke er flere undskyldninger. Senest har sundhedsminister Sophie Løhde været ude og sige, at forhandlingerne begynder til næste år. 

Nu kan vi heller ikke vente længere, og det har været mit klare budskab til Christiansborg gennem de sidste måneder, hvor vi har intensiveret presset på landets politikere for at komme i gang med forhandlingerne. 

Jeg har haft møder med sundhedsordførerne, hvor jeg har forklaret, hvorfor det haster med voksentandplejen. Og de har faktisk alle sammen været lydhøre og enige i, at vi skal i gang med arbejdet – for de forstår vigtigheden, og at den sunde krop hænger sammen med den sunde mund. 

Det er i sig selv en sejr, at vi har fået munden tilbage i kroppen. En sejr, som beror på et langt, sejt træk – politisk, men også mediemæssigt. 

Det er i sig selv en sejr, at vi har fået munden tilbage i kroppen

Vi har flere gange det sidste halve år sat os på nyhedsfladen med historier om tandsundhedens vigtighed, og det sætter selvfølgelig et aftryk, når vores budskaber lander i TV Avisen og TV2 News, hvor millioner bliver eksponeret for mundens betydning for både sundhed og livskvalitet. 

Budskaberne har også vundet genklang hos sundhedsorganisationer som Diabetesforeningen, Ældre Sagen og Kræftens Bekæmpelse. 

Det mærkede jeg tydeligt, da vi i april havde inviteret politikere og relevante sundhedsorganisationer til vores konference om ulighed i tandsundhed. Her anerkendte de alle den indsats, som tandlæger leverer hver eneste dag for at sikre sundheden i Danmark (læs mere side 400). 

Konferencen var også endnu en anledning til at lægge pres på landets politikere, da vi sluttede af med en paneldebat, hvor en række politikere deltog, bl.a. også sundhedsordføreren fra Socialdemokratiet. 

Her fik jeg præciseret meget tydeligt, at fakta og evidens er på plads, så hvad mere skal vi finde frem, før regeringen kommer på banen? 

I juni skal jeg mødes med Sophie Løhde, og jeg tager det samme budskab med, og jeg vil understrege nødvendigheden i, at tandpleje tænkes ind i en samlet sundhedsløsning. Heldigvis har vi både politisk opbakning og evidens i ryggen. 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE