Bundgaard T, Pfeiffer P, Lindeberg H. Orale karcinomer. HPV, apoptosis og p53-ekspression
Sammenhængen mellem tobak, alkohol og oralt karcinom er velkendt og veldokumenteret, men 15% af patienterne har dog aldrig røget og har ikke haft noget regelmæssigt alkoholforbrug - og næsten alle patienter i denne gruppe er ældre kvinder. Denne gruppe af 'non-users' adskiller sig således fra hovedparten af patienter mht. både alder og køn, og karcinomudviklingen må skyldes endnu ukendte ætiologiske faktorer. Humant papillomvirus (HPV), hvis plads i ætiologien af oral cancer er stærkt kontroversiel, kunne måske være en sådan faktor i de tilfælde hvor der hverken er tobak eller alkohol i anamnesen. Orale karcinomer fra to patientgrupper, users og non-users af tobak og/eller alkohol, undersøgtes for forekomst af HPV, apoptose samt p53 overekspression. Der blev ikke fundet afgørende forskelle mellem de to grupper. Totalt forekom HPV-DNA i 12,5% af tumorerne, HPV type 16 dog kun i en enkelt tumor (2,5%).